Navigation path

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

EU's udviklingspolitik: Kommissionen vil øge bistandens virkning, koncentrere sig om færre indsatsområder og fokusere på de lande, hvor behovet for bistand er størst

Bruxelles, den 13. oktober 2011 - EU vil ændre prioriteterne for sin udviklingsbistand og styrke fattigdomsbekæmpelsen mest muligt. EU's udviklingskommissær, Andris Piebalgs, fremlagde i dag en dagsorden for ændring af EU's udviklingspolitik og en ny politik for EU's budgetstøtte. Disse dokumenter indeholder en mere strategisk EU-tilgang til fattigdomsbekæmpelse, bl.a. en mere målrettet tildeling af midler.

EU's bistandsbevillinger bør fremover have fokus på indsatsområder, der er afgørende for langsigtet og inklusiv vækst, og være målrettet de lande, hvor behovet for ekstern bistand er størst, og hvor bistand kan gøre en forskel.

"EU tegner sig for over 50 % af den globale bistand og er dermed allerede den største donor i verden. Jeg vil gerne sikre, at EU også forbliver den mest effektive donor," siger EU-kommissær Piebalgs. Han tilføjer: "Vi skal holde trit med udviklingen i verden og tilpasse vores fattigdomsbekæmpelse herefter. Det er grunden til, at jeg i dag foreslår, at vi ændrer fokus for vores bistandsprioriteter og hjælper lande til at skabe bæredygtig og inklusiv vækst. Jeg vil gerne sikre, at hver eneste euro når ud til dem, der har det største behov. Fattigdomsbekæmpelse i udlandet er EU's politik til sikring af en mere stabil og velstående verden."

God regeringsførelse, landbrug, fødevaresikkerhed og ren energi

EU's bistand bør have fokus på indsatsområder, der danner grundlag for inklusiv og bæredygtig vækst. Det drejer sig bl.a. om:

  • god regeringsførelse, herunder respekt for menneskerettigheder og demokrati, ligestilling mellem mænd og kvinder, civilsamfundets rolle og korruptionsbekæmpelse

  • social beskyttelse, sundhed og uddannelse

  • støtte til sikring af et gunstigt erhvervsklima og større regional integration

  • bæredygtigt landbrug og ren energi, som skal sikre et værn mod eksterne kriser og forvandle problemer med fødevaresikkerhed og klimaændringer til vækstmuligheder.

For at generere flere ressourcer vil EU udforske nye måder at finansiere udvikling på, f.eks. ved at kombinere tilskud og lån.

Kommissionen vil også tilskynde EU og medlemsstaterne til sammen at udarbejde strategier for programmer (såkaldt fælles programlægning) og sikre en bedre arbejdsdeling mellem dem for at øge bistandseffektiviteten.

En ny aftalebaseret tilgang for EU's budgetstøtte

En betydelig del af EU-bistanden gives i form af budgetstøtte, dvs. finansielle overførsler til udviklingslandenes statsbudgetter kombineret med politisk dialog, resultatvurdering og kapacitetsopbygning. Kommissionen foreslår en EU-tilgang, der skal gøre budgetstøtten mere effektiv og skabe bedre udviklingsresultater ved at styrke de aftalebaserede partnerskaber med udviklingslandene.

  • Der vil blive indgået en aftale om god regeringsførelse og udvikling i forbindelse med tildeling af generel budgetstøtte, hvor partnerlandet kan vise, at det værner om grundlæggende værdier. EU vil lægge større vægt på menneskerettigheder, demokrati og retsstat ved at fokusere på dialog med partnerlandene, skabe reformincitamenter og kræve, at landene forpligter sig til at respektere grundlæggende værdier.

  • Styrkelsen af sektorielle tjenesteydelser vil ske gennem såkaldte sektorielle reformaftaler. Sektorbudgetstøtte er fortsat et nyttigt redskab, selv når betingelserne for indgåelse af en aftale om god regeringsførelse og udvikling ikke er til stede.

  • Budgetstøtte vil blive anvendt i skrøbelige lande på grundlag af en individuel vurdering af landenes situation for at sikre etableringen af grundlæggende statslige funktioner og støtte til overgangen via såkaldte aftaler om statsopbygning.

Budgetstøtten skal bidrage til bekæmpelsen af korruption og svig og være med til at sikre, at landene kan skabe egne finansielle indtægter og mindske deres afhængighed af bistand i det lange løb.

Baggrund og nye tiltag

I efteråret 2010 iværksatte Europa-Kommissionen en høring om den fremtidige udviklingspolitik og om budgetstøtteinstrumentet. De forslag, der fremsættes i dag, bygger på analysen af feedback fra globale partnere, regeringer, ngo'er og den private sektor.

Forslagene kommer i form af to meddelelser:

  • Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: en dagsorden for forandring

  • EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande

Hovedprincipperne i den 12-punkts-dagsorden for forandring vil gradvist blive afspejlet i den tilbageværende del af den nuværende programlægning og derefter i den kommende EU-programlægning. I foråret 2012 vil Kommissionen anmode EU's udenrigsministre om at godkende EU's nye tilgang til budgetstøtte.

EU som donor

Den Europæiske Union som helhed (medlemsstaterne, EuropeAid, fonde, der forvaltes af Kommissionen) er verdens største yder af officiel udviklingsbistand. EU gav i 2010 53,8 mia. EUR i bistand (over 50 % af verdens samlede bistand). Europa-Kommissionen er ansvarlig for forvaltningen af en årlig bistand på 11 mia. EUR, hvilket gør den til verdens andenstørste donor.

Yderligere oplysninger:

MEMO/11/696

Meddelelserne i deres fulde længde:

1. Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: en dagsorden for forandring

http://ec.europa.eu/europeaid/what/development-policies/documents/agenda_for_change_en.pdf

2. EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande

http://ec.europa.eu/europeaid/how/delivering-aid/budget-support/documents/future_eu_budget_support_en.pdf

Videotale:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/piebalgs/multimedia/videos/index_en.htm

Høring over den fremtidige udviklingspolitik:

http://ec.europa.eu/europeaid/how/public-consultations/5241_en.htm

Høring over budgetstøtteinstrumentet:

http://ec.europa.eu/europeaid/how/public-consultations/5221_en.htm

Webstedet for EuropeAid:

http://ec.europa.eu/europeaid/index_da.htm

Webstedet for EU's kommissær med ansvar for udvikling, Andris Piebalgs:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/piebalgs/

Kontaktpersoner:

Catherine Ray (+32 2 296 99 21)

Wojtek Talko (+32 2 297 85 51)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website