Navigation path

Left navigation

Additional tools

Hurtigere udbetaling af underholdsbidrag fra udlandet til børn i EU

European Commission - IP/11/441   06/04/2011

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/11/441

Bruxelles, den 6. april 2011

Hurtigere udbetaling af underholdsbidrag fra udlandet til børn i EU

Problemerne i forbindelse med skilsmisse eller separation forværres ofte af det økonomiske og følelsesmæssige pres, der opstår, når en af forældrene bor i udlandet og nægter at betale underholdsbidrag. Det skønnes, at der er 16 millioner internationale par i EU, og 30 millioner EU-borgere, som bor i lande uden for EU, og problemet med at inddrive underholdsbidrag fra udlandet vil derfor være voksende. Et eksempel kan være et par, som bor i Frankrig og bliver skilt, hvorefter faren flytter til USA. Vil barnet stadig modtage det underholdsbidrag, som en fransk domstol har fastsat? Ifølge en ny konvention, som EU har undertegnet i dag, vil de amerikanske myndigheder samarbejde med myndighederne i Europa for at sikre, at faren opfylder sine forpligtelser, og barnet stadig modtager sit bidrag. Haagerkonventionen om underholdsbidrag etablerer et verdensomspændende system for inddrivelse af børnebidrag og andre former for underholdsbidrag til familiemedlemmer. Den giver en fælles retlig ramme, således at myndighederne i EU og i lande uden for EU kan samarbejde om at inddrive underholdsbidrag, og bidragspligtige ikke længere kan unddrage sig deres forpligtelser ved at forlade EU. Konventionen foreskriver ligeledes gratis retshjælp i internationale sager om børnebidrag. Konventionen supplerer EU's egne regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdsbidrag, som vil finde anvendelse fra den 18. juni 2011.

"Når familier splittes, er det ofte børnene, der lider mest", sagde Viviane Reding, næstformand og EU-kommissær for retlige anliggender. "EU har allerede et stabilt regelsæt, der sikrer, at børn modtager økonomisk støtte, hvis en af forældrene bor i en anden EU-medlemsstat. EU's undertegnelse af denne internationale konvention vil sikre, at børn modtager samme beskyttelse, hvis en af forældrene bosætter sig uden for EU. Barnets tarv skal komme i første række, og forældrene bør ikke kunne løbe fra deres ansvar ved at forlade EU. Jeg opfordrer vores internationale partnere til at følge vores eksempel og snarest ratificere denne konvention."

Den nye konvention vil skabe fælles retlige rammer for EU og lande uden for EU, som ratificerer konventionen, og den vil lette international inddrivelse af underholdsbidrag til familiemedlemmer. Eftersom langt de fleste krav om underholdsbidrag vedrører børn, er konventionen først og fremmest en foranstaltning, der skal beskytte børn. Konventionen skaber et verdensomspændende samarbejde mellem nationale myndigheder, tilvejebringer gratis retshjælp i sager om underholdsbidrag til børn og ensretter procedurerne for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser om underholdsbidrag.

Det nye system vil også fremskynde procedurerne til at spore bidragspligtige, som skjuler sig; disse procedurer er i dag lange og komplicerede. På internationalt niveau supplerer konventionen Haagerkonventionen om familieret, der allerede finder anvendelse på børnebortførelser, forældremyndighed og international adoption.

Efter at det ungarske formandskab i dag på EU's vegne har undertegnet konventionen, skal medlemsstaterne vedtage en afgørelse, der bemyndiger EU til formelt at tiltræde (eller ratificere) konventionen. Justitsministrene forventes at give deres godkendelse på et møde i Rådet (Retlige og Indre Anliggender) den 9.-10. juni 2011. Efter gennemførelsesperioden på 18 måneder vil EU kunne deponere ratificeringsinstrumentet, så konventionen kan træde i kraft i 2013.

USA, Norge og Ukraine har allerede undertegnet konventionen, og en række andre lande, som forhandlede konventionen (herunder Japan, Kina, Rusland, Australien, Canada og Brasilien) forventes ligeledes at undertegne den, når EU og USA har ratificeret den.

Baggrund

Der findes ingen internationale statistikker om antallet af sager om underholdskrav, der kræver tværnational inddrivelse. Der er imidlertid omkring 16 millioner internationale par i EU, og omkring 30 millioner EU-borgere bor i lande uden for Den Europæiske Union. I 2007 (senest foreliggende tal) blev der registreret 1,2 millioner skilsmisser i de 27 EU-lande. Disse tal viser, at der er et betydeligt problem, hvad angår inddrivelse af underholdsbidrag fra fraværende forældre, der måske ikke bor i EU.

Haagerkonventionen om underholdsbidrag fra 2007 supplerer EU's regler om underholdsbidrag, der blev vedtaget den 18. december 2008: Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt. Forordningen og protokollen om lovvalg vil finde anvendelse mellem EU-medlemsstaterne fra den 18. juni 2011.

EU's indgåelse af konventionen vil styrke de eksisterende EU-regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt og det administrative samarbejde mellem de centrale myndigheder ved at skabe et harmoniseret regelsæt i EU i forhold til tredjelande, som bliver kontraherende parter i konventionen.

Yderligere oplysninger

Nyhedsrum for Generaldirektoratet for Retlige Anliggender: http://ec.europa.eu/justice/news/intro/news_intro_en.htm

Hjemmeside for Europa-Kommissionens næstformand Viviane Reding, EU-kommissær for retlige anliggender:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/reding/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website