
Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse
Miljø: Kommissionen anmoder Belgien, Danmark, Finland og Sverige om at indføre brugerbetaling for al vandforsyning
Bruxelles, den 27. oktober 2011 – Kommissionen er bekymret over, at Belgien, Danmark, Finland og Sverige ikke har gennemført definitionen af begrebet vandforsyning korrekt og som beskrevet i EU's vandlovgivning – hvilket fører til en uhensigtsmæssig fastsættelse af vandpriserne. På miljøkommissær Janez Potočniks anbefaling sender Kommissionen nu en begrundet udtalelse til disse medlemsstater for at bede dem om at foretage en tilpasning i deres nationale lovgivning. Svarer landene ikke inden for to måneder, vil Kommissionen kunne henvise sagerne til EU-Domstolen.
Vandrammedirektivet er Europas centrale redskab til at beskytte dets vand. Det opstiller rammerne for alle aktiviteter i forbindelse med vandpolitikken. En af de foranstaltninger, der skal træffes for at opfylde dets målsætninger, er forpligtelsen til at indføre brugerbetaling for vandanvendelse efter "forureneren betaler"-princippet.
Belgien, Danmark, Finland og Sverige er af den opfattelse, at brugerbetaling kun bør gælde for drikkevandsforsyning og udledning og behandling af spildevand. Kommissionen anskuer imidlertid vandforsyningen ud fra en bredere synsvinkel, som omfatter vandindvinding til køling af industrianlæg og vanding i landbruget, deponering eller opmagasinering af overfladevand til sejlads, beskyttelse mod oversvømmelse og elproduktion med vandkraft samt brøndboring til landbrugsmæssige eller industrielle formål eller til privat konsum. Ved at udelukke disse aktiviteter fra definitionen af vandforsyning forhindres en fuld og korrekt anvendelse af vandrammedirektivet.
De næste skridt
Belgien, Danmark, Finland og Sverige har to måneder til at bringe sig i overensstemmelse med kravene i direktivet, hvorefter Kommissionen vil kunne henvise sagen til EU-Domstolen. Kommissionen gør sig tilsvarende bekymringer for andre medlemsstaters vedkommende og har allerede udsendt meddelelser til Tyskland, Østrig, Estland, Ungarn og Nederlandene om deres misfortolkning af begrebet vandforsyning.
Baggrund
Vandrammedirektivet, der trådte i kraft i 2000, indeholder regler for en integreret vandforvaltning i vandområdedistrikter i hele EU. Det forpligter medlemsstaterne til at beskytte og genoprette alle grundvandsforekomster og overfladevandområder (vandløb, søer, kanaler og kystvand), så de kan bringes i en god tilstand senest i 2015.
Yderligere oplysninger
http://ec.europa.eu/environment/water/water-framework/index_en.html
Se også:
http://ec.europa.eu/environment/legal/implementation_en.htm
Contacts : Joe Hennon (+32 2 295 35 93) Monica Westeren (+32 2 299 18 30) |