Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/11/206

Bruxelles, den 21. februar 2011

Den digitale dagsorden: flere EU‑borgere har adgang til offentlige onlinetjenester

Ifølge den niende benchmarkrapport om e-forvaltning i Europa, der blev offentliggjort i dag, har flere mennesker i EU nu adgang til offentlige onlinetjenester. Adgangen til offentlige onlinetjenester i EU steg i gennemsnit fra 69 % i 2009 til 82 % i 2010. Ved at give onlineadgang til flere offentlige tjenester holdes de offentlige administrationsomkostninger nede, og både virksomheder og borgere vil opleve mindre bureaukrati. Rapporten afslører både, hvem der klarer opgaven bedst, og hvem der klarer det dårligst, idet den fokuserer på to af de vigtigste tjenesteydelser, nemlig jobsøgning og virksomhedsstart. Selvom de nationale offentlige administrationer i EU er på vej i den rigtige retning, er der stadig stor forskel landene imellem. Der er også plads til forbedringer med hensyn til lanceringen af offentlige e‑indkøb. Som en del af den digitale dagsorden for Europa sigter Den Europæiske Union mod, at hver anden borger og fire ud af fem virksomheder skal foretage offentlige e-indkøb i 2015 (se IP/10/581, MEMO/10/199 og MEMO/10/200). Rapportens resultater giver brugbare tilbagemeldinger om målene i Kommissionens handlingsplan for e-forvaltning i 2010 om samarbejde med medlemsstaternes offentlige myndigheder og udvidelse og forbedring af de tjenesteydelser, der tilbydes via internettet (se IP/10/1718 og MEMO/10/681).

Neelie Kroes, Europa-Kommissionens næstformand og ansvarlig for den digitale dagsorden, siger: “Jeg er tilfreds med, at et stigende antal EU‑borgere nu har mulighed for at bruge offentlige onlinetjenester til f.eks. at søge arbejde, udfylde selvangivelse eller registrere en ny virksomhed. De medlemsstater, der gør de mest almindelige tjenesteydelser tilgængelige via internettet, kan gøre livet nemmere for borgere og virksomheder og samtidig skære ned på deres egne omkostninger.

Over 80 % af de grundlæggende offentlige tjenesteydelser er tilgængelige via internettet

Onlineadgangen til 20 grundlæggende offentlige tjenesteydelser såsom indregistrering af biler, udfyldelse af selvangivelse eller registrering af en ny virksomhed nåede i 2009 82 % i EU, hvilket er væsentligt højere end i 2009, hvor det kun var 69 %. Østrig, Irland, Italien, Malta, Portugal og Sverige er topscorere og tilbyder således fuld onlineadgang til alle disse grundlæggende offentlige tjenesteydelser. Bulgarien, Italien og Letland har gennem det sidste år gjort store fremskridt med hensyn til adgangen til onlinetjenester. Rapporten viser, at man er længere fremme, hvad angår tjenesteydelser for virksomheder end for borgere.

Tjenesteydelsernes kvalitet

Dette års rapport fokuserer på både arbejdssøgende borgeres og kommende iværksætteres behov. Der bliver set på måden, de offentlige administrationer letter den administrative byrde på, og hvordan de giver harmoniseret adgang til offentlige tjenesteydelser, der er nødvendige i forbindelse med opstart af en ny virksomhed eller for at få folk tilbage i arbejde. Dette kan ske via en onlineportal eller automatisk, som f.eks. når man anmoder om et skatteregistreringsnummer i forbindelse med virksomhedsstart, hvor man også automatisk modtager et momsregistreringsnummer. Rapporten konstaterer, at 55 % af de tjenesteydelser, der er nødvendige i forbindelse med en virksomhedsstart, i Østrig, Danmark, Estland, Irland, Sverige og Det Forenede Kongerige er tilgængelige enten via en dertil egnet portal eller bliver leveret automatisk. Kun 46 % af tjenesterne for arbejdsløse er på nuværende tidspunkt tilgængelige via internetportaler.

e-indkøb

Selvom 70 % af de offentlige myndigheder er begyndt at bruge e-indkøb, er der endnu ikke de store fordele herved, da den samlede udnyttelse er lav (den mest optimistiske vurdering ligger på 5 % af de samlede offentlige indkøb). Hvis e-indkøb var fuldt ud tilgængelig og blev brugt i en bredere sammenhæng, kunne det give op til 30 % besparelser på offentlige indkøb.

Mindre kommuner udbyder færre onlinetjenester

For første gang undersøger rapporten også det regionale og lokale aspekt af e‑forvaltning og understreger de væsentlige uligheder landene imellem. Der er i de mindre kommuner kun onlineadgang til halvt så mange af de tjenester, der hovedsageligt ydes på lokalt plan, som i de større kommuner. Hvor man på de mindre byers websteder kan finde oplysninger om, hvordan man rekvirerer en kopi af sin fødselsattest, kan man på de store byers websteder også finde formularer, der kan downloades. Det kan skyldes, at mindre lokaladministrationer og deres borgere foretrækker den personlige kontakt eller andre mere traditionelle kanaler, eller at små administrationer har mindre kapacitet (strategi, finansiering, evner) til at satse på onlinetjenester.

Europa-Kommissionen vil fortsætte med at overvåge udviklingen af offentlige onlinetjenester og samarbejde med de offentlige myndigheder i medlemsstaterne om at udvide og forbedre de tjenester, der er tilgængelige via internettet.

Sagsforløb

Kommissionens har siden 2001 udarbejdet en benchmarkrapport om fremskridtet inden for e‑forvaltning i EU. Målet med undersøgelsen er at sammenligne EU‑landene for at måle fremskridt og udveksle bedste praksis. Undersøgelsen dækker mere end 10 000 websteder i de 27 EU‑medlemsstater plus Kroatien, Island, Norge, Schweiz og Tyrkiet.

I rapporten analyseres 12 grundlæggende onlinetjenester for borgerne: indkomstskat, jobsøgning, socialsikringsydelser, personlige dokumenter, indregistrering af biler, ansøgning om byggetilladelse, politianmeldelse, offentlige biblioteker, fødsels‑ og vielsesattester, tilmelding til videregående uddannelse, flyttemeddelelse og sundhedsydelser. Derudover 8 onlinetjenester for virksomheder, nemlig socialsikringsbidrag til ansatte, selskabsskat, moms, virksomhedsregistrering, indsendelse af data til statistiske kontorer, tolderklæringer, miljørelaterede tilladelser og offentlige indkøb.

Yderligere oplysninger:

Den niende benchmarkrapport om e-forvaltning

Handlingsplan for e-forvaltning 2011-2015

Neelie Kroes' websted: http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/kroes/

Websted for den digitale dagsorden:

http://ec.europa.eu/information_society/digital-agenda/index_en.htm

Bilag: De vigtigste resultater i benchmarkrapporten om e‑indkøb

Figur 3.4: Fuld onlineadgang i 2009-2010 (i %)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website