Navigation path

Left navigation

Additional tools

Biodiversitet: Kommissionen bebuder en ny strategi for at standse tabet af biodiversitet inden for ti år

European Commission - IP/11/526   03/05/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/11/526

Bruxelles, den 3. maj 2011

Biodiversitet: Kommissionen bebuder en ny strategi for at standse tabet af biodiversitet inden for ti år

Kommissionen præsenterede i dag en ny strategi for at beskytte og forbedre biodiversiteten i Europa i det næste årti. Strategien omfatter seks mål, der sigter mod at sætte ind over for hovedårsagerne til tabet af biodiversitet, og som skal reducere de største belastninger af naturen og økosystemfunktionerne i EU, ved at der forankres biodiversitetsmål i de vigtigste sektorpolitikker. Der tages også hensyn til globale aspekter af biodiversitetstab, således at det sikres, at EU bidrager til at bekæmpe tab af biodiversitet i hele verden. Strategien er i tråd med de tilsagn, som EU afgav sidste år i Nagoya i Japan.

EU-kommissær for miljø Janez Potočnik udtalte: "Vi er en del af biodiversiteten, men vi er også afhængige af den for at få fødevarer, frisk vand og ren luft og et stabilt klima. Det er vores naturkapital, som vi tærer på for hurtigt – og vi ved alle, hvad der sker, når vi lever over evne. Vi bør alle gøre os klart, hvor alvorlig situationen er, og at det ikke hidtil er lykkedes os at løse problemet. Det er nu på tide, at vi optrapper vores indsats ganske alvorligt. Jeg er sikker på, at den nye flerstrengede strategi vil sætte os i stand til at standse tabet af biodiversitet frem til 2020."

Bedre beskyttelse for en verden under pres

I Europa er biodiversiteten i krise, idet arterne uddør i et aldrig tidligere set tempo. Mange økosystemer er i en så forringet tilstand, at de ikke længere kan opfylde de mange forskellige funktioner, som vi er afhængige af, det vil sige levering af ren luft og rent vand, bestøvning af afgrøder og beskyttelse mod oversvømmelser. Forringelsen indebærer enorme sociale og økonomiske tab for EU. Insektbestøvning, der er på kraftig retræte i Europa, kan fx anslås til en økonomisk værdi på 15 mia. EUR om året i EU. Situationen er ikke mindre foruroligende på globalt plan.

Den strategi, der blev vedtaget i dag, omfatter seks prioriterede mål og ledsager aktioner, der skal reducere truslerne mod biodiversiteten betragteligt. Aktionerne går bl.a. ud på:

  • fuldstændigt at gennemføre gældende naturbeskyttelseslovgivning og netværket af naturreservater for at sikre gennemgribende forbedringer af de forskellige naturtypers og arters bevaringsstatus

  • at forbedre og genetablere økosystemer og økosystemfunktioner i det omfang, det er muligt, navnlig ved øget anvendelse af grøn infrastruktur

  • at sørge for et bæredygtigt landbrug og skovbrug

  • at beskytte EU's fiskebestande

  • at bekæmpe invasive arter, der i stigende grad er med til at forårsage tab af biodiversitet i EU

  • at øge EU's bidrag til en samordnet global aktion for at afværge tab af biodiversitet.

Indfrielse af løfter

Strategien er i tråd med to vigtige tilsagn, som EU's ledere afgav i marts 2010, hvor de lovede at standse tabet af biodiversitet i EU frem til 2020 og beskytte, værdiansætte og genetablere EU's biodiversitet og økosystemfunktioner frem til 2050. Den er også i tråd med de globale tilsagn, der i oktober 2010 blev givet i Nagoya inden for rammerne af konventionen om den biologiske mangfoldighed, hvor verdens ledere vedtog en pakke af foranstaltninger for at forhindre tab af biodiversitet over hele verden i det kommende årti.

Biodiversitetsstrategien vil som en integrerende del af Europa 2020-strategien bidrage til at nå EU's mål for effektiv ressourceudnyttelse.

Baggrund:

Jordens naturlige og naturbaserede aktiver – fra de enkelte arter til hele økosystemer som skove, koralrev, ferskvandsområder og jorder – svinder ind med alarmerende hastighed. Tabet af biodiversitet koster verdensøkonomien milliarder hvert år og underminerer økonomier, forretningsudsigter og mulighederne for at bekæmpe fattigdom.

I EU svinder biodiversiteten hovedsagelig på grund af ændret arealanvendelse, forurening, rovdrift på ressourcerne, ukontrolleret spredning af invasive arter og klimaforandringer. Disse belastninger er alle enten konstante eller intensiveres stadig mere. Kun 17 % af de vurderede naturtyper og arter har en god bevaringsstatus, og de fleste økosystemer kan ikke længere optimalt opfylde de funktioner, vi er afhængige af, hverken kvalitets‑ eller mængdemæssigt, herunder bestøvning af afgrøder, ren luft og rent vand eller oversvømmelses‑ og erosionsregulering.

Arterne i verden forsvinder for øjeblikket op til 1000 gange hurtigere end normalt, og det er vi mennesker for størstedelen skyld i. I EU er ca. 25 % af de europæiske dyrearter, herunder pattedyr, padder, krybdyr, fugle og sommerfugle, udryddelsestruede, og 88 % af fiskebestandene overfiskes og er stærkt reduceret.

Yderligere oplysninger:

Hele meddelelsen kan ses på:

http://ec.europa.eu/environment/nature/biodiversity/policy/index_en.htm

Spørgsmål og svar vedrørende den nye strategi findes i: MEMO/11/268

Se også Kommissionens kampagne for biodiversitet:

http://ec.europa.eu/environment/biodiversity/campaign/index_en.htm

Yderligere oplysninger om EU's biodiversitetspolitik efter 2010 findes på følgende websted: http://ec.europa.eu/environment/nature/biodiversity/policy/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website