Navigation path

Left navigation

Additional tools

Den digitale dagsorden: Kommissionen vælger seks projekter om fremtidig og fremspirende teknologi (FET), der skal konkurrere om forskningsstøtte

European Commission - IP/11/530   04/05/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/11/530

Bruxelles, den 4. maj 2011

Den digitale dagsorden: Kommissionen vælger seks projekter om fremtidig og fremspirende teknologi (FET), der skal konkurrere om forskningsstøtte

Europa-Kommissionen har i dag på FET11-konferencen og –udstillingen i Budapest meddelt, at der er udvalgt seks forskningsprojekter til at deltage i konkurrencen om to toppositioner inden for forskning i fremtidig og fremspirende teknologi. De seks kandidater modtager hver omkring 1,5 mio. EUR til at finjustere deres forslag i et år, og derefter vil to af projekterne blive udvalgt til at modtage yderligere støtte. Målet for disse flagskibsinitiativer er at skabe vigtige gennembrud inden for informations- og kommunikationsteknologi (ikt), der kan bidrage til løsninger på nogle af samfundets største udfordringer. De to initiativer, der bliver udvalgt til langsigtet finansiering, vil løbe over ti år og hver have et samlet budget på op til 100 mio. EUR om året.

Neelie Kroes, næstformand for Europa-Kommissionen med ansvar for den digitale dagsorden, udtalte: "De finalister, der er bekendtgjort i dag, vil skabe grundlaget for innovation i fremtiden. Europa er vært for nogle af verdens førende forskere inden for det fascinerende og inspirerende område fremtidig og fremspirende teknologi. Hvis vi forener kræfterne om at løfte vigtige udfordringer, kan europæisk, national og regional forskningsstøtte føre til innovation, der gør det muligt at takle problemer som neurodegenerative sygdomme og klimaforandringer."

Finalisterne er (i alfabetisk rækkefølge):

  • FuturICT Knowledge Accelerator and Crisis-Relief System: Ved hjælp af ikt kan der analyseres enorme mængder af data og komplekse situationer, så man bedre kan forudsige naturkatastrofer og håndtere og reagere på menneskeskabte katastrofer på tværs af landegrænser og kontinenter.

  • Graphene Science and technology for ICT and beyond: Graphen er et nyt stof, der er udviklet ved manipulation på atom- og molekyleskala, og som muligvis kan afløse silicium som det 21. århundredes vidundermateriale.

  • Guardian Angels for a Smarter Planet: Dette projekt handler om bittesmå apparater uden batterier, der fungerer som selvstændige "personlige assistenter", og som kan føle, beregne og eventuelt kommunikere, mens de føres med blodet rundt i kredsløbet.

  • The Human Brain Project: Forståelse af, hvordan den menneskelige hjerne fungerer, kan føre til hjernerelaterede eller hjerneinspirerede fremskridt inden for computerarkitektur, neurovidenskab og lægevidenskab.

  • IT Future of Medicine: Digital teknologi gør det muligt at tilbyde individuelt tilpasset lægebehandling baseret på molekylære, fysiologiske og anatomiske data, der indsamles fra de enkelte patienter og behandles på grundlag af globalt integreret medicinsk viden.

  • Robot Companions for Citizens: Intelligente robotter med kunstig hud og højt udviklede perceptive, kognitive og emotionelle evner kan hjælpe mennesker og radikalt ændre vores måde at omgås med maskiner på.

For virkelig at være banebrydende må FET-flagskibskandidaterne skue ud over den traditionelle ikt-forskning og knytte forbindelser til specialister inden for andre områder som sundheds- og neurovidenskab og neurorobotteknik.

Hvis det skal lykkes at takle grundlæggende udfordringer for forskningen, må topforskere fra hele Europa forene kræfterne. Bag de fleste af de forslag, der er bekendtgjort i dag, står en lang række virksomheder og forskningsfinansierede organisationer samt hundredvis af forskere.

Forslagene får også brug for den forenede støtte fra EU's forskningsrammeprogram, de nationale og regionale forskningsprogrammer og industrien. Til sammenligning involverede et tidligere initiativ til kortlægning af det humane genom hundredvis af forskere over hele verden og en investering på over 3 mia. USD (ca. 2,1 mia. EUR) over 13 år. FET-flagskibsprojekterne står over for tilsvarende enorme udfordringer og vil kunne give et lige så imponerende resultat.

Baggrund

Flagskibskonkurrencen: I 2010 opfordrede Kommissionen Europas forskere til at pege på udfordringer og foreslå projekter. Af de 21 indkomne forslag udvalgte et ekspertpanel de seks initiativer med det stærkeste potentiale for videnskabelige gennembrud og den største betydning for Europas sociale og industrielle udfordringer.

Fremtidige og fremspirende teknologier (FET): FET-ordningen fungerer som kuvøse og stifinder for nye ideer og temaer til langsigtet forskning i informations- og kommunikationsteknologi (ikt). Programmet forvaltes af Kommissionens generaldirektorat for informationssamfundet og medier. Formålet med FET er at få forskerne til at overskride den konventionelle ikt-forsknings grænser og begive sig ud i ukendt territorium, hvor de i stigende grad samarbejder med andre videnskabelige grene (f.eks. biologi, kemi, nanovidenskab, neurovidenskab og kognitiv forskning, etnologi, samfundsvidenskab, økonomi) samt humanistiske fag.

Programmet for fremtidig og fremspirende teknologi blev iværksat i 1989. Tre af den senere tids nobelprisvindere, Theodor Hänsch, Albert Fert og Peter Grünberg, var alle involveret i FET-finansierede projekter.

FET finansieres via EU's syvende forskningsrammeprogram (RP7). RP7-budgettet til FET-forskning, der i år er på 100 mio. EUR, forøges med 20 % om året, og medlemsstaterne tilskyndes til at modsvare denne indsats med tilsvarende stigninger. I perioden 2010-2013 vil Kommissionen støtte FET-forskningen med i alt 500 mio. EUR.

I dag sættes der fokus på banebrydende fremtidig og fremspirende teknologi på FET11-konferencen i Budapest (www.fet11.eu). Denne konference og udstilling om visionær, højrisikobetonet og langsigtet forskning i informationsvidenskab og ‑teknologi vil skabe nye ideer på tværs af faggrænserne, der vil forme fremtiden.

Yderligere oplysninger:

MEMO/11/270

MEMO/11/271

http://www.fet11.eu/about/fet-flagships

Den digitale dagsorden:

http://ec.europa.eu/information_society/digital-agenda/index_en.htm

Neelie Kroes' websted: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/kroes/

Følg Neelie Kroes på Twitter: http://twitter.com/neeliekroeseu


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website