Navigation path

Left navigation

Additional tools

Ekstra midler til uddannelse, ungdom og kreativitet vil styrke jobskabelsen, siger Kommissionen

European Commission - IP/11/857   11/07/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Ekstra midler til uddannelse, ungdom og kreativitet vil styrke jobskabelsen, siger Kommissionen

Bruxelles, den 11. juli 2011 – Som led i sin strategi til fremme af beskæftigelsen vil Europa-Kommissionen tilstræbe næsten at fordoble antallet af unge, lærere og forskere, der får EU-stipendier til studier i udlandet, fra 400 000 modtagere pr. år på nuværende tidspunkt til næsten 800 000 i fremtiden. Dette er et af de vigtigste formål med den betydelige forøgelse af EU's investeringer i uddannelse, ungdom og kreativitet, som Kommissionen har foreslået i sin budgetplan for 2014-2020, udtalte EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, Androulla Vassiliou, i dag på en pressekonference. At forbedre uddannelserne og hjælpe folk med at få de rigtige færdigheder er afgørende for opfyldelsen af de krav, der stilles i fremtidens job og for bekæmpelsen af fattigdom. At investere mere i kreative industrier vil også fremme jobmulighederne i en sektor, der repræsenterer 4,5 % af EU's BNP og 3,8 % af beskæftigelsen.

Androulla Vassiliou bemærkede i forbindelse med offentliggørelsen af en ny rapport om læse- og skrivefærdighedspolitikker ("Teaching Reading in Europe", jf. IP/11/846): "Dette budget er godt nyt for personer og organisationer, der er aktive inden for uddannelse, kreativitet og innovation. En investering i disse områder er et af de bedste erhvervs- og beskæftigelsesinitiativer, der kan tages for Europas fremtid. Vi ønsker at tilskynde flere til at gribe denne chance for at studere, arbejde eller yde en frivillig indsats i udlandet, fordi denne erfaring er uvurderlig for udviklingen af færdigheder og jobmuligheder. Vi har fokus på foranstaltninger, der skaber merværdi og bidrager til opfyldelsen af Europa 2020-målene om intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. "

Som en del af Kommissionens forslag vil et nyt program for uddannelse og ungdomsanliggender over syv år fordele 15,2 mia. EUR (+ 73 %). Foruden en øgning af uddannelsesstipendierne vil programmet være rettet mod støtte til modernisering af uddannelsessystemerne, mere grænseoverskridende samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og politiske reformer. Dette udgør den største stigning i det foreslåede budget, hvilket understreger den vægt, der i Europa lægges på investering i fremtidens viden.

Det nye program "Et kreativt Europa", som spænder over de nuværende Culture- MEDIA- og MEDIA Mundus-ordninger, vil støtte de kulturelle og kreative sektorer med et budget på 1,6 mia. EUR (+ 37 %). Der fokuseres på at hjælpe organisationer og virksomheder, der driver forretning på tværs af grænserne og har en stærk tilknytning til fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed.

Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi og Marie Curie-aktionerne, som støtter udviklingen af forskeres færdigheder, uddannelse og karriereforløb, vil være en del af EU 's nye "Horizon 2020"-strategi for forskning og innovation, som vil modtage 80 mia. EUR (+ 46 %) i budgetforslaget. Formålet er at styrke Europas globale konkurrenceevne og bidrage til at skabe morgendagens arbejdspladser og idéer.

De næste skridt

Kommissionen vil i efteråret fremlægge detaljerede forslag til de nye programmer.

Baggrund

Uddannelse og ungdom

For øjeblikket modtager hvert år ca. 400 000 unge, studerende, undervisere og forskere EU-stipendier til studier, uddannelse og frivilligt arbejde i udlandet. Efterspørgslen på pladser er imidlertid enorm, og hver anden ansøger må afvises på grund af utilstrækkelige midler. Med det nye program vil det være muligt for EU at støtte op til 800 000 personer pr. år. Denne investering vil også være en katalysator for modernisering af universiteter, erhvervsuddannelsesinstitutioner og skoler.

Programmet vil give EU mulighed for bedre at støtte samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionerne og arbejdspladserne. Det vil give EU mulighed for at hjælpe medlemsstaterne med at udforme og gennemføre effektive uddannelsespolitikker og -reformer og overføre innovative tilgange til andre. Kommissionen foreslår også, at der i samarbejde med Den Europæiske Investeringsbank udvikles et program for garanterede lån til masterstuderende, der tager en fuldstændig mastergrad i udlandet. Denne "Erasmus for masterstuderende"-ordning vil være rettet mod udbedring af de nuværende mangler i den finansielle støtte.

Programmet for uddannelse og ungdom vil også omfatte et delprogram for idrætten med fokus på bekæmpelse af grænseoverskridende trusler som f.eks. doping, vold og racisme inden for idræt, udvikling af dobbelte karrieremuligheder for idrætsudøvere og støtte til græsrodsorganisationer.

Et kreativt Europa

Programmet "Et kreativt Europa" vil bidrage til bevarelse af kulturarven og udbredelse af kreative produktioner inden for og uden for EU. Kommissionen vil også foreslå et finansielt instrument, der forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank, til låne- og kapitalfinansiering for kulturelle og kreative industrier. Programmet vil spille en vigtig rolle ved at stimulere grænseoverskridende samarbejde, fremme peerlæring og gøre disse sektorer mere professionelle.

EU-støtten til den kreative sektor har en betydelig løftestangseffekt, idet den tiltrækker yderligere offentlige og private investeringer. Dette forbedrer konkurrenceevnen, navnlig blandt mindre virksomheder, støtter jobskabelsen og bidrager til innovation og til lokal og regional udvikling.

Mere værdi for pengene

EU's eksisterende programmer inden for uddannelse og ungdomsanliggender har haft stor succes, når det gælder om at øge mobiliteten. F.eks. har 2,5 millioner studerende nydt godt af EU 's støtte til studie- og praktikantophold i andre lande gennem Erasmus-programmet.

Finansieringen gennem de nye programmer vil blive suppleret med betydelig støtte til uddannelse og kultur fra "Horizon 2020" og strukturfondene. F.eks. bruges der i indeværende budgetperiode (2007-2013) ca. 72,5 mia. EUR på uddannelse i EU 's regioner, og der kan i fremtiden forventes lignende udgiftsniveauer.

Kontakt:

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58)

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website