Navigation path

Left navigation

Additional tools

Emissionshandel: Kommissionen glæder sig over støtte til forslaget om at forbyde brug af emissionskreditter fra visse industrigasprojekter

European Commission - IP/11/56   21/01/2011

Other available languages: EN FR DE

IP/11/56

Bruxelles, den 21. januar 2011

Emissionshandel: Kommissionen glæder sig over støtte til forslaget om at forbyde brug af emissionskreditter fra visse industrigasprojekter

Europa-Kommissionen er tilfreds med medlemsstaternes støtte til forslaget om at forbyde, at der anvendes emissionskreditter fra projekter, som vedrører destruktion af industrigasser, i EU's emissionshandelsordning. Forbuddet betyder, at virksomhederne vil kunne bruge emissionskreditterne til at opfylde deres forpligtelser for 2012 i emissionshandelsordningen frem til den 30. april 2013, men ikke efter denne dato.

Klimakommissær Connie Hedegaard sagde: "Jeg er meget tilfreds med udvalgets beslutning om at støtte dette forordningsforslag mindre end 5 måneder efter, at jeg først forelagde ideen. Disse projekter giver anledning til bekymring, både hvad angår deres miljømæssige integritet, deres værdi i forhold til investeringerne og deres geografiske fordeling. Ud over at nogle af disse kreditter er af tvivlsom værdi, er det ikke i EU's interesse at forsætte med at bruge dem, da det kan afholde værtslandene fra at støtte billigere og mere direkte tiltag for at nedbringe de pågældende emissioner. Vores mål er ikke at nedbringe antallet af kreditter, men at sikre, at det internationale CO2-marked er baseret på en bedre kvalitet og fordeling af kreditterne."

EU-udvalget for klimaændringer, der består af repræsentanter for de 27 medlemsstater, stemte i dag for forbuddet på grundlag af et forslag, som Kommissionen fremlagde i november sidste år (se MEMO/10/614).

Forbuddet gælder for projekter vedrørende destruktion af to slags industrigasser: trifluormethan (HFC-23), der er et biprodukt fra produktionen af chlordifluormethan, og nitrogenoxid (N2O) fra adipinsyreproduktion. HFC-23 and N2O er begge kraftige drivhusgasser, der bidrager til klimaændringer.

Blot 23 sådanne industrigasprojekter tegner sig for to tredjedele af alle de kreditter, der opstår som resultat af Kyotoprotokollens mekanisme for bæredygtig udvikling (CDM). De fleste af disse projekter er iværksat i Kina og andre avancerede udviklingslande. Forbuddet mod at anvende sådanne kreditter i EU's emissionshandelsordning vil gælde for alle projekter af denne art, der iværksættes under mekanismen for bæredygtig udvikling, såvel som for projekter, der iværksættes i industrilandene gennem Kyotoprotokollens fælles gennemførelsesmekanisme (JI).

Hvad er problemet?

Anerkendelsen af kreditter fra industrigasprojekter har været kontroversiel i nogen tid. De vigtigste bekymringer er følgende:

  • Hvis man tillader kreditter fra destruktion af HFC-23, kan det skabe et hensigtsstridigt incitament til at fortsætte med at producere eller endda øge produktionen af denne gas og af HCFC-22, en gas, der både nedbryder ozonlaget og har en kraftig drivhuseffekt.

  • Dette er i strid med Kyotoprotokollens bestemmelse om, at kreditter skal stamme fra projekter, der medfører emissionsreduktioner ud over, hvad der ville være gennemført under alle omstændigheder. Kreditternes miljømæssige integritet er derfor tvivlsom.

  • Det underminerer også bestræbelserne under Montrealprotokollen om beskyttelse af ozonlaget på at gennemføre en fremskyndet udfasning af HCFC-22 som ikke-råvare og på at overveje at finansiere destruktionen af HFC-23 på grundlag af de faktiske omkostninger pr. ton, der ligger langt under den nuværende markedsværdi for CDM-kreditter.

  • Disse projekter giver ikke valuta for pengene, da de kunne have været finansieret og gennemført mere omkostningseffektivt på andre måder. På grund af de kreditter, de modtager, er investeringsafkastet urimelig højt – indtægter fra salget af HFC-23-kreditter til deltagere i EU's emissionshandelsordning kan være op til 78 gange højere end den oprindelige kapitalinvestering og driftsomkostningerne ved projektet.

  • EU mener, at emissionsreduktioner, der kan opnås relativt billigt – såsom destruktion af HFC-23 fra HCFC-22-produktion og af N2O fra adipinsyreproduktion – ikke bør finansieres via det internationale CO2-marked. De bør i stedet gennemføres af udviklingslandene selv som led i deres bestræbelser på at reducere deres egne emissioner. Som alternativ kunne de faktiske omkostninger pr. ton ved reduktionerne finansieres direkte.

  • Den høje andel af CDM-kreditter fra et lille antal industrigasprojekter fører til en skæv geografisk fordeling af CDM-projekterne til fordel for et begrænset antal avancerede udviklingslande. Dette er i strid med målsætningen, der i høj grad støttes af EU, om at sikre en mere jævn spredning af CDM-projekterne i udviklingslandene, særlig ved at øge de mindst udviklede landes deltagelse.

Bortset fra disse specifikke bekymringer ser EU gerne, at mekanismen for bæredygtig udvikling gradvis udfases for de udviklingslande, der er længst fremme. Mekanismen bør erstattes af nye ordninger, der dækker hele sektorer og dermed udnytter et meget større potentiale for emissionsreduktioner end den eksisterende projektbaserede mekanisme. I modsætning til den nuværende mekanisme vil sådanne sektorbaserede ordninger kun skabe internationale kreditter, hvis sektoren når op over en forud fastsat tærskel for emissionsreduktion. Ifølge den eksisterende EU-lovgivning er det allerede sådan, at kreditter fra nye projekter, der registreres efter 2012, kun kan anvendes i EU's emissionshandelsordning, hvis projekterne gennemføres i de mindst udviklede lande (medmindre andet fastlægges i fremtidige internationale eller bilaterale aftaler).

Næste skridt

Europa-Parlamentet har nu tre måneder til at fremsætte bemærkninger til forslaget, hvorefter Kommissionen vil vedtage det formelt. Restriktionerne gælder fra den 1. maj 2013, hvilket giver markedsdeltagerne tilstrækkelig tid til at tilpasse sig til de ændrede regler.

Baggrund

Kyotoprotokollens mekanisme for bæredygtig udvikling (CDM) tillader regeringer og virksomheder i industrilandene at investere i emissionsbesparende projekter i udviklingslandene til gengæld for kreditter, der kan anvendes til at udligne deres egne emissioner. Den fælles gennemførelsesmekanisme (JI) har samme formål bortset fra, at den gælder for projekter, der gennemføres i industrilandene.

Yderligere oplysninger

Spørgsmål og svar om Kommissionen forslag (november 2010)

Yderligere oplysninger om EU's emissionshandelsordning:

http://ec.europa.eu/clima/policies/ets/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website