Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Afgift på finansielle transaktioner: Finanssektoren skal betale sin del af regningen

Commission Européenne - IP/11/1085   28/09/2011

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse

Afgift på finansielle transaktioner: Finanssektoren skal betale sin del af regningen

Bruxelles, den 28. september 2011 – Kommissionen har i dag fremsat forslag om en afgift på finansielle transaktioner i Den Europæiske Unions 27 medlemsstater. Afgiften vil blive opkrævet på alle transaktioner med finansielle instrumenter mellem finansielle institutioner, hvor mindst én af transaktionens parter er etableret i EU. Aktie- og obligationshandler vil blive beskattet med 0,1 % og derivatkontrakter med 0,01 %. De årlige indtægter ventes at blive ca. 57 mia. EUR. Kommissionen foreslår, at afgiften træder i kraft den 1. januar 2014.

Der er 2 grunde til, at Kommissionen har besluttet at foreslå en ny afgift på finansielle transaktioner.

  • Den skal for det første sikre, at finanssektoren yder et rimeligt bidrag i en tid med finanspolitisk konsolidering i medlemsstaterne. Finanssektoren var oprindeligt med til at udløse den økonomiske krise. Regeringerne og de almindelige skatteborgere i EU har betalt regningen for de kæmpestore redningsaktioner, der skulle til for at støtte finanssektoren. Endvidere er sektoren i dag underbeskattet i forhold til andre sektorer. Forslaget vil tilvejebringe betydelige ekstra skatteindtægter fra finanssektoren, som vil bidrage til de offentlige finanser.

  • For det andet vil koordinerede rammer på EU-plan være med til at styrke EU's indre marked. 10 medlemsstater har i dag én eller anden form for afgift på finansielle transaktioner. Med forslaget indføres der nye mindstesatser, og forskellige allerede eksisterende afgifter på finansielle transaktioner i EU harmoniseres. Det betyder, at afgiften vil mindske konkurrenceforvridning på det indre marked, forhindre risikable handelsaktiviteter og udgøre et supplement til de reguleringstiltag, som tager sigte på at undgå fremtidige kriser. En afgift på finansielle transaktioner på EU-plan vil styrke EU's position med hensyn til at fremme fælles regler for indførelsen af en sådan afgift på globalt plan, navnlig gennem G20.

Indtægterne fra afgiften vil blive delt mellem EU og medlemsstaterne. En del af afgifterne vil blive anvendt som én af EU's egne indtægter og i et vist omfang reducere de nationale bidrag. Medlemsstaterne kan beslutte at øge deres del af indtægterne ved at sætte afgiften på finansielle transaktioner op.

Algirdas Šemeta, kommissær med ansvar for beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svig, udtalte: "Den Europæiske Union bliver med dette forslag forløber for indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner på globalt plan. Vores projekt er solidt og effektivt. Jeg er ikke i tvivl om, at afgiften lever op til EU-borgernes forventninger om, at den finansielle sektor skal yde et rimeligt bidrag. Jeg er sikker på, at vores partnere i G20 også vil komme frem til, at det er i deres interesse at følge samme vej."

Baggrund:

Som følge af krisen oplevede alle 27 EU-medlemsstater en brat stigning i den offentlige gæld, fra under 60 % af BNP i 2007 til 80 % i de efterfølgende år. Regeringerne har ydet finanssektoren betydelig finansiel støtte. For at redde finanssektoren indgik EU's medlemsstater forpligtelser på 4,6 trillioner EUR under krisen. Sektoren har ydermere nydt godt af lave skatter i de senere år og har årligt haft en skattefordel på ca. 18 mia. EUR på grund af momsfritagelse på finansielle tjenesteydelser. En ny afgift på finanssektoren vil sikre, at de finansielle institutioner bidrager til omkostningerne ved den økonomiske genopretning, og vil forhindre risikable og uproduktive handler.

Det er hensigten, at 85 % af de finansielle transaktioner mellem de finansielle institutioner pålægges afgiften. Borgerne og virksomhederne bliver ikke omfattet af afgiften. Realkreditlån, banklån, forsikringsaftaler og andre almindelige finansielle aktiviteter, som udføres af enkeltpersoner eller mindre virksomheder, bliver ikke berørt af forslaget.

Kommissionen har nu i flere måneder undersøgt spørgsmålet om en beskatning af finanssektoren på EU-plan. I en meddelelse om den flerårige finansielle ramme oplyste Kommissionen den 29. juni 2011, at den ville stille forslag om, at der indføres en afgift på finansielle transaktioner, som bliver opført som en egen indtægt på EU-budgettet (IP/11/799, MEMO/11/468).

Beslutningen blev truffet, efter at de forskellige afgiftsinstrumenter, som kunne få finanssektoren til at bidrage til den økonomiske genopretning i EU, var blevet analyseret.

Siden 2009 har Kommissionen parallelt hermed og sammen med sine internationale partnere i G20 (Pittsburgh, Toronto) undersøgt, hvordan en afgift på finansielle transaktioner kan indføres på globalt plan.

Næste skridt

Forslaget bliver drøftet af alle medlemsstater i EU's Ministerråd, og forelagt af Kommissionen på G20-mødet i november.

Se også MEMO/11/640

Forslaget i dets fulde længde

og den undersøgende analyse af de forskellige beskatningsinstrumenter kan ses på:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/other_taxes/financial_sector/index_en.htm

Algirdas Šemetas, kommissær med ansvar for beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svigs, hjemmeside:

http://ec.europa.eu/commission_2010-2014/semeta/index_en.htm

Kontaktpersoner :

David Boublil (+32 2 296 55 73)

Natasja Bohez Rubiano (+32 2 296 64 70)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site