Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 5. oktober 2012

OPEN DAYS 2012: Sikring af EU's regionalpolitik som Europas vækstfond

Den største årlige begivenhed inden for regional- og byudviklingspolitik afholdes for 10. gang - på et kritisk tidspunkt. Drøftelserne om EU's budget går ind i den sidste afgørende fase, og vigtige reformer af anvendelsen af strukturfondene er på dagsordenen. Mere end 6 000 regionale repræsentanter fra hele Europa vil bakke op om en stærk regionalpolitik med et budget, der matcher.

Herman van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, José Manuel Barroso, Europa-Kommissionens formand, og Martin Schulz, Europa-Parlamentets formand, vil åbne fire dage med debat og drøftelser. Værterne for arrangementet, Johannes Hahn, EU-kommissær med ansvar for regionalpolitik, og Ramón Luis Valcárcel, Regionsudvalgets formand, vil deltage i en paneldebat på højt niveau om den centrale rolle, som EU's samhørighedspolitik har for investering i Europas økonomiske genopretning og virkeliggørelse af Europa 2020-målene.

Kommissær Johannes Hahn udtalte: "OPEN DAYS 2012 kommer på et vigtigt tidspunkt for vores fremtidige politik. Vores regionale partnere har mulighed for at komme til orde i denne afgørende periode. Kommissionen har fremlagt sit forslag og er fast besluttet på at forsvare det. Vi råder over et ideelt redskab til at tackle krisen, og vi forpligter os til at hjælpe hver enkelt EU-region med at komme ud af krisen. Men vi skal have et realistisk budget, således at EU-midlerne fortsat kan anvendes til at skabe vækst og frem for alt til at skabe arbejdspladser - og håb."

Regionsudvalgets formand, Ramón Luis Valcárcel, tilføjede: "Vi kommer ikke ud af krisen og opnår heller ikke økonomisk genrejsning uden en stærk samhørighedspolitik, som tilgodeser alle EU's regioner. I en så kritisk fase af forhandlingerne om EU's budget vil OPEN DAYS-arrangementet bidrage til at gøre dette klart gennem en række konkrete eksempler på, hvordan regioner og byer støtter bæredygtig vækst ved hjælp af strukturfondene. For Regionsudvalget er dette også en mulighed for at synliggøre og give adgang til resultatet af dets intense netværkssamarbejde og overvågningsaktiviteter, der tager sigte på at virkeliggøre målene i Europa 2020-strategien."

OPEN DAYS-arrangementet vil vise, hvordan EU's regionalpolitik giver resultater:

Vores beregninger viser, at EU’s investeringer har givet adgang til finansiering for mindst 56 000 SMV'er ved at lede midler derhen, hvor der er mest behov for dem.

Kombineret med Barroso-initiativet har det hjulpet mere end 460 000 unge ind i programmer til bekæmpelse af arbejdsløshed.

Siden 2007 har virksomheder, der modtager støtte fra EU's strukturfonde, skabt 450 000 arbejdspladser.

OPEN DAYS vil bidrage til at udforme fremtidens politik: Repræsentanter med ansvar for regionalpolitik vil deltage i mere end 100 seminarer og workshopper – under overskriften "Europas regioner og byer: At gøre en forskel" (Europe's Regions and Cities: Making a Difference). Der fokuseres på centrale prioriteringer for den næste finansieringsperiode i 2014-2020.

  • Intelligent og grøn vækst for alle – fremme af innovation/forskning og udvikling

  • Støtte til SMV'er

  • Territorialt samarbejde

  • Levering og måling af resultater med henblik på at skabe en mere effektiv og strategisk politik.

Programmets højdepunkter

Formand for Regionsudvalget, Ramón Luis Valcárcel, og EU-kommissær, Johannes Hahn: paneldiskussion den oktober 8. kl. 14.30.

EU-kommissær, Johannes Hahn, deltager i en åben rundbordskonference for pressen: "Sikring af regionalpolitikken som investeringsdelen på EU's budget", den 9. oktober fra 8.30-9.30 (Schuman-mødelokalet i Berlaymont-bygningen).

Næstformand i Kommissionen med ansvar for konkurrencespørgsmål, Joaquin Almúnia, og EU-kommissær, Johannes Hahn, vil afholde en debat på højt niveau om konkurrence, statsstøtte og regional udvikling: Albert Borchette-centret, torsdag den 11. oktober, kl. 10.00, lokale 0A.

2013 RegioStars Awards: 27 projekter, som konkurrerer i fem kategorier, fremhæver det fremragende og innovative arbejde i marken: Præsenteres af kommissær Johannes Hahn i Regionsudvalget den 9. oktober, kl. 16.00.

Eksperter fra hele Europa vil holde foredrag og seminarer på OPEN DAYS-universitetet.

"Lokaludvikling styret af lokalsamfundene" vil indtage en central placering på dette års "Meeting Place", som Regionsudvalget er vært for, og hvor der vil være 16 workshopper, der beskæftiger sig med dette nye element i udvikling af by- og lokalområder i perioden efter 2013. Der vil også være en udstilling med værker af 10 kunstnere, hvis tema er 10 år med OPEN DAYS og INTERREG IVC – et program, som finansieres under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling.

Sideløbende med seminarerne i Bruxelles planlægges der afholdt 350 arrangementer under titlen "Europa i min region/by" fra september til november i alle 27 EU-lande samt 11 andre lande, herunder Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Island, Montenegro, Norge, Serbien, Schweiz og Tyrkiet.

Yderligere oplysninger:

www.opendays.europa.eu

@EU_Regional / @EU_CoR: # euopendays - Alle fotos lægges ud på Flickr

Media-programmet

Regionale partnerskaber

Kontaktpersoner:

Shirin Wheeler (+32 2 296 65 65)

Annemarie Huber (+32 2 299 33 10)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site