Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/11/468

Bruxelles, den 13. april 2011

Energibeskatning: Kommissionen fremmer energieffektivitet og mere miljøvenlige produkter

Europa-Kommissionen har i dag forelagt sit forslag til en revision af de forældede regler for beskatning af energiprodukter i Den Europæiske Union. De nye regler skal omstrukturere den måde, energiprodukterne beskattes på, således at de nuværende ubalancer fjernes, og der tages hensyn til produkternes CO2-emissioner og energiindhold. De nuværende energiafgifter vil blive opsplittet i to komponenter, som tilsammen vil bestemme den samlede afgiftssats for et produkt. Kommissionen ønsker at fremme energieffektiviteten og forbruget af mere miljøvenlige produkter samt undgå konkurrencefordrejninger på det indre marked. Forslaget vil gøre det lettere for medlemsstaterne at omarbejde deres overordnede afgiftsstrukturer på en måde, der bidrager til vækst og beskæftigelse, ved at omlægge beskatningen fra afgifter på arbejdskraft til afgifter på forbrug. Det reviderede direktiv vil skulle træde i kraft fra 2013. De lange overgangsperioder frem til 2023 for den fuldstændige harmonisering af beskatningen af energiindhold vil give industrien tid til at tilpasse sig den nye beskatningsstruktur.

Algirdas Šemeta, EU-kommissær med ansvar for beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svig, udtalte: "Det moderniserede energibeskatningssystem kommer på det rette tidspunkt. Medlemsstaterne er i færd med at fastlægge deres strategier for at komme ud af krisen og opfylde Europa 2020-målene. De opfordrer til, at der tages tiltag for at mindske vores afhængighed af fossile brændstoffer og brændsler. Vi har brug for en retfærdig og gennemskuelig energibeskatning til at nå vores energi- og klimamål. Vore fælles mål er at opnå en mere ressourceeffektiv, grønnere og mere konkurrencedygtig EU-økonomi. Med dette forslag udsendes der et stærkt CO2-prissignal til virksomhederne og forbrugerne, og det giver også mulighed for at flytte afgiftsbyrden fra arbejdskraften til forbruget, således at man styrker en vækstfremmende beskatning."

Beskatningen af energiprodukter er til en vis grad harmoniseret på EU-niveau. Energibeskatningsdirektivet fastlægger allerede nu minimumssatser for beskatningen af energiprodukter, der anvendes som motorbrændstof og opvarmningsbrændsel, samt elektricitet. Direktivet er imidlertid blevet forældet og inkonsekvent. Beskatning baseret på mængder af forbrugte energiprodukter kan ikke bidrage til at nå EU's energi- og klimamål og skaber heller ikke økonomiske incitamenter til at fremme vækst og stimulere jobskabelse. Ved beskatningen af energiprodukter skal der tages bedre hensyn til produkternes energiindhold og miljømæssige virkninger.

Nøgleelementer

Det reviderede energibeskatningsdirektiv vil give medlemsstaterne mulighed for at anvende beskatningen bedst muligt og i sidste ende fremme en "bæredygtig vækst". Med henblik herpå foreslås det, at minimumsafgiftssatsen opsplittes i to dele:

  • Denne ene baseres på energiproduktets CO2-emissioner og sættes til 20 EUR pr. ton CO2.

  • Det andet baseres på energiindholdet, dvs. den faktiske energi, som et produkt frembringer målt i gigajoule (GJ). Minimumsafgiftssatsen sættes til 9,6 EUR/GJ for motorbrændstof og 0,15 EUR/GJ for opvarmningsbrændsel. Dette vil gælde for alle brændstoffer og brændsler, der anvendes til transport og opvarmning.

Der kan tages hensyn til sociale aspekter, idet medlemsstaterne har mulighed for at tilstå fuldstændig fritagelse for energi, der forbruges af husholdninger til opvarmning, uanset hvilket energiprodukt der anvendes.

De lange overgangsperioder frem til 2023 for den fuldstændige harmonisering af beskatningen af energiindhold vil give industrien tid til at tilpasse sig den nye beskatningsstruktur.

Fordelene ved at revidere energibeskatningen

  • Forslaget vil fremme vedvarende energikilder og anspore forbruget af energikilder med mindre CO2-emissioner. I øjeblikket er de mest forurenende energikilder paradoksalt nok dem, der beskattes mindst. Derimod er biobrændstoffer blandt de energikilder, der beskattes mest, til trods for at EU har forpligtet sig til at øge de vedvarende energikilders andel på transportmarkedet. Det nye forslag vil fjerne denne form for inkonsekvens.

  • Den nye tekst vil også frembringe en mere kohærent tilgang til energibeskatningen i EU ved at hindre, at der opstår en blanding af forskellige nationale politikker, og bidrage til at skabe lige vilkår for erhvervslivet i hele EU. Det giver også medlemsstaterne en mulighed for at omarbejde deres afgiftspolitikker på en sådan måde, at de fremmer job og beskæftigelse.

  • Hvad angår reduktionen af drivhusgasemissioner, tager det reviderede direktiv sigte på at supplere den eksisterende emissionshandelsordning EU ETS ved at anvende en CO2-afgift for de sektorer, som ordningen ikke gælder for (transport, husholdninger, landbrug og små industrier). Disse sektorer tegner sig for halvdelen af EU's CO2-emissioner; det er derfor vigtigt, at de også er omfattet af et CO2-prissignal.

  • Endelig vil dette initiativ bidrage til, at EU kan nå sine energi- og klimamål i overensstemmelse med opfordringen i Det Europæiske Råds konklusioner fra marts 2008. Det afspejler også resultaterne af FN's klimakonference i Cancun, Mexico, i december 2010.

De næste skridt

Forslaget vil nu blive drøftet af Europa-Parlamentet og Rådet og forventes at træde i kraft fra 2013. Der er dog, hvor det er hensigtsmæssigt, forudset en gradvis indførelse af det nye beskatningssystem.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/index_en.htm

Se også Memo/11/238


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website