Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Kommissionen stiller forslag om bedre standarder for at øge EU's konkurrenceevne og fremme forbrugernes interesser

Bruxelles, den 1. juni 2011. Standarder er et afgørende redskab i international konkurrence. Det skulle ikke være nødvendigt for forbrugerne at have en række forskellige opladere til deres elektroniske udstyr. Og elektriske biler får ikke en masseudbredelse uden fælles standarder for opladning af dem. Producenter af mobiltelefoner og software stiller deres kamp om at indtage en lederrolle, for så vidt angår standarder, til offentligt skue. Der er ingen tvivl om, at en god standard kan gøre forbrugernes liv lettere, fremme bæredygtighed og øge EU's konkurrenceevne og teknologiske lederskab på de globale markeder. Europa-Kommissionen stiller i dag forslag om en række lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige foranstaltninger for at udvikle flere standarder hurtigere. Standarder er sæt af frivillige tekniske kriterier og kvalitetskriterier for varer, tjenester og produktionsprocesser. Ingen er forpligtet til at anvende dem, men de hjælper virksomhederne med at samarbejde og forbrugerne med at spare penge. Tidligere tog det flere år at udvikle en europæisk standard; derfor har visse standarder haltet bagefter i forhold til teknologier i rivende udvikling. Som følge heraf har visse sektorer været tilbageholdende med at indlede standardiseringsarbejdet eller ude af stand til at udnytte de positive virkninger af standardisering. Dette burde ændre sig med den pakke, der fremlægges i dag. Det Europæiske Råd opfordrede i sine konklusioner om "Innovation i EU" fra mødet den 4. februar Kommissionen til "at fremsætte forslag med henblik på at fremskynde, forenkle og modernisere standardiseringsprocedurerne, især for at standarder udviklet af industrien kan omsættes til europæiske standarder."

Europa-Kommissionens næstformand Antonio Tajani, der er kommissær med ansvar for erhvervsliv og iværksætteri, udtalte: "Europa må for at få succes reagere på udfordringerne i hurtig innovation, bæredygtighed, teknologikonvergens og hård global konkurrence. Et dynamisk europæisk standardiseringssystem er afgørende for at fremme kvalitet og innovation og styrke Europa i sin rolle som økonomisk aktør på verdensplan. Standarder giver os endvidere mulighed for at få den bedste kvalitet og bæredygtige varer til en lavere pris. Standardisering er også af afgørende betydning for et velfungerende indre marked."

De vigtigste skridt, Kommissionen har taget i dag for at styrke standardfastsættelsessystemet i Europa og for at gennemføre forpligtelserne i Europa 2020-flagskibsinitiativerne om industripolitik, innovation i EU og den digitale dagsorden samt i akten for det indre marked, er følgende:

  • Europa vil presse på for at få flere internationale standarder i de økonomiske sektorer, hvor Europa er førende på verdensplan.

  • Højteknologiske produkter sælges ofte sammen med vedligeholdelsesydelser. Skønt der er mange europæiske standarder for varer, er der næsten ingen for tjenester. Derfor kunne der udvikles mere markedsdrevne europæiske standarder for tjenester med kommercielle fordele for virksomhederne.

  • At foreslå en let og hurtig måde at anerkende de stadig vigtigere ikt-standarder på, som globale ikt-standardudviklingsorganer udvikler - f.eks. dem, der underbygger internettet - til brug i offentlige kontrakter, EU-politikker og lovgivning. Dette vil stimulere innovation, nedbringe administrationsomkostninger og opbygge et ægte digitalt samfund ved at fremme interoperabilitet mellem udstyr, applikationer, datalagre, tjenester og netværk.

  • Kommissionen vil øge sit samarbejde med de ledende standardiseringsorganer i Europa (CEN, CENELEC og ETSI), så deres standarder hurtigere bliver tilgængelige. Virksomheder, der bruger disse standarder, kan gøre deres produkter mere kompatible med andre produkter, så forbrugerne får større valgmuligheder til en lavere pris.

  • Europæiske standarder vil blive udarbejdet med hjælp fra organisationer, der repræsenterer de mest berørte parter – forbrugerne, små virksomheder, miljøorganisationer og sociale organisationer.

De nye standarder for en universaloplader til mobiltelefoner, der passer til alle modeller, er et perfekt eksempel på europæiske standarders enorme fordele i vores dagligliv.

Nogle af de foranstaltninger, der stilles forslag om i dag, vil blive gennemført straks, mens andre først skal godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet.

Baggrund

I en tid med øget global konkurrence afhænger EU's konkurrenceevne af vores mulighed for at fremme innovation i varer, tjenester og processer og udnytte det indre markeds potentiale fuldt ud.

Den strategi, der fremlægges i dag, omfatter en pakke af foranstaltninger, såvel lovgivningsmæssige som ikke-lovgivningsmæssige. De lovgivningsmæssige foranstaltninger findes i det ledsagende forslag til en forordning om standardisering, som ajourfører og samler eksisterende europæisk lovgivning og ledsages af en konsekvensanalyse. Ikke-lovgivningsmæssige tiltag omfatter foranstaltninger, som Kommissionen vil træffe, og en række henstillinger til andre aktører i det europæiske standardiseringssystem (se MEMO/11/369). Dette forslag udgør en af de 12 nøgleaktioner i akten for det indre marked. Det udgør også en nøgleaktion i flagskibsinitiativet om en digital dagsorden for Europa.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/enterprise/policies/european-standards/standardisation-policy/index_en.htm 

Kontaktpersoner:

Carlo Corazza (+32 2 295 17 52)

Andrea Maresi (+32 2 299 04 03)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site