Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/11/453

Bruxelles, den 11. april 2011

Berlin Neues Museum vinder EU-prisen for moderne arkitektur 2011/Mies van der Rohe-prisen

BRUXELLES, den 11. april – Europa-Kommissionen bekendtgjorde i dag vinderen af EU's pris for moderne arkitektur 2011/Mies van der Rohe-prisen. Bygningen er en genopførelse, hvor gammelt og nyt blandes, tegnet af den britiske arkitekt Sir David Chipperfield. Den særlige pris til en ny arkitekt går til Ramon Bosch og Bet Capdeferro for Casa Collage i Girona i Spanien. Prisoverrækkelsen finder sted den 20. juni i Mies van der Rohe-pavillonen i Barcelona, Spanien.

Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, sagde: "Til lykke til vinderne, som har skabt to ekstraordinære bygninger. Neues Museum bringer fortiden og nutiden sammen i en forbløffende blanding af moderne arkitektur, restaurering og kunst. Casa Collage i Girona er også en fantastisk renovering, der får gamle og nye materialer til at smelte sammen til en harmonisk helhed."

Det oprindelige Neues Museum, der var tegnet af Friedrich August Stüler, blev bygget i midten af 19. århundrede. Bygningen blev alvorligt beskadiget under 2. verdenskrig, og genopførelsen begyndte i 2003, så stedet atter kunne komme til ære og værdighed. David Chipperfield, der arbejdede på projektet sammen med sin britiske arkitektkollega Julian Harrap, havde en dynamisk tilgang til restaureringen. I stedet for at prøve at skjule forskellen mellem gamle og nye elementer, bliver fortiden og nutiden kombineret på smukkeste vis, så resultatet er en uforglemmelig bygning med mange lag.

David Chipperfield, der er chef for David Chipperfield Architects, udtalte: "Genopførelsen af Neues Museum er en fortælling om samarbejde under vanskelige vilkår, hvor den offentlige mening spiller en vigtig rolle. Slutresultatet vidner ikke blot om en professionel holdindsats, men også om bygherrens og myndighedernes engagement i denne stringente proces med mange elementer."

Juryens formand, Mohsen Mostafavi, sagde: "Genopbygningen af Neues Museum er en exceptionel præstation. Sjældent er det i den grad lykkedes for en arkitekt og en bygherre at gennemføre et arbejde af så stor historisk betydning og kompleksitet, især når det drejer sig om bevarelse og nybyggeri på én gang. Projektet berører mange æstetiske, etiske og tekniske spørgsmål. Det er et fremragende eksempel på, hvor langt man kan nå med samarbejde i forbindelse med moderne europæisk arkitekturpraksis."

Lluís Hortet, direktør for Mies van der Rohe-stiftelsen, udtalte: "Det var særdeles svært for juryens at vælge, fordi alle finaleprojekterne var af høj kvalitet. Neues Museum af David Chipperfield er et vigtigt statement om, hvordan den moderne arkitektur kan bidrage til genbrug af vores kulturarv ved at gøre den mere funktionel og indføre fremragende udformede nye arkitektoniske elementer til gavn for museumsfunktionerne.”

Baggrundsoplysninger

Arkitekturen tegner sig for en betydelig andel af EU's økonomi. Sektoren udgør en stor del af de kulturelle og kreative industrier, som giver kvalitetsjob til 8,5 mio. mennesker i EU og tegner sig for 4,5 % af EU's BNP. EU's kulturprogram – som i perioden 2007-2013 har et samlet budget på 400 mio. EUR – støtter samarbejdsprojekter inden for arkitektur og kulturarv.

EU's pris for moderne arkitektur/Mies van der Rohe-prisen blev uddelt første gang i 1987 og er den mest prestigefyldte pris i europæisk arkitektur. Den uddeles hvert år, og vinderen modtager 60 000 EUR. Den særlige pris til en ny arkitekt er på 20 000 EUR.

Vinderne er udvalgt blandt 343 indsendte værker i 33 europæiske lande. Der blev udvalgt seks finalister. De øvrige finalister var: Bronks Youth Theatre (Bruxelles, Belgien, tegnet af Martine De Maeseneer og Dirk Van den Brande), MAXXI: Museo Nazionale delle Arti del XXI Seculo (Rom, Italien, af Zaha Hadid, Patrick Schumacher, Gianluca Racana), Danmarks Radios koncerthus (København, Danmark, af Jean Nouvel), Akropolismuseet (Athen, Grækenland, af Bernard Tschumi) og Revalidatiecentrum Groot Klimmendaal (Arnhem, Nederlandene, af Koen van Velsen).

Juryen, der udvalgte finalisterne for 2011, består af følgende medlemmer: Mohsen Mostafavi, formand for juryen/dekan, Graduate School of Design, Harvard Universitet, Cambridge, USA, Ole Bouman, direktør, Nederlands Architectuurinstituut, Rotterdam, Yvonne Farrell, Grafton Architects, Dublin, Annette Gigon, Gigon/Guyer, Zürich, Anne Lacaton, Lacaton & Vassal Architectes, Paris, Tarald Lundevall, arkitekt, SNØHETTA, Oslo, Pei Zhu, Beijing, Kina, og Lluís Hortet, sekretær for juryen/direktør for Mies van der Rohe-stiftelsen.

Listen over alle 343 værker, der blev indstillet fra de enkelte lande, kan downloades ved at klikke nedenfor:

Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Det Forenede Kongerige, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Montenegro, Nederlandene, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyrkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Mies van der Rohe-stiftelsen

Mies van der Rohe-stiftelsen (Fundació Mies van der Rohe) blev oprettet i 1983 af Barcelonas bystyre, oprindeligt med det formål at genopføre den tyske pavillon tegnet af Ludwig Mies van der Rohe (1886-1969) til Verdensudstillingen i 1929 i Barcelona. Ud over at bevare og administrere pavillonen fokuserer stiftelsen også på at fremme diskussionen om moderne arkitektur og byplanlægning, at opbygge et arkiv med dokumentation om Ludwig Mies van der Rohe og om moderne, nutidig arkitektur og at organisere prisuddelinger, kurser, forelæsninger, udstillinger, publikationer og studier inden for området.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/culture

http://www.miesarch.com


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website