Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Den digitale dagsorden: Kommissionen ønsker øget konkurrence, flere valgmuligheder og lavere priser, når mobiltelefoner anvendes i udlandet

Bruxelles, den 6. juli 2011 – Kommissionen har fremlagt et forslag om en langsigtet løsning på problemet med de fortsat høje priser ved brug af mobiltelefon og andre mobile apparater, når man rejser inden for EU (roaming). Med den direkte bindende forordning, som foreslås, vil der for første gang blive indført strukturelle foranstaltninger til at sætte skub i konkurrencen ved at kunderne fra 1. juli 2014, hvis de ønsker det, kan indgå en roamingkontrakt med lavere priser, som er adskilt fra deres kontrakt for nationale mobiltjenester, og anvende samme telefonnummer. Forslaget vil også give mobiloperatører (herunder såkaldte virtuelle mobiloperatører, som ikke har deres eget net) ret til at benytte andre operatørers net i andre medlemsstater til regulerede engrospriser og derved tilskynde flere operatører til at konkurrere på roamingmarkedet.

For at dække perioden indtil strukturelle foranstaltninger bliver fuldt ud effektive og konkurrencen får detailpriserne tvunget ned, vil forslaget gradvis sænke det nuværende loft over detailpriser for tale og SMS-tjenester og indføre et nyt loft over detailprisen for mobile datatjenester. Fra 1. juli 2014 betaler roamingkunder højst 24 cent pr. minut for foretage et opkald, højst 10 cent pr. minut for at modtage et opkald, højst 10 cent for at sende en tekstbesked og højst 50 cent pr. megabyte for at downloade data eller surfe på internettet, når de rejser i udlandet (opkræves pr. kilobyte).

Neelie Kroes, næstformand for Europa-Kommissionen med ansvar for den digitale dagsorden, siger: “Forslaget griber fat om nældens rod, nemlig fraværet af konkurrence på roamingmarkeder, ved at give kunderne flere valg og ved at give alternative operatører lettere adgang til roamingmarkedet. Det vil også bevirke en øjeblikkelig sænkning af prisen for data roaming, hvor operatørerne i øjeblikket nyder godt af fuldstændig vanvittige fortjenstmargener."

Sigtet med forslaget er at nå målet i den digitale agenda for Europa, om at forskellen mellem priserne på brug af mobiltelefon i hjemlandet og i udlandet skal nærme sig nul i 2015 (se IP/10/581, MEMO/10/199 og MEMO/10/200). Målet nås, hvis konkurrence på mobilmarkederne gør, at forbrugerne hurtigt og nemt kan vælge de roamingtjenester, der koster det samme eller næsten det samme som de tilsvarende indenlandske tjenester. Forslaget vil blive forelagt Europa-Parlamentet og EU's ministerråd for vedtagelse.

En rapport om den nuværende roamingforordning, som Kommissionen i dag har godkendt, viser, at reguleringen midlertidigt har ført til lavere roamingpriser for samtaler og tekstbeskeder, men har ikke løst det bagvedliggende problem med manglende konkurrence på roamingmarkedet, og priserne er urokkeligt blevet ved med at ligge tæt på detailprislofterne. Det bekræftes af resultaterne i den foreløbige rapport, som offentliggjordes den 30, juni 2010 (se IP/10/851).

Kommissionens forslag tager sigte på at løse problemet med manglende konkurrence og fravær af valgmuligheder for forbrugerne gennem følgende tiltag:

  • Alternative operatører som f.eks. virtuelle mobilnetoperatører skal have lettere ved at komme ind på roamingmarkederne. Det skal opnås ved, at netværksoperatører i andre medlemsstater skal give dem adgang til deres net til regulerede engrospriser. Det vil bevirke øget konkurrence mellem operatører på roamingmarkeder og således give dem større tilskyndelse til at tilbyde kunderne mere attraktive priser og tjenester.

  • Forbrugerne skal kunne vælge en alternativ udbyder af roamingtjenester, uanset hvilken udbyder, de har i deres hjemland. Hver gang en person krydser en landegrænse, sker et automatisk skift til den roamingudbyder, vedkommende har valgt. Kunden beholder sit mobilnummer og anvender samme abonnentidentitetsmodul (SIM-kort). Det vil indebære større gennemsigtighed og give kunderne mulighed for at sig om efter de bedste roamingtilbud og tilskynde operatørerne til at tilbyde bedre roamingaftaler.

I afventning af, at disse strukturelle løsninger giver et resultat, vil forslaget indebære følgende:

  • At der indføres et nyt loft over detailpriserne for dataroaming (som kommer til at gælde frem til midten af 2016). Derved kan sikres, at brugere af smart phones, tavle-pc'er og andre apparater med adgang til internettet via mobile net kan gå på internettet i uden at risikere enorme regninger. Kommissionen foreslår, at forbrugerne højst betaler 90 cent pr. megabyte for at downloade fra og med 1. juli 2012 med yderligere en kraftig sænkning til 50 cent pr. megabyte i juli 2014 (priserne vil blive opkrævet pr. kilobyte under hensyntagen til faktisk anvendelse). Den nuværende forordning fastsætter ikke lofter over detailprisen for dataroaming. Loftet for engrospriser for dataroaming har været gældende siden juli 2009, men besparelserne er ikke kommet kunderne til gode. Den gennemsnitlige detailpris på 1,06 EUR for at downloade i en anden medlemsstat i slutningen af 2010 skjuler store forskelle i detailpriserne. Det koster for eksempel i gennemsnit 2,23 EUR pr. megabyte, når der downloades i udlandet fra en anden gruppes net, og i visse tilfælde var udgifterne betydeligt højere (sågar op til 12 EUR pr. megabyte). Det er vigtigt at holde sig for øje, at de foreslåede lofter over detailpriserne er tænkt som et sikkerhedsnet for forbrugerne, men Kommissionen forventer, at de foreslåede konkurrencefremmende strukturelle foranstaltninger resulterer i innovative fælleseuropæiske tilbud og lavere priser, som ligger et godt stykke under sikkerhedslofterne.

  • At man beholder lofterne over detailpriserne for tale og tekstbeskeder (SMS). Priserne vil gradvis falde for alle roamingtjenester og kommer også til at gælde frem til midten af 2016.

  • At private forbrugere og forretningsrejsende fortsat vil være beskyttet mod uforventede chokregninger for at downloade data over mobilnettene, da den månedlige regning for datatjenester er begrænset til 50 EUR, medmindre kunden udtrykkeligt aftaler andet med sin udbyder.

  • At man beholder loftet over engrospriser mellem operatører for alle roamingtjenester til 2022 (tale, SMS og datatjenester), for at alle alternative operatører får et forudsigeligt investeringsmiljø. Lofter over engrosprisen kan fjernes før 2022, hvis der findes indikationer fra markedet om, at konkurrencen har udviklet sig tilstrækkeligt.

I henhold til den nye forordning vil operatørerne stadig skulle informere om roamingpriser til kunderne, når de krydser grænsen til en anden medlemsstat, men det vil være let for kunderne at fravælge at modtage denne information.

Yderligere oplysninger

See MEMO/11/485

Europa-Kommissionens roamingwebsted:

http://ec.europa.eu/information_society/activities/roaming/index_en.htm

Den digitale dagsorden: http://ec.europa.eu/digital-agenda

Neelie Kroes' websted: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/kroes/

Følg Neelie Kroes på Twitter: http://twitter.com/neeliekroeseu

Nuværende og foreslåede lofter for detailpriser (eksklusive moms)

Nuvæ-rende

1. juli 2012

1. juli 2013

1. juli 2014

Data (pr. megabyte)

Intet

90 cent

70 cent

50 cent

Foretaget opkald (pr. minut)

35 cent

32 cent

28 cent

24 cent

Modtaget opkald (pr. minut)

11 cent

11 cent

10 cent

10 cent

SMS (pr. SMS)

11 cent

10 cent

10 cent

10 cent

Nuværende og foreslåede lofter for engrospriser (for de priser, operatørerne opkræver af hinanden):

Nuvæ-rende

1. juli 2012

1. juli 2013

1. juli 2014

Data (pr. megabyte)

50 cent

30 cent

20 cent

10 cent

Tale (pr. minut)

18 cent

14 cent

10 cent

6 cent

SMS (pr. SMS)

4 cent

3 cent

3 cent

2 cent

Sammenfatning: de foreslåede lofter over detailpriserne er tænkt som et sikkerhedsnet for forbrugerne, men Kommissionen forventer, at de foreslåede konkurrencefremmende strukturelle foranstaltninger resulterer i innovative fælleseuropæiske tilbud og lavere priser, som ligger et godt stykke under sikkerhedslofterne.

Kontakt:

Jonathan Todd (+32 2 299 41 07)

Linda Cain (+32 2 299 90 19)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website