IP/11/376
Bruxelles, den 30. marts 2011
Luftfartssektorens fremtid: Rapporten "Flightpath 2050" præsenteres af kommissær Siim Kallas på 2011-udgaven af Aerodays i Madrid
Kommissionens næstformand med ansvar for transport, Siim Kallas, præsenterer en ny langsigtet vision, som er udarbejdet af en gruppe på højt plan om forskning i luftfart og flyveteknik, på dette års "Aeronautical Days" den 30. marts 2011 i Madrid. Rapporten udgør den første opfølgning på nogle af de luftfartsrelaterede foranstaltninger, der er fremsat i hvidbogen om transport, som blev vedtaget den 28. marts 2011.
Visionen for 2050 redegør for, hvordan og hvor EU bør sætte sine forskningsprioriteter, så der skabes en tydelig merværdi for EU, og EU's vækst og konkurrenceevne på verdensmarkederne bevares, samtidig med at markedets behov og energi- og miljørelaterede udfordringer imødekommes. Rapporten var udarbejdet til kommissær Siim Kallas og Máire Geoghegan-Quinn, kommissær med ansvar for forskning og innovation, af repræsentanter fra sektorerne infrastruktur, luftfartøjer, drift, brændstof og forskning. Gruppen på højt plan om forskning i luftfart og flyveteknik blev nedsat i december 2010, og rapportens centrale budskab går ud på at fremme den europæiske luftfartsindustris globale førerskab og en konkurrencedygtig, ren, sikker og sikkerhedsbeskyttet luftfart frem til 2050. Borgernes og samfundets behov placeres centralt i denne strategi.
Aerodays i 2011 vil samle flyvetekniske repræsentanter, ministerier, agenturer og F&U-centre fra hele Europa og tredjelande for at danne netværk, fremlægge deres nyeste forskningsresultater og drøfte fælles fremtidige F&U-projekter. Arrangementet Aerodays 2011 tilrettelægges af Centre for the Development of Industrial Technology (CDTI) i Spanien og af Europa-Kommissionen, og det giver lejlighed til at fremlægge og udbrede oplysninger om resultater af EU-finansieret forskning og teknologisk udvikling med sigte på at skabe et fælles europæisk luftrum og et europæisk forskningsrum og afdække innovative tilgange til bæredygtig luftfart i en global sammenhæng.
Rapporten "Flightpath 2050" findes på adressen: http://ec.europa.eu/transport/air/hlg_aviation_aeronautics_en.htm