
Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse
EU-budgettet 2014-2020: Kommissionen fremlægger nye, ambitiøse sundheds- og forbrugerprogrammer
Bruxelles, den 9. november 2011 – Europa-Kommissionen vedtog i dag forslagene til et program for sundhed for vækst og et nyt forbrugerprogram. Formålet med de to programmer er at fremme et EU bestående af sunde, aktive, velinformerede og selvstændige borgere, der kan bidrage til den økonomiske vækst.
De nye programmer gælder for perioden 2014-2020. Budgettet er på 446 mio. EUR for sundhed for vækst-programmet og 197 mio. EUR for forbrugerprogrammet. Der iværksættes færre konkrete aktioner, som til gengæld giver en klar EU-merværdi.
Sundhed for vækst-programmet skal støtte og supplere medlemsstaternes indsats for at opfylde følgende fire mål:
udvikling af innovative og bæredygtige sundhedssystemer
forbedring af adgangen til bedre og sikrere sundhedsydelser for EU's borgere
sundhedsfremme og sygdomsforebyggelse
beskyttelse af borgerne mod grænseoverskridende sundhedstrusler.
Forbrugerprogrammet skal støtte EU's forbrugerpolitik i de kommende år. Sigtet er at sætte forbrugerne i centrum for det indre marked og give dem mulighed for at deltage aktivt på markedet og få det til at arbejde for dem, især ved:
at øge produktsikkerheden via en effektiv markedsovervågning
at øge forbrugernes adgang til oplysninger og uddannelse og deres kendskab til deres rettigheder
at konsolidere forbrugerrettighederne og fremme adgangen til klagemuligheder, herunder alternativ konfliktløsning
at fremme håndhævelsen af forbrugerrettigheder på tværs af grænserne.
Ved fremlæggelsen af de nye sundheds- og forbrugerprogrammer udtalte EU‑kommissær John Dalli: "Disse to programmer handler om mennesker og om at skabe de rette betingelser for, at EU-borgerne kan udnytte deres fulde potentiale og spille en aktiv rolle i samfundet og i samfundsøkonomien. Det er godt for borgerne, at de forbliver sunde og aktive i længere tid, og det er også godt for beskæftigelsen og væksten. Trygge, selvstændige forbrugere skaber markeder i fremgang. Jeg er overbevist om, at de to programmer vil yde et væsentligt bidrag til at opfylde målene for Europa 2020 – en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst inden udgangen af dette årti".
HVAD SKAL DER OPNÅS GENNEM PROGRAMMERNE?
Sundhedsprogrammet
Dette program bygger på tidligere sundhedprogrammer, der skulle støtte og fremme indsatsen for at indføre mere innovation inden for sundhed, skabe bedre og sikrere sundhedsydelser, fremme et godt helbred og forebygge sygdomme samt beskytte borgerne mod grænseoverskridende sundhedstrusler.
Eksempler på, hvad den kommende indsats bygger på:
Samarbejde om medicinsk teknologivurdering (MTV), et EU-dækkende frivilligt netværk af medlemsstaternes MTV-instanser, som udveksler information om medicinsk teknologis effektivitet for så vidt angår bl.a. lægemidler, medicinsk udstyr og forebyggende foranstaltninger, til støtte for politisk beslutningstagning på nationalt plan om teknologi.
Samarbejde om sjældne sygdomme på EU-plan med det formål at forbedre forebyggelsen, diagnosticeringen og behandlingen af patienter med sjældne sygdomme i hele EU, herunder EU-portalen for sjældne sygdomme (www.orpha.net), der er en verdensreferencedatabase for sjældne sygdomme.
Kræftforebyggelse og -bekæmpelse ved hjælp af EU-retningslinjer for screening, som skal forbedre den tidlige diagnosticering, således at sygdommen kan erkendes på et tidligt stadium og liv kan reddes, og ved hjælp af udveksling af viden om og bedste praksis for kræftforebyggelse, -forskning og -behandling.
Forbrugerprogrammet
Dette program bygger på det foregående forbrugerprogram og omfatter initiativer til at give forbrugerne større selvstændighed via sikkerhed, information og uddannelse, rettigheder og klageadgang samt håndhævelse. Indsatsen rettes især mod:
Overvågning og håndhævelse af sikkerheden ved hjælp af EU-systemer som f.eks. RAPEX, EU's system for hurtig varsling om farlige forbrugsgoder.
Oplysnings- og uddannelseskampagner med det formål at gøre forbrugerne, ikke mindst de unge forbrugere, opmærksom på deres rettigheder. Det indebærer også, at man fortsat udbygger dokumentationsgrundlaget til støtte for udformning af en bedre forbrugerpolitik på både nationalt plan og på EU-plan med eksempelvis resultattavlen for forbrugermarkederne, der kortlægger de markeder, som svigter forbrugerne i EU.
Vedtagelse af lovgivning om bedre forbrugerrettigheder, f.eks. forbrugerkreditdirektivet, der sikrer, at forbrugere i hele EU har de samme grundlæggende rettigheder, også ret til at få klar og sammenlignelig information, inden de binder sig økonomisk, og klageadgang, hvor der allerede er udført et godt stykke forberedende arbejde, navnlig om alternativ konfliktløsning.
Håndhævelse ved hjælp af "Rent hus"-razziaer, der koordineres af Europa-Kommissionen og udføres samtidigt af de nationale myndigheder for håndhævelse af forbrugerlovgivningen for at finde ud af, hvor forbrugernes rettigheder kompromitteres eller ignoreres.
Baggrund
De nye EU-programmer bygger på de igangværende sundheds- og forbrugerprogrammer, der giver medlemsstaterne en uvurderlig mulighed for at investere i sundhed og forbrugerbeskyttelse. De nuværende programmer løber indtil udgangen af 2013.
De nye sundheds- og forbrugerprogrammer indgår i EU's finansielle prioriteringer for 2014-2020 (EU's flerårige finansielle ramme), som Europa-Kommissionen offentliggjorde i juni.
Procedure/de næste skridt
Forslagene skal nu drøftes i Europa-Parlamentet og Ministerrådet med henblik på vedtagelse inden udgangen af 2013, så de nye sundheds- og forbrugerprogrammer kan iværksættes i 2014.
Forhandlingerne om den flerårige finansielle ramme for hele EU-budgettet fortsætter sideløbende hermed.
Yderligere oplysninger:
Oplysninger om den flerårige finansielle ramme 2014-2020:
http://europa.eu/press_room/press_packs/multiannual_financial_framework_2014_2020/index_en.htm
Oplysninger om sundhedsprogrammet for 2008-2013, "Sammen om sundhed":
http://ec.europa.eu/health/programme/policy/index_en.htm
Oplysninger om forbrugerprogrammet for 2008-2013:
http://ec.europa.eu/consumers/strategy/programmes_en.htm
EU-kommissær John Dallis hjemmeside:
http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/dalli/index_en.htm
Se også MEMO/11/764
Kontaktpersoner: Frédéric Vincent (+32 2 298 71 66) Aikaterini Apostola (+32 2 298 76 24) |