Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-kommissionen - Pressemeddelelse

Yderligere 7 mia. EUR til forskning og innovation vil skabe vækst og beskæftigelse

Bruxelles, den 19. juli 2011 – Kommissær Máire Geoghegan-Quinn meddelte i dag, at der vil blive bevilget næsten 7 mia. EUR til at sætte gang i innovationen gennem forskning. Europa-Kommissionens hidtil største finansieringspakke af denne art – under EU's syvende rammeprogram for forskning (FP7) – forventes at skabe omkring 174 000 arbejdspladser på kort sigt og næsten 450 000 arbejdspladser samt en vækst på næsten 80 mia. EUR i en periode på 15 år1. Finansieringen af EU's forskning står øverst på den politiske dagsorden og indtager nu en central plads i en sammenhængende innovationsstrategi, "Innovation i EU" (IP/10/1288, MEMO/10/473), som er nødvendig, hvis Europa skal konkurrere med store, dynamiske lande som USA og Kina.

Bevillingerne skal fremme forskningen med det formål at tackle de største samfundsmæssige udfordringer, som Europa og verden står overfor. Universiteter, forskningsinstitutioner og industrien vil være blandt de mere end 16 000 modtagere. Der vil være særlig opmærksomhed omkring små og mellemstore virksomheder, og der vil bl.a. blive afsat en pakke på næsten 1 mia. EUR til disse. Der vil også være en ny EU-pris for kvindelige innovatorer, hvis arbejde er blevet finansieret gennem FP7 eller tidligere programmer. Størstedelen af forslagsindkaldelserne (opfordringer til at ansøge om midler) vil blive offentliggjort den 20. juli.

"Europa viser igen i dag, at det ønsker at sætte forskning og innovation øverst på den politiske dagsorden for vækst og beskæftigelse. Konkurrence om disse midler i hele EU vil bringe Europas bedste forskere og innovatorer sammen med det formål at tackle vor tids største problemer, såsom energi, fødevaresikkerhed, klimaforandringer og befolkningens aldring. Kommissionen foreslår en betydelig forhøjelse af forsknings- og innovationsmidlerne til Horizon 2020-programmet efter 2013, og allerede med de indkaldelser, vi bebuder i dag, ønsker jeg at vise skatteborgerne, at vi er fast besluttet på at få det meste ud af pengene", udtalte kommissær Geoghegan-Quinn.

Nærmere oplysninger om bevillingerne

Der sættes i indkaldelserne fokus på integration af forskning og innovation med henblik på at tackle samfundsmæssige udfordringer og skabe bæredygtig vækst og beskæftigelse ved at give Europa et forspring på fremtidens førende teknologimarkeder.

Dette vil blive opnået ved at yde mere støtte end nogensinde før til aktiviteter, der hjælper med til at bygge bro mellem forskning og marked, fx. ved at påvise, at nye teknologier har et kommercielt potentiale eller kan fungere i tilstrækkelig stor skala til at være industrielt bæredygtige. Denne markedsrelaterede tilgang er også af afgørende betydning for de europæiske innovationspartnerskaber, der er oprettet under handlingsplanen "Innovation i EU". Hvert europæisk innovationspartnerskab, herunder pilotprojektet om aktiv og sund aldring, vil blive støttet af FP7-projekter.

I alt 220 mio. af de 656 mio. EUR, der er til rådighed til sundhedsforskning, og 240 mio. af de 1,3 mia. EUR, der er afsat til finansiering af informations- og kommunikationsteknologi (IKT), vil blive bevilget til aktiviteter, som tager sigte på at tackle de udfordringer, der er forbundet med at skulle forsørge en aldrende befolkning.

Den resterende IKT-finansiering vil gå til centrale udviklingsaktiviteter inden for netværks- og serviceinfrastruktutrer, nano-/mikrosystemer, fotonik og robotik, digitalt indhold og sprogteknologier samt til sådanne applikationer som IKT vedrørende sundhed og IKT vedrørende energieffektivitet.

Det Europæiske Forskningsråd (ERC) vil tildele næsten 1,6 mia. EUR til de bedste senior- og juniorforskere i Europa. For at hjælpe med til at bygge bro mellem resultaterne af frontlinjeforskning og kommercialisering er der iværksat et initiativ i mindre målestok ("Proof of Concept"-initiativet). Endnu et initiativ er det nye "ERC Synergy Grant", som støtter nogle få mindre grupper af forskere, der arbejder sammen om det samme projekt.

Der vil blive tilvejebragt omkring 900 mio. EUR i støtte til forskeres mobilitet og karrierer gennem "Marie Curie Actions", og disse penge vil gå til omkring 10 000 højtkvalificerede forskere. Dette omfatter 20 mio. EUR til et pilotprojekt til finansiering af "European Industrial Doctorates", som skal stimulere iværksætterkultur og samarbejde mellem universiteter, forskningsinstitutioner og virksomheder.

De 265 mio. EUR, der er afsat til miljøforskning, vil bidrage til at tackle en række større udfordringer såsom klimaforandringer, tab af biodiversitet eller ressourceeffektivitet.

Som reaktion på det stadig stigende krav om sikrere og sundere fødevarer og bæredygtige bioressourcer vil Kommissionen investere over 307 mio. EUR i opbygning af en stærk bioøkonomi, som kan forbedre produktionsmetoderne, skabe nye industrier og give arbejdspladser.

Små og mellemstore virksomheder (SMV), der anses for at være af afgørende betydning for innovationen, tilskyndes specielt til at deltage. Foruden de nylig forenklede regler omfatter investeringspakken på næsten 1 mia. EUR til SMV'er pilotordninger både på sundhedsområdet og via Den Europæiske Investeringsbanks finansieringsfacilitet med risokodeling for SMV'er.

Med 488 mio. EUR til nanoteknologier vil der blive sat fokus på sådanne områder som fremtidens fabrikker, grønne biler og energieffektive bygninger.

Der vil blive ydet 313 mio. EUR til forskning og innovation vedrørende renere, sikrere og mere effektiv transport og mobilitet.

Endelig afsætter Kommissionen 40 mio. EUR til initiativet "Intelligente byer" med henblik på at finde mere effektive måder til at anvende energi og tilvejebringe transport i byerne.

Baggrund

FP7 er det største forskningsfinansieringsprogram i verden med et budget på over 53 mia. EUR i perioden 2007-2013. Med vedtagelsen af Europa 2020-strategien og godkendelsen af "Innovation i EU" i februar i år har medlemsstaterne sat forskning og innovation øverst på den europæiske politiske dagsorden og derved gjort det til grundstenen i planerne for investering i bæredygtig vækst og beskæftigelse.

Se også MEMO/11/520 og MEMO/11/521

Innovation i EU: http://ec.europa.eu/innovation-union

Europa 2020: http://ec.europa.eu/europe2020/index_da.htm

Den digitale dagsorden: ec.europa.eu/digital-agenda

Contacts :

Mark English (+32 2 296 24 10)

Monika Wcislo (+32 2 298 65 95)

1 :

Baseret på NEMESIS-modellen, som blev udviklet af prof. Paul Zagamé (Ecole Centrale Paris Erasme) som led i det europæiske forskningsprojekt DEMETER.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site