Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen anbefaler, at alle borgere til en rimelig pris får adgang til en basiskonto

European Commission - IP/11/897   18/07/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Kommissionen anbefaler, at alle borgere til en rimelig pris får adgang til en basiskonto

Bruxelles, den 18. juli 2011 – En bankkonto er blevet en forudsætning for at deltage fuldt ud i det økonomiske og sociale liv i et moderne samfund, og brugen af kontanter er i hurtig tilbagegang. Nu til dags bliver livet mere besværligt og dyrt, hvis man ikke har en bankkonto. Alt lige fra at betale regninger, få løn eller modtage sociale ydelser til at købe varer og tjenesteydelser bliver en udfordring. Ikke desto mindre har omkring 30 mio. forbrugere over 18 år i Europa ingen bankkonto, viser en ny undersøgelse. Ud af disse 30 mio. "kontoløse" borgere vurderes det, at mellem 6 og 7 mio. ikke har en bankkonto, fordi de er blevet nægtet adgang til en sådan. Disse mennesker kan ikke høste det fulde udbytte af det indre marked.

Europa-Kommissionens henstilling om adgang til en basiskonto vil bidrage til at integrere forbrugerne økonomisk og socialt i hele Europa. Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at alle borgere har adgang til en sådan konto til en rimelig pris uanset deres opholdssted i EU og uanset deres økonomiske situation. Kommissionen vil tage situationen op til revision om et års tid og om nødvendigt foreslå yderligere foranstaltninger, herunder lovgivningsforanstaltninger.

Kommissæren for det indre marked og tjenesteydelser, Michel Barnier, sagde: “Adgang til en basiskonto er en af prioriteterne i retsakten om det indre marked. Det kan være med til at forbedre millioner af europæeres liv. Det er vigtigt at bringe den praksis, der udelukker mennesker fra adgang til sådanne basale og vigtige tjenesteydelser, til ende, så alle kan tage del i det samfund, de lever i, og drage nytte af det indre marked".

Baggrund

Forslagets hovedpunkter

Hvordan får man adgang til en basiskonto? I Kommissionens henstilling til medlemsstaterne fastsættes de grundlæggende principper, der bør gennemføres på nationalt plan, for at sikre adgang til relevante betalingstjenester. Kommissionen mener, at alle forbrugere med bopæl i EU uanset deres økonomiske situation bør have ret til at åbne og bruge en basiskonto, selv i en medlemsstat, hvor vedkommende ikke har fast bopæl.

Hvad kendetegner en basiskonto? Henstillingen præciserer, hvilke betalingstjenester en basiskonto bør og ikke bør omfatte. Den bør give kontoindehaveren mulighed for at modtage, indsætte, overføre og hæve penge. Der bør også være mulighed for at foretage direkte debit- og kreditoverførsler, men det bør ikke være muligt at overtrække kontoen.

Hvad er en rimelig pris? At sikre adgang til basale betalingstjenester bør ikke kun handle om tildeling af rettigheder. For at garantere de rette prisbetingelser, der i praksis overhovedet gør det muligt for forbrugeren at bruge en basiskonto, anbefaler Kommissionen, at hvis kontoen ikke er gratis, bør den udbydes til en rimelig pris. De enkelte medlemsstater afgør, hvad der udgør en rimelig pris, idet de tager hensyn til kriterier som det nationale indkomstniveau, gennemsnitsprisen for en bankkonto og de samlede omkostninger i forbindelse med at udbyde tjenesten.

Hvem udbyder betalingstjenesten? De fleste udbydere af betalingstjenester – oftest banker – tilbyder bankkonti. I henstillingen præciseres det ikke, hvilken type udbyder af betalingstjenester der bør stille produktet til rådighed for forbrugerne på nationalt plan. Det er helt op til medlemsstaterne inden for deres jurisdiktion at beslutte, hvilke(n) udbyder(e) der skal udbyde produktet. Medlemsstaterne er altså frit stillet til at udpege én, flere eller endda alle betalingstjenester til at udbyde basiskonti.

Til slut opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at iværksætte oplysningskampagner om disse basiskonti, prisbetingelserne, hvordan man opnår ret til en basiskonto og om klage‑ og ankemuligheder. Den beder også medlemsstaterne om at indsamle statistikker om basiskonti, så situationen kan overvåges bedst muligt.

Se også MEMO/11/514

Yderligere oplysninger om EU's aktiviteter på området

http://ec.europa.eu/internal_market/finservices-retail/inclusion_en.htm

Kontaktpersoner:

Chantal Hughes (+32 2 296 44 50)

Catherine Bunyan (+32 2 299 65 12)

Carmel Dunne (+32 2 299 88 94)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website