Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Transportkommissæren opfordrer industrien til at udvikle en rejseplanlægger for Europa

Bruxelles, den 31. maj 2011 - Siim Kallas, næstformand for Europa-Kommissionen, opfordrer industrien til at udvikle en ægte europæisk rejseplanlægger, der omfatter alle lande og transportformer. Der findes allerede mere end 100 rejseplanlæggere, men ingen af dem giver brugerne mulighed for at finde oplysninger eller bestille billet til en rejse inden for Europa, uanset hvor mange lande eller transportformer der er inddraget. Siim Kallas, næstformand og kommissær med ansvar for transport, fremsatte opfordringen på en konference om intelligente transportsystemer (ITS) den 6. juni 2011. Offentligheden vil blive opfordret til at stemme for deres foretrukne løsning, så snart konkurrencen er afsluttet.

Næstformand Kallas sagde: "Jeg kan ikke forstå, at der skal være et så stort kludetæppe af rejseplanlæggere, når der efter sigende kun findes ét europæisk marked. Jeg ønsker at rejse gennem Europa, hvor jeg skifter fra fly, jernbane eller skib til by- eller landevejstransport med én billet, der er planlagt og købt online. Derfor fremsætter jeg denne opfordring i dag. Teknologien findes allerede, vi skal blot sætte skub i tingene, så millioner af europæere vil kunne planlægge deres rejse med blot nogle få klik."

Kommissæren besluttede at fremsætte opfordringen i Lyon, da konferencen netop beskæftiger sig med, hvordan IKT-teknologi kan bidrage til at løse transportrelaterede spørgsmål. De problemer, der er forbundet med klimaforandring og stadig større færdselstæthed og brændstofudgifter, indebærer, at man skal finde frem til smartere rejsemetoder. Multimodale rejser (dvs. flere transportformer til én og samme rejse) er en del af svaret. Det ville ikke alene være bedre for miljøet, men også skåne vore pengepunge.

Opfordringen til at udvikle en ægte europæisk rejseplanlægger gælder for alle, fra virksomheder og organisationer til alle med interesse i rejser. Offentligheden vil kunne stemme på de rejseplanlæggere, der foreslås, og en jury af fagfolk vil vurdere idéerne til en ny multimodal planlægger. Vinderne vil få hjælp fra Europa-Kommissionen til at udvikle deres idéer.

Deltagere kan indsende deres idéer indtil den 9. september 2011. Fra 15. oktober til 15. november 2011 vil der for alle operationelle planlæggere, der er indsendt og udvalgt, blive gennemført en offentlig afstemning på webstedet for Generaldirektoratet for Mobilitet og Transport. I mellemtiden vil en jury af fagfolk vurdere idéerne til nye rejseplanlæggere.

På konferencen afslørede næstformand Kallas websiden eujourneyplanner.eu, der foruden alle oplysninger om opfordringen rummer et udvalg af eksisterende nationale rejseplanlæggere på et klikkort over Europa.

Næstformand Kallas åbnede også den 8. europæiske ITS-kongres i Lyon den 6. juni. Kongressen skal beskæftige sig med "intelligent mobilitet - ITS for bæredygtig transport af personer og varer i byregioner ".

Kontakt :

Helen Kearns (+32 2 298 76 38)

Dale Kidd (+32 2 295 74 61)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website