Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-kommissionen - Pressemeddelelse

Modernisering og beskæftigelsesevne er kernen i den nye reformstrategi for de videregående uddannelser

Bruxelles, den 20. september 2011 – Som led i Europas strategi for vækst og beskæftigelse fremlagde Europa-Kommissionen i dag en reformstrategi for at øge antallet af højtuddannede, forbedre kvaliteten af undervisningen og få det maksimale ud af det, som de videregående uddannelser kan bidrage med for at få EU's økonomi styrket ud af krisen. Strategien udpeger de prioriterede områder, hvor EU-landene skal styrke deres indsats for at opnå fælles uddannelsesmål, og fastsætter, hvordan Den Europæiske Union kan støtte landenes moderniseringspolitikker. Af initiativer på EU-plan kan bl.a. nævnes en flerdimensionel rangordning af universiteter, så de studerende bedre kan se, hvilke kurser der er bedst for dem, og Erasmus-masters garantiordning for lån til studerende, der tager en fuldstændig mastergrad i udlandet.

Der findes i Den Europæiske Union rundt regnet 4 000 universiteter og andre videregående uddannelsesinstitutioner og over 19 mio. studerende. I de senere år er de videregående uddannelsesinstitutioners antal og forskelligartethed samt antallet af studerende øget væsentligt. Men finansiering, styringsstruktur og studieordninger er ofte ikke fulgt med udviklingen. De videregående uddannelser er ikke gode nok til at uddanne personer med de kompetencer, der skal til for at skabe arbejdspladser og vækst. Og på verdensplan øger Europas konkurrenter, navnlig de nye vækstøkonomier, hurtigt deres investeringer i videregående uddannelser.

Androulla Vassiliou, EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom, sagde ved fremlæggelsen af strategien: "De videregående uddannelser er en stærk drivkraft for økonomisk vækst og kan skabe højere levestandard og bedre muligheder for folk. De er også den bedste forsikring mod arbejdsløshed. Alligevel er der for mange nyuddannede, der har svært ved at finde et kvalitetsarbejde eller et arbejde i det hele taget. Det er nødvendigt, at vi reformerer de videregående uddannelser – og erhvervsuddannelserne – således, at vores unge mennesker får de kompetencer, der er nødvendige for, at de kan udnytte deres potentiale både med hensyn til udvikling og beskæftigelsesevne."

Baggrund

Der er blandt andet brug for yderligere reformer på følgende prioriterede områder:

  • øge antallet af højtuddannede, tiltrække et bredere tværsnit af samfundet til de videregående uddannelser og mindske frafaldet på de videregående uddannelser

  • forbedre de videregående uddannelsers kvalitet og relevans, så studieordningerne dækker de enkeltes, arbejdsmarkedets og fremtidens behov, samt stimulere og belønne høj kvalitet i undervisning og forskning

  • give studerende flere muligheder for at erhverve yderligere kvalifikationer gennem studier eller uddannelse i udlandet og tilskynde til tværnationalt samarbejde for at forbedre resultaterne inden for de videregående uddannelser

  • uddanne flere forskere for at forbedre grundlaget for fremtidens erhvervsliv

  • styrke forbindelserne mellem uddannelse, forskning og erhvervslivet for at øge ekspertisen og fremme innovationen

  • sikre en effektiv finansiering, gøre styringen af de videregående uddannelser mere fleksibel og investere i kvalitetsuddannelser, der matcher arbejdsmarkedets behov.

Mange EU-lande prioriterer moderniseringen af deres videregående uddannelsessystemer, men der sker fortsat ikke en tilstrækkelig god udnyttelse af de muligheder, som de europæiske højere uddannelsesinstitutioner har for at bidrage til Europas velstand og udfylde deres bredere rolle i samfundet. Derfor er uddannelse kernen i Europa 2020-strategien, hvis mål er, at 40 % af Europas unge skal have en videregående uddannelse inden udgangen af dette årti (33,6 % i 2010).

Kommissionen fremlagde i juli sine forslag til det næste flerårige EU-budget (2014-2020), som lægger op til betydelige stigninger på uddannelses- og ungdomsområdet (+73 %) og inden for forskning (+46 %) i erkendelse af disse områders store betydning for væksten. Dagsordenen for reform og modernisering af de videregående uddannelser vil være vejledende for udgiftsprioriteringen i EU's programmer til støtte for reformer.

Kommissionens reformstrategi er udformet på baggrund af analyser, undersøgelser og høringer af højere uddannelsesinstitutioner, lærere, forskere, studerende, erhvervslivet, fagforeninger, regeringer og internationale organer. Den ledsages af et arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene, som ser nærmere på den seneste udvikling inden for de højere uddannelsessystemer, og undersøgelsen "Moderniseringen af de videregående uddannelser i Europa: finansiering og den sociale dimension" om tendenser i finansieringen af de videregående uddannelser og politikker for åbning af adgang til de videregående uddannelser (IP/11/1037).

Yderligere oplysninger:

MEMO/11/613 – Modernisering af de videregående uddannelser – fakta og tal

MEMO/11/615 – En EU-strategi for modernisering af de videregående uddannelser – spørgsmål og svar

Meddelelse: EU's strategi for modernisering af de videregående uddannelser:

http://ec.europa.eu/education/higher-education/doc/com0911_en.pdf

Statistik – Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om den seneste udvikling i de europæiske videregående uddannelsessystemer:

http://ec.europa.eu/education/higher-education/doc/wp0911_en.pdf

Eurydice-undersøgelsen "Modernisering af de videregående uddannelser i Europa: finansiering og den sociale dimension":

http://eacea.ec.europa.eu/education/eurydice/thematic_studies_en.php

Europa-Kommissionen: Videregående uddannelser:

http://ec.europa.eu/education/lifelong-learning-policy/doc62_en.htm

Kommissionens forslag om uddannelse og ungdom i det næste EU-budget: IP/11/857

Kontaktpersoner:

Dennis Abbott (+32 2 295 92 58)

Dina Avraam (+32 2 295 96 67)


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site