Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Undersøgelse: De europæiske lande skal skærpe indsatsen for bedre læsefærdigheder

Bruxelles, 11. juli 2011 - Hver femte 15-årige og mange voksne i Europa kan ikke læse godt nok. En ny undersøgelse offentliggjort af Europa-Kommissionen i dag viser, hvilke tiltag landene har iværksat for at forbedre læse- og skrivefærdighederne - og på hvilke punkter de er utilstrækkelige. Undersøgelsen, som omfatter 31 lande (EU-landene, Island, Liechtenstein, Norge og Tyrkiet), afslører, at selv om de fleste lande har gjort fremskridt med læse- og skrivepolitikker, mangler der ofte fokus på de mest udsatte grupper, som f.eks. drenge, børn fra dårligt stillede hjem og indvandrerbørn. EU's undervisningsministre har opstillet et mål om at mindske andelen af dårlige læsere fra 20 % til under 15 % inden 2020. Kun Belgien (det flamske samfund), Danmark, Estland, Finland og Polen har allerede nået dette mål.

Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, udtalte: "Det er helt uacceptabelt, at så mange unge i Europa stadig mangler basale læse‑ og skrivefærdigheder. Dermed risikerer de social udstødelse, får sværere ved at finde job og får en ringere livskvalitet. Der har været fremskridt over de seneste ti år, men det er ikke tilstrækkeligt. Evnen til at læse og skrive er grundlaget for al læring - derfor lancerede vi en læse- og skrivekampagne, som var målrettet mod alle aldersgrupper, især fra dårligt stillede vilkår, som f.eks. romabørn."

Undersøgelsen, som er udarbejdet af Eurydice-netværket for Kommissionen, fokuserer på fire nøgleområder: didaktik, tackling af læsebesvær, læreruddannelse og fremme af læsning uden for skolen. Hvert område undersøges på baggrund af akademisk forskning, de seneste resultater fra internationale undersøgelser og en grundig gennemgang af de nationale politikker, programmer og bedste praksis. Den afslører, at kun otte lande (Danmark, Finland, Island, Irland, Malta, Norge, Sverige og UK) har læsespecialister på skolerne, som kan støtte lærere og elever.

Eudydice-rapporten er et vigtigt input til det arbejde, der foregår i ekspertgruppen på højt plan om læse- og skrivefærdigheder, som blev oprettet af kommissær Androulla Vassiliou i januar, med Prinsesse Laurentien fra Nederlandene som formand. Gruppen undersøger, hvordan man kan forbedre læse‑ og skrivefærdighederne i alle aldersgrupper, og hvilke politikinitiativer og programmer der har været vellykkede. Gruppen kommer med forslag til politik inden midten af 2012.

Baggrund

Læseundervisning: De fleste lande har indført passende politikker

De seneste år er der investeret betydelige kræfter i at forbedre de nationale retningslinjer og fremme bedste pædagogiske praksis. Nu er det almindelig praksis i hele Europa at fokusere på at bygge fundamentet for at lære at læse på førskoletrinnet. Skolerne anvender i stigende grad forskelligartet materiale i læseundervisningen, som f.eks. blade, tegneserier og websteder. Læsefærdigheder indgår også i andre fag i læseplanerne for at fremme forståelsen i forskellige sammenhænge.

Der findes dog ikke nogen generel opskrift på en politik, som garanterer succes. Forskningen støtter i vid udstrækning kombineret anvendelse af flere læringsstrategier for at forbedre læseforståelsen. Svage læsere kan opnå forbedret læseforståelse ved at deltage i læringssamarbejde og diskussioner med andre i samme situation. Mens de fleste lande har opstillet mål for læseforståelse, mangler de ofte tilstrækkeligt brede strategier i de nationale retningslinjer, især for grundskolens afsluttende trin.
Generelt er der dog indført gode nationale retningslinjer for læseplaner, og fokus bør nu være at sikre, at lærerne får ført dem ud i praksis.

Kun få lande har læsespecialister, som kan støtte lærere og elever

Læsevanskeligheder kan overkommes, hvis problemerne konstateres og løses så tidligt som muligt, hvis undervisningsmaterialet tilpasses til særlige behov, og lærerne tilbydes løbende efteruddannelse.

Intensiv og målrettet undervisning med enkelte i små grupper kan være særligt effektiv. Imidlertid er der kun få lærere, som har mulighed for at specialisere sig på dette område, og læsespecialister, som støtter lærerne i klasseværelset, findes kun i UK, Irland, Malta og de fem nordiske lande.

Lange procedurer for tilrettelæggelse af ekstra støtte kan også være at en hindring for, at eleverne så tidligt som muligt får effektiv hjælp.

Fremme af læsefærdigheder bør fokusere mere på udsatte grupper

Fremme af læsefærdighederne understøttes i vid udtrækning af nationale politikker og initiativer. Disse initiativer har imidlertid typisk et generelt sigte og er ikke nødvendigvis rettet mod dem, som har størst risiko for at opleve læsevanskeligheder, f.eks. drenge, unge fra dårligt stillede vilkår eller hvis modersmål ikke er det samme som undervisningssproget. Desuden bør materialer, som anvendes i forbindelse med sådanne initiativer, være så varierede som muligt og omfatte multimedier.

Eurydice

Eurydice-netværket oplyser om og analyserer de europæiske undervisningssystemer og –politikker. Siden 2011 har det bestået af 37 nationale enheder i alle 33 lande, der deltager i EU's program om livslang læring (EU-medlemslande, Kroatien, Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz og Tyrkiet). Det koordineres og forvaltes af EU's Forvaltningsorgan for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur i Bruxelles, som udarbejder dets undersøgelser og leverer en række onlineressourcer.

Yderligere oplysninger:

Hele undersøgelsen [på engelsk] Teaching Reading in Europe: Contexts, Policies and Practices [trykte udgaver af undersøgelsen foreligger på engelsk fra juli 2011 og kort efter på fransk og tysk].

Europa-Kommissionen: Education and training

Kontakt:

Dennis Abbott, +32 2 295 92 58

Dina Avraam, +32 2 295 96 67

Christel Vacelet, Eurydice: +32 2 295 1137

BILAG: Fakta og tal

1. Procentdel af 15-årige elever med læsebesvær (2009)

Kilde: OECD, PISA 2009 database.

2. Tekstbaseret læringssamarbejde i de nationale retningslinjer
(Grundskolen, 2009-2010)

3. Lærere med specialuddannelse i læsning, som kan hjælpe lærere med at tackle elevernes læsevanskeligheder i grundskolens yngre klassetrin (primær) (2009-2010)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site