Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen – Pressemeddelelse

Europa-Kommissionen indleder EU-kampagne for bekæmpelse af tobaksbrugen

Bruxelles, den 16. juni 2011 — "Eksrygere er ikke til at stoppe" er sloganet for den EU-kampagne, der i dag blev sat i gang af John Dalli, EU-kommissær for sundhed og forbrugerpolitik. Tobak er årsag til de fleste undgåelige sygdomme i EU, og det anslås, at tobak er skyld i 650 000 dødsfald i EU hvert år. Hver tredje person ryger. Kampagnen starter i dag og skal vare i tre år, hvor der lægges særlig vægt på de positive virkninger af et rygestop. Der vil blive brugt en vel tilrettelagt blanding af reklamer, sociale medier, forskellige arrangementer og praktiske værktøjer til at nå ud til rygerne og hjælpe dem med at holde op.

"Eksrygere er ikke til at stoppe"

Kampagnen henvender sig til rygere mellem 25 og 34 år, dvs. næsten 28 mio. mennesker i EU. Formålet er at fremhæve, hvad rygere kan få ud af at kvitte tobakken, og man bruger eksrygere, og hvad disse eksrygere senere har præsteret, som rollemodeller til inspiration for dem, der ønsker at holde op med at ryge. Desuden får rygerne praktisk hjælp til at holde op gennem den helt nye "iCoach".

I kampagnens første år skal konceptet udvikles og klargøres. I de følgende år sættes der fokus på gevinsterne for eksrygerne, nemlig de fysiske, personlige og selvfølgelig også økonomiske fordele, man får ved at blive eksryger. Der rettes særlig opmærksomhed mod bestemte grupper såsom kvinderne og de lavere socioøkonomiske grupper. Dermed sikres det, at budskabet "eksrygere er ikke til at stoppe" bliver målrettet til forskellige lande og forskellige befolkningsgrupper og når ud i alle hjørner af EU.

EU-kommissær John Dalli siger i anledning af kampagnens start: "Unge begynder at ryge, fordi de forledes til at synes, at det er cool, og de fortsætter med at ryge, fordi de er blevet afhængige af tobak. Over 650 000 mennesker dør hvert år som følge af rygning i EU, fordi tobakken er så giftig. Det er de offentlige myndigheders opgave at hjælpe borgerne med at bryde denne onde cirkel af afhængighed, undgåelige dødsfald og sygdomme. Det er det, kampagnen "Eksrygere er ikke til at stoppe" går ud på. Jeg er overbevist om, at kampagnen vil medvirke til at få rygerne til at forstå, hvor meget de kan vinde ved at holde op med at ryge."

iCoach – et nyt værktøj

Kampagnen "Eksrygere er ikke til at stoppe" råder over et nyt effektivt stykke værktøj, der kan hjælpe rygerne med at kvitte tobakken. Der er fri adgang til iCoach, en digital platform for sundhedsvejledning på alle officielle EU-sprog. I modsætning til andre digitale sundhedsværktøjer henvender iCoach sig også til dem, der ikke er rede til at holde op, og vejleder dem, der er i stor risiko for at få et tilbagefald.

EU har hele tiden været med

De første EU-bestemmelser om bekæmpelse af tobaksbrugen blev vedtaget i 1980'erne. Siden da er EU's lovgivning og politik blevet udvidet til også at omfatte ikke blot bestemmelser om produktregulering, reklame og beskyttelse mod passiv rygning, men også forebyggelse af tobaksbrug, informationskampagner og støtte til rygeophør.

EU har siden 2002 også iværksat oplysningskampagner, der har omfattet alle EU-lande.

Den første EU-oplysningskampagne, som var finansieret af Kommissionen, var "Bare sig nej til tobak", der varede fra 2002 til 2004.

Under kampagnen "HELP", der varede fra 2005 til 2010, blev der lagt særlig vægt på forebyggelse af rygning, rygestop og passiv rygning, og kampagnen henvendte sig især til unge EU-borgere i aldersgruppen 15-25 år.

Den nye kampagne "Eksrygere er ikke til at stoppe" er en naturlig efterfølger, hvor der sættes større fokus på fordelene ved at holde op med at ryge end på de risici, der er forbundet med rygning.

Lang vej igen

Til trods for de tidligere tiltag ryger en tredjedel af EU-borgerne stadig regelmæssigt, og der er stadig mange, der dør af sygdomme, der skyldes rygning. Det er ikke kun en menneskelig tragedie, men et stort sundhedsmæssigt og samfundsøkonomisk problem, der betyder, at sundhedsvæsenet bebyrdes unødvendigt, og at EU berøves den arbejdskraft, der er nødvendig for at styrke konkurrenceevnen.

Yderligere oplysninger:

Bekæmpelse af tobaksbrugen i EU

MEMO/11/349

Kampagnen "Eksrygere er ikke til at stoppe"

www.exsmokers.eu

MEMO/11/405

Kontaktpersoner:

Frédéric Vincent (+32 2 298 71 66)

Aikaterini Apostola (+32 2 298 76 24)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website