Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Stresstest af nukleare anlæg: høj sikkerhedsstandard, men behov for yderligere forbedring

Commission Européenne - IP/12/1051   04/10/2012

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen

Pressemeddelelse

Bruxelles, den 4. oktober 2012

Stresstest af nukleare anlæg: høj sikkerhedsstandard, men behov for yderligere forbedring

Sikkerheden på de nukleare anlæg i Europa er generelt god, omend det anbefales, at gennemføre yderligere forbedringer af sikkerheden på næsten alle anlæg. De nationale tilsynsmyndigheder konkluderer imidlertid, at det ikke er nødvendigt at lukke nogle af anlæggene. Det er hovedbudskabet i Kommissionens meddelelse om resultaterne af stresstesten af nukleare anlæg. Disse test har vist, at ikke alle de sikkerhedsstandarder, som Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA) anbefaler, eller internationalt bedste praksis anvendes i alle medlemsstaterne. Kommissionen vil følge gennemførelsen af stresstestenes anbefalinger tæt og samtidig fremlægge forslag til lovgivningsmæssige foranstaltninger, der skal styrke den nukleare sikkerhed i Europa yderligere.

Energikommissær Günther Oettinger udtaler i den forbindelse: "Stresstestene har vist, på hvilke områder vi gør det godt, og på hvilke områder vi skal forbedre os. Vi har taget disse test alvorligt, og de har vist sig at være en succes. Situationen er generelt tilfredsstillende, men vi må ikke hvile på laurbærrene. Alle berørte myndigheder skal arbejde for at sikre, at hvert eneste nukleare anlæg i Europa opfylder de bedst mulige sikkerhedsstandarder, så alle kan føle sig sikre."

Ud over at anbefale en række tekniske forbedringer af selve anlæggene har stresstestene vist, at ikke alle internationale standarder og bedste praksis anvendes alle steder. Desuden er det nødvendigt at trække på erfaringerne fra Fukushima. Der peges navnlig på følgende:

  • Jordskælv og risiko for oversvømmelse. Gældende standarder for risikovurdering anvendes ikke på henholdsvis 54 (jordskælv) og 62 reaktorer (oversvømmelse) af 145 testede reaktorer. Risikovurderingen bør baseres på en tidsramme på 10 000 år, frem for de meget kortere perioder, der til tider anvendes.

  • Seismiske instrumenter bør være opstillet på alle anlæg med henblik på at måle og advare om mulige jordskælv. Sådanne apparater skal forbedres eller installeres på 121 reaktorer i Europa.

  • Filtrerende udluftningssystemer skal være installeret, således at trykket i reaktorindeslutningen sikkert kan mindskes i tilfælde af uheld. 32 reaktorer er endnu ikke udstyret med sådanne systemer.

  • Beredskabsudstyr til brug ved alvorlige ulykker skal opbevares i beskyttede områder, hvorfra det nemt kan tages i anvendelse, også i tilfælde af omfattende ødelæggelser. Dette er ikke tilfældet på 81 af de europæiske reaktorer.

  • Et nødkontrolrum bør indrettes i tilfælde af, at hovedkontrolrummet ikke kan bruges i forbindelse med en ulykke. Et sådant er endnu ikke til rådighed på 24 af reaktorerne.

Opfølgning:

Nationale handlingsplaner inklusive tidsplaner for gennemførelsen vil blive udarbejdet af de nationale tilsynsmyndigheder og gjort tilgængelige inden udgangen af 2012. Disse handlingsplaner vil blive underlagt peer reviews i begyndelsen af 2013 med henblik på at verificere, at anbefalingerne fra stresstestene gennemføres konsekvent og på gennemsigtig vis over hele Europa. Det er Kommissionens hensigt i samarbejde med de nationale tilsynsmyndigheder at fremlægge en rapport i juni 2014 om gennemførelsen af disse anbefalinger.

I tillæg til de tekniske fund og anbefalinger har Kommissionen gennemgået gældende europæisk lovgivning vedrørende nuklear sikkerhed og vil i den forbindelse fremlægge en revision af det gældende direktiv om nuklear sikkerhed i begyndelsen af 2013. De foreslåede ændringer vil fokusere på sikkerhedskrav, de nukleare tilsynsmyndigheders rolle og kompetencer, gennemsigtighed og overvågning.

Dette følges op af yderligere forslag om nuklear forsikring og erstatningsansvar og maksimalt tilladte niveauer for radioaktivitet i levnedsmidler og foder. Stresstestprocessen har også understreget behovet for at arbejde videre med nuklear sikkerhed i forbindelse med forhindring af ondsindede handlinger, et område hvor hovedansvaret ligger hos den enkelte medlemsstat.

Baggrund:

I forbindelse med ulykken på Fukushima i marts 2011 opfordrede Det Europæiske Råd til at gennemføre en omfattende og gennemsigtig risiko- og sikkerhedsvurdering ("stresstest") af alle EU's nukleare anlæg.

Hovedformålet med disse stresstest var at vurdere de nukleare anlægs sikkerhed og robusthed i tilfælde af ekstreme naturkatastrofer, navnlig i forbindelse med oversvømmelser og jordskælv. De to scenarier blev vurderet simultant. Flystyrt blev medtaget i det omfang, de måtte have samme indvirkning som en tsunami eller et jordskælv, dvs. at de normale sikkerhedsforanstaltninger og nedkølingsfunktioner ikke fungerer.

Stresstestene bestod af 3 faser. I fase 1 udarbejdede de enkelte nukleare anlæg deres egen vurdering, og i fase 2 gennemgik de nationale tilsynsmyndigheder disse vurderinger og udarbejdede landerapporter. I fase 3 blev disse rapporter analyseret af multinationale hold i forbindelse med en peer-undersøgelse organiseret af ENSREG (European Nuclear Safety Regulators Group). Derudover har peer review-grupperne besøgt en række nukleare anlæg. 17 lande deltog fuldt ud i stresstestene (alle 14 EU-lande med nukleare anlæg i drift, Litauen, der har et anlæg under nedlukning, samt Ukraine og Schweiz).

http://ec.europa.eu/energy/nuclear/safety/stress_tests_en.htm

MEMO/12/731

Kontaktpersoner:

Nicole Bockstaller (+32 2 295 25 89)

Marlene Holzner (+32 2 296 01 96)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site