Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Narkotikarapport: Kommissær Cecilia Malmström ønsker mere årvågenhed over for syntetiske stoffer og en større indsats mod narkotikahandlen

Commission Européenne - IP/11/1347   15/11/2011

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Narkotikarapport: Kommissær Cecilia Malmström ønsker mere årvågenhed over for syntetiske stoffer og en større indsats mod narkotikahandlen

Bruxelles, den 15. november 2011 – 2011-årsrapporten fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (EONN) er offentliggjort i dag, og det fremgår, at brugen af narkotika er forholdsvist stabil med nogle positive tegn på, at kokainmisbruget har toppet, og at brugen af cannabis er nedadgående hos unge. Men tegnene på, at brugen af mere traditionelle stoffer er stabil, genopvejes af nye farer. De består blandt andet i, at det er stadig lettere at skaffe sig syntetiske stoffer, at nye stoffer kommer hurtigere på markedet, og at blandingsmisbrug (indtagelse af flere former for stoffer samtidig) er et mere og mere udbredt fænomen. I rapporten fremhæves det også, at risikoen for hiv-smitte blandt stiknarkomaner på ny skal tages yderst alvorligt.

EU-kommissær Cecilia Malmström sagde om rapporten: "Jeg hilser den seneste rapport fra EONN velkommen. Der er nogle positive tendenser navnlig vedrørende kokain- og cannabismisbruget, men vi må stadig være meget opmærksomme på situationen, især omkring nye syntetiske stoffer. De retshåndhævende myndigheder bør fortsat bekæmpe de kriminelle grupper, der står bag narkotikahandlen. Kommissionen giver sin fulde støtte hertil. Derfor vil jeg også snart fremlægge nye regler om konfiskation og inddrivelse af aktiver, der stammer fra alvorlig kriminalitet, herunder narkotikahandel."

Baggrund

Omkring 14,5 mio. europæere (15-64 år) har på et eller andet tidspunkt i deres liv prøvet at tage kokain, og alene sidste år tog 4 mio. mennesker kokain. Nye undersøgelser viser tegn på en positiv udvikling i de hårdest ramte lande. For eksempel har Danmark, Spanien, Italien og Det Forenede Kongerige (fire ud af de fem lande med størst misbrug) rapporteret om en vis nedgang i sidste års kokainmisbrug blandt unge (15-34 år).

Omkring 78 mio. europæere — en ud af fem voksne i alderen 15-64 år — har på et eller andet tidspunkt i deres liv prøvet at tage cannabis, og 22,5 mio. tog cannabis sidste år. Dette betyder, at cannabis stadig er det mest brugte ulovlige stof i Europa. De seneste oplysninger om Europa viser dog, at brugen af cannabis blandt unge voksne er stabiliseret eller nedadgående.

Det fremgår af rapporten, at kampen mod prækursorer — de kemiske stoffer, der anvendes til at fremstille narkotika — altid vil være en lang og sej kamp for at følge trit med narkotikafremstillerne. Fremstillerne af syntetiske stoffer anvender smarte teknikker for at omgå de regler, der skal forhindre utiltænkt brug af prækursorerne. De begynder at fremstille prækursorerne fra præ-prækursorer og at maskere dem som ikke kontrollerede kemiske stoffer, der efter import omdannes til andre stoffer. Den seneste udvikling på ecstacymarkedet er en illustration af dette fænomen.

Den hurtige fremkomst af nye ikke-kontrollerede psykoaktive stoffer (der ofte sælges som lovlige rusmidler) er et stigende problem. Der er blevet anmeldt et rekordhøjt antal af 41 nye stoffer til EONN og Europol i 2010 (24 i 2009), og de første tal for 2011 viser intet tegn på et fald. Der er i 2011 hidtil blevet anmeldt 39 stoffer via det europæiske hurtige varslingssystem. I EONN's seneste oversigt over internetforhandlere, der udbyder rusmidler (2011), er der et rekordstort antal på 600 internetbutikker, der sælger psykoaktive stoffer, og det fremgår af oversigten, at der tilbydes en lang række nye produkter.

Endelig er heroinmisbrug skyld i den største andel af narkotikarelaterede sygdomme og dødsfald i EU. EONN anslår, at der er over 1,3 mio. regelmæssige opiatmisbrugere i EU og Norge. Omkring halvdelen af de misbrugere, der går i specialbehandling i Europa, angiver, at opiater er deres største problem. I dagens rapport fremhæves det, at der er nye udfordringer forbundet med andre opiater end heroin og i forbindelse med hiv-smitte blandt stiknarkomaner.

Kommissionen foreslår også nye regler om konfiskation og inddrivelse af aktiver for at bekæmpe narkotikahandlen mere effektivt. Det er ofte organiserede kriminelle grupper, der står bag "forsyningskæden". De driver denne handel for profittens skyld, og derfor er det ikke kun nødvendigt at straffe dem med fængselsstraffe, de skal også fratages de pengemidler, biler og ejendomme, de har, så organiseret kriminalitet bliver mindre rentabel i det lange løb.

Flere oplysninger

Rapporten og alle EONN's pressemeddelelser på 22 sprog:

www.emcdda.europa.eu/events/2011/annual-report

Webstedet for EU-kommissær for indre anliggender, Cecilia Malmström

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/malmstrom/welcome/default_en.htm

Webstedet for Generaldirektoratet for Indre Anliggender:

http://ec.europa.eu/dgs/home-affairs/index_en.htm

Kontaktpersoner :

Michele Cercone (+32 2 298 09 63)

Tove Ernst (+32 2 298 67 64)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site