Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Mod harmonisering af miljødata i Europa: høring om standarder, der får betydning for alle

Bruxelles, den 29. juni 2011 – At gennemføre en grænseoverskridende redningsaktion, forebygge omfattende miljøskader eller sammenligne bygningers energiforbrug i forskellige lande vil snart blive hurtigere og lettere på grund af bedre dataudveksling i EU.

Gennem INSPIRE-initiativet - infrastrukturen for geografisk information i Europa - er EU i øjeblikket ved at opbygge en fælles standard for at gøre miljødata hurtigt og let tilgængelige. Det vil medføre mange fordele for borgerne, fra forbedrede alarmtjenester til et sundere miljø i hverdagen. Gennem fælles standarder kan omkostningerne nedbringes og grundlaget for beslutningstagning forbedres på alle niveauer. Nu ønsker man at indsamle synspunkter om de foreslåede standarders egnethed (se link nedenfor).

Med fælles standarder kan man forbedre succeshyppigheden i tilfælde, hvor adgang til korrekte data er af afgørende betydning. Det kan være med til at forebygge uheldige hændelser, som f.eks. tilfældet var i Sydfrankrig, hvor brandvæsenet blev forsinket på grund af manglende adgang til ajourførte og integrerede data. INSPIRE kommer også til at spille en vigtig rolle i beregningen af, hvordan lande når EU's mål om at sænke energiforbruget. Fejlmargenen kan i øjeblikket være helt op til 20 %.

Flere hundrede eksperter fra hele Europa har i flere år samarbejdet for at nå frem til fælles definitioner på vigtige politiske indsatsområder som energi, klimaændringer, biodiversitet, havmiljø og menneskets sundhed. De foreslåede standarder er nu genstand for en offentlig høring og en undersøgelse af, om de lader sig anvende på tværs af fagdiscipliner og nationale grænser.

Miljøkommissær Janez Potočnik siger: "INSPIRE-standarderne kan hjælpe os i arbejdet med at forbedre miljøet. Jo større gensidig forståelse der er for problemerne i Europa, desto bedre kan vi samarbejde til gavn for miljøet. Jeg håber, at mange mennesker vil sige deres mening."

ire Geoghegan-Quinn, kommissær med ansvar for forskning, innovation og videnskab og ansvarlig for Det Fælles Forskningscenter, som står for den tekniske koordinering af INSPIRE, siger: "Med det materiale og den ekspertviden, som over 650 offentlige og private organisationer har stillet til rådighed, og som er koordineret af Det Fælles Forskningscenter, er INSPIRE en vidensdatabase med et enormt potentiale. Fælles standarder for miljødata er ikke kun afgørende for beslutningstagningen, men også nødvendig for understøttelsen af videnskabelig forskning og i sidste ende udnyttelsen af innovative og bæredygtige teknologier."

Fælles standarder for Europas miljø bliver nu åben for offentlig diskussion

Dataspecifikationer for 25 temaer, herunder arealdække, bygninger, jord, arealanvendelse, energi og sundhed og sikkerhed, er nu genstand for en offentlig høring frem til den 21. oktober 2011.

Det betyder, at enhver kan give sin mening til kende om standarder, som kommer til at harmonisere indsatsen på EU-plan, for data vedrørende områder med naturlige risici, atmosfæriske forhold, meteorologisk-geografiske forhold, oceanografisk-/geografiske forhold, havområder, levesteder og biotoper, artsfordeling samt energi- og mineralressourcer.

Når standarderne er vedtaget, vil de lette grænseoverskridende integration og analyse af miljødata, modellering og planlægningsaktiviteter inden for mange politikområder.

Undersøgelser har vist, at INSPIRE rummer både økonomiske og sociale fordele: man kan gennemføre hurtigere og mindre omkostningskrævende vurderinger af virkningerne på miljøet, samtidig med at der skabes bedre forretningsmuligheder og samspil mellem offentlige forvaltninger.

INSPIREret frem til 2020

Indledningen af høringen falder sammen med INSPIRE-konferencen, der finder sted fra den 27. juni til den 1. juli 2011 i Edinburgh, Skotland. Her samles 700 repræsentanter for regeringer og den private sektor for at diskutere, hvordan INSPIRE under temaet "INSPIREret frem til 2020 – et bidrag til intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst" kan bidrage til at nå målsætningerne i Europa 2020-strategien.

Baggrund

INSPIRE-direktivet trådte i kraft den 15. maj 2007 og gennemføres i forskellige etaper, idet den fuldstændige gennemførelse skal være afsluttet senest i 2019. Målet med direktivet er at opbygge en infrastruktur for geografisk information, som gør det muligt at dele geografisk information mellem organisationer inden for den offentlige sektor og lette offentlighedens adgang til geografiske data i hele Europa.

Der er adgang til høringen på følgende websted:

http://ec.europa.eu/yourvoice/consultations/

Flere oplysninger findes på:

http://inspire.ec.europa.eu

Kontakt:

Joe Hennon (+32 2 295 35 93)

Monica Westeren (+32 2 295 06 68)

Mark English (+32 2 296 24 10)

Monika Wcislo (+32 2 298 65 95)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website