Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Europa-Kommissionen ønsker stærkere og mere ansvarlige banker i Europa

Bruxelles, den 20. juli 2011 – Bankerne har spillet en central rolle i den finanskrise, som verdensøkonomien har oplevet siden 2008. Vi har lært af erfaringerne, og fortidens fejltagelser må ikke gentage sig. Derfor har Europa-Kommissionen i dag fremlagt forslag, som skal ændre adfærden blandt de 8 000 banker, der driver virksomhed i Europa. Det overordnede mål for dette forslag er at styrke modstandsdygtigheden i EU's banksektor, samtidig med at det sikres, at bankerne fortsat kan finansiere den økonomiske aktivitet og væksten. Kommissionens forslag har tre konkrete mål.

1. Ifølge forslaget skal bankerne have større og bedre kapital for selv at kunne modstå fremtidige chok. Pengeinstitutterne gik ind i den seneste krise med en kapital, der var utilstrækkelig både med hensyn til kvantitet og kvalitet, hvilket resulterede i en uhørt stor støtte fra de nationale myndigheder. Med sit forslag omsætter Kommissionen i Europa de internationale standarder for bankkapital, der blev vedtaget på G20-niveau (almindeligvis kendt som Basel III-aftalen). Europa vil blive førende på dette område, idet disse regler vil blive anvendt på over 8 000 banker, svarende til 53 % af de globale aktiver.

2. Kommissionen ønsker også at indføre en ny styringsramme, der giver tilsynsmyndighederne nye beføjelser til at overvåge bankerne nøjere og træffe foranstaltninger via eventuelle sanktioner, når de får øje på risici, fx ved at indskrænke kreditmulighederne, når det ser ud til, at der er ved at opstå en kreditboble.

3. Ved at samle al den lovgivning, der gælder på dette område, ønsker Kommissionen at få et fælles regelsæt for reguleringen i banksektoren. Dette vil forbedre både gennemsigtigheden og håndhævelsen1.

EU's kommissær med ansvar for det indre marked, Michel Barnier, udtalte følgende herom: "Den finansielle krise har ramt europæiske familier og virksomheder hårdt. Vi kan ikke lade en sådan krise opstå igen, og vi kan ikke tillade, at nogle få aktører i finansverdenen bringer vores velstand i fare. Derfor har vi i dag fremsat forslag om at gøre de over 8 000 banker, der er aktive i Europa, stærkere. Banksektoren skal besidde mere kapital og kapital af en bedre kvalitet, hver gang den tager en risiko. Det er et særdeles vigtigt skridt fremad, hvor der tages ved lære af krisen og indtages en ny holdning til risici. Det glæder mig at kunne konstatere, at Europa fortsat er førende og er den første jurisdiktion på globalt plan, der efterlever G20-tilsagnene. Først når alle disse regler er på plads, kan vi virkelig sige, at vi fuldt ud har taget ved lære af krisen".

Baggrund

Forslaget indeholder to dele: et direktiv, der reguler adgangen til indlånsaktiviteter, og en forordning, der regulerer, hvordan kreditinstitutternes og investeringsvirksomhedernes aktiviteter udøves. Begge retsinstrumenter udgør en pakke og bør betragtes samlet. Forslaget ledsages af en konsekvensanalyse, som viser, at denne reform i høj grad vil reducere sandsynligheden for en systemisk bankkrise.

1. Forordningen indeholder de detaljerede forsigtighedskrav til kreditinstitutter og investeringvirksomheder, og den dækker:

  • Kapital: Kommissionens forslag øger størrelsen af den egenkapital, bankerne skal ligge inde med, og kvaliteten af disse midler. Det harmoniserer desuden fradragene fra egenkapitalen for at fastslå størrelsen af den lovpligtige egenkapital, som det er hensigtsmæssigt at anerkende med hensyn til lovgivningen.

  • Likviditet: For at forbedre den kortsigtede modstandsdygtighed for pengeinstitutternes likviditetsrisikoprofil foreslår Kommissionen, at der i 2015 indføres en likviditetsdækningskvote, hvis nøjagtige sammensætning og kalibrering vil blive fastsat efter en observations- og vurderingsperiode.

  • Regler for gearing: For at begrænse en uforholdsmæssig stor opbygning af gearing på kreditinstitutternes og investeringsvirksomhedernes regnskaber foreslår Kommissionen også, at en gearingskvote underkastes tilsynsmæssig vurdering. Virkningerne af en gearingskvote vil blive nøje overvåget, før den eventuelt gøres til et bindende krav den 1. januar 2018.

  • Modpartskreditrisiko: I overensstemmelse med Kommissionens politik vis-à-vis OTC-(over the counter)derivativer (IP/10/1125) foretages der ændringer for at tilskynde bankerne til at cleare OTC-derivativer via CCP'er (centrale modparter).

  • Fælles regelsæt: Finanskrisen satte fokus på faren ved divergerende nationale regler. Et fælles marked kræver et fælles regelsæt. Forordningen gælder umiddelbart uden behov for national gennemførelse og fjerner dermed en af kilderne til en sådan divergens. Forordningen fastsætter desuden et fælles sæt af kapitalregler.

2. Det nye direktiv dækker områder af det nuværende kapitalkravsdirektiv, hvor EU-bestemmelserne skal omsættes af medlemsstaterne på en måde, der passer til deres egne forhold, såsom kravene til adgangen til at optage og udøve bankvirksomhed, betingelserne for udøvelsen af etableringsfriheden og friheden til at levere tjenester samt definitionen af kompetente myndigheder og principperne for forsigtighedstilsyn.

Nye elementer i dette direktiv er:

  • Bedre styring: Forslaget styrker kravene med hensyn til arrangementer og processer for god virksomhedsledelse og indfører nye regler med det formål at øge effektiviteten af bestyrelsernes risikoovervågning, forbedre risikostyringsfunktionens status og sikre en effektiv overvågning af risikostyringen fra tilsynsmyndighedernes side.

  • Sanktioner: Hvis pengeinstitutterne ikke overholder EU's krav, vil forslaget sikre, at alle tilsynsmyndigheder kan anvende sanktioner, der reelt er afskrækkende, men også effektive og rimelige – fx administrative bøder på op til 10 % af et instituts årlige omsætning eller midlertidige forbud rettet mod medlemmer af institutternes ledelsesorgan.

  • Reservekapital: Der indføres to krav om reservekapital oven i mindstekapitalskravene: en kapitalstødpude, som er den samme for alle banker i EU, og en konjunkturudjævnende reservekapital, der fastsættes på nationalt plan.

  • Bedre tilsyn: Kommissionen foreslår at styrke tilsynsordningen med et krav om årlige tilsynsprogrammer, som udarbejdes på grundlag af en risikovurdering, for alle de institutioner, der føres tilsyn med, en udvidet og mere systematisk anvendelse af tilsyn på stedet, mere solide standarder og mere indgribende og fremadrettede tilsynsvurderinger.

Endelig tilstræbes det med forslaget så vidt muligt at reducere kreditinstitutternes afhængighed af eksterne kreditvurderinger ved at kræve: a) at alle bankers investeringsbeslutninger ikke blot er baseret på soliditetsbedømmelser (ratings), men også på deres egne kreditvurderinger, og b) at banker med et betydeligt antal eksponeringer i en given portefølje udarbejder interne bedømmelser for denne portefølje i stedet for at lægge eksterne bedømmelser til grund for beregningen af deres kapitalkrav.

Det forslag, der forelægges i dag, afløser de tidligere kapitalkravsdirektiver (2006/48/EF) og (2006/49/EF) med en forordning og et direktiv og udgør endnu et stort skridt i retning af et sundere og sikrere europæisk finansielt system.

Yderligere baggrund

For at genoprette stabiliteten i banksektoren og sikre, at kreditten stadig flyder til realøkonomien, har både EU og dets medlemsstater vedtaget en bred vifte af hidtil ukendte foranstaltninger, hvor den tilhørende regning i sidste ende betales af skatteborgerne. I den forbindelse har Europa-Kommissionen godkendt 4,1 billioner EUR i statsstøtteforanstaltninger til pengeinstitutter, hvoraf mere end 2 billioner EUR blev anvendt i 2008 og 2009.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/bank/regcapital/index_en.htm

MEMO/11/527

Kontaktpersoner:

Olivier Bailly (+32 2 296 81 17)

Chantal Hughes (+32 2 299 44 50)

Catherine Bunyan (+32 2 299 65 12)

1 :

Ifølge IMF's overslag udgør de europæiske bankers kriserelaterede tab mellem 2007 og 2008 næsten 1 billion EUR eller 8 % af EU's BNP.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site