Navigation path

Left navigation

Additional tools

Vinderne af musikprisen European Border Breakers

European Commission - IP/11/1155   06/10/2011

Other available languages: EN FR DE NL IT SV EL PL RO

Europa-kommissionen - Pressemeddelelse

Vinderne af musikprisen European Border Breakers

Bruxelles/Groningen, den 6. oktober 2011 - Vinderne af European Border Breakers' Awards 2012, som uddeles til nye stortalenter inden for europæisk popmusik, blev i dag offentliggjort af Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, og musikfestivalen Eurosonic Noorderslag.

Vinderne af priserne i 2012 er:

  • Elektro Guzzi (Østrig)

  • Selah Sue (Belgien)

  • Agnes Obel (Danmark)

  • Ben l'Oncle Soul (Frankrig)

  • Boy (Tyskland)

  • James Vincent McMorrow (Irland)

  • Afrojack (Nederlandene)

  • Alexandra Stan (Rumænien)

  • Swedish House Mafia (Sverige)

  • Anna Calvi (Det Forenede Kongerige)

"Musik er et universelt sprog, der rører milliarder af mennesker uanset alder eller baggrund. Det er lykkedes for alle vores vindere at nå ud til publikum uden for deres eget land takket være deres talent og energi. Jeg håber, at priserne vil inspirere andre kunstnere til at tage deres musik med ud over grænserne og komme ind på nye markeder", sagde Androulla Vassiliou.

For at komme i betragtning til en pris skulle kunstnerne have opnået succes på tværs af grænserne med deres debutalbum i Europa mellem den 1. august 2010 og den 31. juli 2011. Vinderne er udvalgt på grundlag af oplysninger om digitalt salg og spilletid i radio og tv fra musikmarkedsanalysevirksomheden Nielsen Music Control samt oplysninger om radiospilletid fra radiostationer under European Broadcasting Union (EBU) og oplysninger om live-optrædender på festivaler, der deltager i European Talent Exchange Program (ETEP).

Baggrund

Vinderne modtager deres priser den 11. januar 2012 ved en tv-transmitteret ceremoni, med tv-stjernen og musikeren Jools Holland som vært, under musikfestivalen Eurosonic-Noorderslag i Groningen, Nederlandene. Prisuddelingen – hvor de fleste af vinderne vil optræde – vil blive transmitteret af det nederlandske nationale tv (NOS/NTR) og vil ligeledes blive sendt af europæiske tv-kanaler og radiostationer.

En af vinderne vil også modtage en publikumspris. Fra 1. november til 31. december er der mulighed for at stemme på sin yndlingskunstner på www.ebba-awards.eu. Ved at deltage i afstemningen deltager man samtidig i lodtrækningen om at vinde en rejse til prisuddelingen.

Adele, The Baseballs, Carla Bruni, KT Tunstall, Tokio Hotel, The Ting Tings, Lykke Li, The Script, Milow, Katie Melua, Mumford and Sons og Caro Emerald er blandt de tidligere vindere af prisen.

Prisuddelingen, som finder sted for niende år, finansieres af EU's kulturprogram og tilrettelægges af Eurosonic Noorderslag i partnerskab med EBU. Den støttes af Buma Cultuur, SNN, det nederlandske ministerium for undervisning, kultur og videnskab, provinsen Groningen, Groningen by og European Music Office.

European Talent Exchange Program sørger for, at talentfulde europæiske kunstnere får mulighed for at optræde på en række europæiske sommerfestivaler. Programmet skaber nye muligheder for professionelle i den europæiske musikbranche og bidrager i sidste ende til udviklingen af den europæiske musikindustri.

Den europæiske musikindustri yder et vigtigt bidrag til vækst og beskæftigelse og udgør en væsentlig del af vores kulturelle og kreative industrier, som skaber kvalitetsjob til 8,5 mio. mennesker i EU og står for 4,5 % af Europas BNP. Den samlede værdi af EU's marked for indspillet musik er ca. 6 mia. EUR om året. Det europæiske marked for indspillet musik udgør ca. en femtedel af det samlede musikmarked, som har en værdi på næsten 30 mia. EUR.

Yderligere oplysninger:

Prisuddelingens websted: www.ebba-awards.eu

Den Europæiske Unions kulturportal: http://ec.europa.eu/culture

Kontaktpersoner:

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58)

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)

Eurosonic: Marije Jansen (+31 6 55 80 27 82)


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website