Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Det er nu, der skal investeres i fremtidens vækst

Bruxelles, den 29. juni 2011 – Nok er Den Europæiske Unions budget lille, men det har stor betydning for de europæiske borgere. Kommissionens forslag til flerårigt budget for 2014-2020 er tilpasset både øjeblikkets problemer og fremtidens behov. Det fokuserer på højt prioriterede områder på EU-niveau, som skaber reel merværdi. Et eksempel er fonden Connecting Europe, som finansierer projekter inden for energi, transport og informationsteknologi og dermed styrker rygraden i det indre marked. Et andet eksempel er betydeligt flere ressourcer til forskning og innovation, så vi kan investere i vores konkurrencedygtighed. Et tredje eksempel er flere midler til Europas unge – det er blot nogle af de nye elementer, der optræder i Kommissionens forslag. Men samtidig har dette innovative EU-budget fortsat et klart fokus. Vi foreslår et samlet budgetbeløb over de næste syv år på 1 025 mia.EUR i forpligtelser (1,05 % af BNI i EU) og 972,2 mia. EUR (1 % af BNI i EU) i betalinger.

Kommissionsformand José Manuel Barroso udtaler:

Tager man den stramme finanspolitik, der i øjeblikket føres i hele EU, i betragtning, er det et ambitiøst, men realistisk forslag til den kommende flerårige finansielle ramme, forklarer Janusz Lewandowski, der er kommissær for finansiel programmering og budget. Gennem intelligent omprioritering af budgetmidler har vi skabt luft i budgettet til nye højprioritetsområder såsom grænseoverskridende energiinfrastruktur, forskning og udvikling, uddannelse og kultur, sikring af de ydre grænser og hjælp til vore naboer mod syd og øst. Desuden har vi moderniseret snart sagt alle vore politikker ved at forenkle vore programmer og opstille flere betingelser for, hvordan vores midler skal anvendes.

(se den udførlige tabel i bilaget)

Vækst og arbejdspladser

En ny fond, Connecting Europe, skal øge den fælleseuropæiske værdi af infrastrukturprojekter. Den har 40 mia. EUR til rådighed, hvortil kommer 10 mia. EUR fra Samhørighedsfonden. Connecting Europe har opstillet en foreløbig liste over transport-, energi- og ikt-projekter, som skaber større forbundenhed over hele Europa. Disse vækstfremmende forbindelser forbedrer adgangen til det indre marked og bringer visse økonomiske enklaver ud af deres isolation. Fonden åbner muligheder for at anvende innovative finansieringsredskaber til at fremskynde og sikre større investeringer, end det er muligt gennem offentlige investeringer alene. Kommissionen vil fremme anvendelsen af EU-projektobligationer til støtte for disse vigtige projekter.

Bæredygtig økonomisk vækst begynder i vore byer og regioner. De væsentlige beløb til økonomisk, social og territorial samhørighed (376 mia. EUR over hele perioden) vil være tættere knyttet til Europa 2020-målene. Der vil blive indført en ny kategori af "overgangsregioner". Nye konditionalitetsbestemmelser vil sikre, at EU-midler fokuserer på resultater og skaber øget incitament for medlemsstaterne til at sikre, at Europa 2020-målene reelt opfyldes. Der vil blive indgået partnerskabskontrakter med alle medlemsstater for at sikre, at nationale midler og EU-midler understøtter hinanden.

Kommissionen foreslår også at styrke programmer vedrørende uddannelse og erhvervsuddannelse. En af de bedste forretningsplaner er investering i unge mennesker. For at afhjælpe opsplitningen mellem de eksisterende instrumenter foreslår Kommissionen at etablere et integreret program på 15,2 mia. EUR til uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom med klart fokus på færdigheder og mobilitet.

Investeringerne i forskning og innovation vil i de næste syv år blive øget væsentligt. En fælles EU-strategi "Horisont 2020" til en værdi af 80 mia. EUR skal sætte skub i Europas globale konkurrencedygtighed og bidrage til at skabe nye job og idéer. Den samler alle projekter på området for at undgå opsplitning og afstemmer EU-finansierede projekter bedre efter de nationale forskningsprogrammer.

Et grønnere og mere moderne landbrug

Med 371,72 mia. EUR har en moderne fælles landbrugspolitik, som virkelig er en fælles europæisk politik, stadig strategisk betydning for vores økonomi og miljø, for sikre og sunde fødevarer og for udviklingen af landdistrikter. Landbrugspolitikken viser, hvordan én euro kan og skal tjene mange formål. 30 % af den direkte støtte til landmænd vil være betinget af, at deres brug bliver mere miljøvenlige. Kommissionen foreslår også, at Den Europæiske Globaliseringsfond gøres tilgængelig for landmænd. Forskellene i direkte betalinger mellem medlemsstaterne vil også blive reduceret.

Et mere sikkert Europa

Et mere sikkert Europa betyder bedre miljø og beskyttelse af vores klima. Kommissionen foreslår at integrere disse aspekter i alle politikker. Kommissionen agter at øge andelen til klimarelaterede udgifter til mindst 20 % med bidrag fra forskellige politikområder på grundlag af dokumenterede vurderinger af virkningerne.

Kommissionen foreslår også, at der investeres 4,1 mia. EUR i europæisk sikkerhed for at bekæmpe kriminalitet og terrorisme og 3,4 mia. i integration og asylpolitik, som er af afgørende betydning for vores konkurrencedygtighed og sociale samhørighed. En del af budgetmidlerne vil blive anvendt til samarbejde med tredjelande.

Et stærkere Europa internationalt

Budgettet skal også bidrage til, at Europa kan gøre sig gældende på verdensplan. Budgettet for eksterne relationer forhøjes til 70,2 mia. EUR. Nye alliancer og magter betyder, at Europa må gøre mere for at blive hørt. Der vil blive tildelt 16 mia. EUR til naboskabspolitikken for at fremme demokrati og velfærd i EU's naboområder. Vi vil også fortsat leve op til vores forpligtelse til at hjælpe verdens fattigste. Udviklings- og samarbejdsinstrumentet vil få 20,6 mia. EUR til fattigdomsbekæmpelse og til indfrielse af millenniumudviklingsmålene.

Bedre finansiering af EU-budgettet

Det nye flerårige EU-budget vil have mere gennemsigtige og retvisende ressourcer og vil mindske og forenkle medlemsstaternes bidrag. Kommissionen foreslår i overensstemmelse med traktaten nye egne indtægter ud over de eksisterende. Målet er ikke at øge EU's budget, men at styrke dets grundlag og mindske medlemsstaternes direkte bidrag.

De nye egne indtægter vil være en skat på finansielle transaktioner og en ny moderniseret moms. Samtidig vil man gå væk fra de nuværende momsbaserede indtægter (en andel af den nationale moms, som medlemsstaterne opkræver).

Kommissionen foreslår også at forenkle den korrektionsmekanisme, som gælder for nogle medlemsstater. Det vil ske ved en bruttoreduktion af deres BNI-bidrag med et fast beløb.

Administrationen 2014-2020

Administrationsudgifterne udgør i dag kun 5,7 % af det samlede EU-budget. Kommissionen foreslår, at administrationsudgifterne ikke sættes op i den næste finansielle periode. Sideløbende foreslår Kommissionen, at der med udgangspunkt i den administrative reform, der blev gennemført i 2004 (som allerede har givet besparelser på 3 mia. EUR, og som vil skabe yderligere besparelser på 5 mia. EUR frem til 2020), foretages yderligere ændringer af vedtægten for EU-tjenestemænd.

Yderligere oplysninger:

Kommissionens meddelelse er tilgængelig på webstedet: Multiannual Financial Framework

MEMO/11/468: Spørgsmål og svar om den flerårige finansielle ramme

MEMO/11/469: Penge hvor de gør størst nytte - hvordan EU-budgettet skaber værdi for dig

MEMO/11/459: Myter om EU-budgettet og den flerårige finansielle ramme

SPEECH/11/487: Kommissionsformand Barrosos bemærkninger til Kommissionens forslag til den flerårige finansielle ramme.

Kontaktpersoner :

Pia Ahrenkilde Hansen (+32 2 295 30 70)

Mark Gray (+32 2 298 86 44)

Jens Mester (+32 2 296 39 73)

Karolina Kottova (+32 2 298 70 19)

Patrizio Fiorilli (+32 2 295 81 32)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site