Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/921

Bruxelles, den 13. juli 2010

EU-landene får det fulde ansvar for dyrkning af gmo'er på deres område

Kommissionen har i dag foreslået, at EU-landene får frihed til at tillade, begrænse eller forbyde dyrkning af genetisk modificerede organismer (gmo'er) i dele af eller på hele deres område. Den vedtagne pakke, som ikke rører ved EU's videnskabeligt baserede system for godkendelse af gmo'er, består af en meddelelse, en ny henstilling om gmo-afgrøders sameksistens med konventionelle og/eller økologiske afgrøder og et udkast til forordning med et forslag til en ændring af gmo-lovgivningen. Med den nye henstilling om sameksistens får EU-landene større fleksibilitet, så de bedre kan tage hensyn til deres lokale, regionale og nationale forhold, når de vedtager sameksistensforanstaltninger. Den foreslåede forordning ændrer direktiv 2001/18/EF, så EU-landene får mulighed for at begrænse eller forbyde gmo-dyrkning på deres område.

EU-kommissær for sundhed og forbrugere, John Dalli, udtalte: "I marts i år lovede Kommissionen at forelægge et sammenhængende forslag om en fremtidig politik for gmo-dyrkning, før sommeren var ovre. I dag indfrier vi det løfte. De konkrete forslag, der er vedtaget i dag, vil give EU-landene mulighed for selv at træffe beslutning om gmo-dyrkning. Den hidtidige erfaring med gmo'er viser, at EU-landene har brug for større fleksibilitet til at koordinere gmo'ernes sameksistens med andre typer afgrøder som f.eks. konventionelle og økologiske afgrøder." Kommissæren tilføjede: "At give fuld valgfrihed i praksis på et andet grundlag end en videnskabelig vurdering af sundheds- og miljømæssige risici kræver også en ændring af gældende lovgivning. Jeg vil gerne understrege, at der ikke på nogen måde røres ved EU's godkendelsesordning, som er baseret på solid videnskabelig dokumentation." Han sluttede således: "Dette betyder, at en meget omhyggelig sikkerhedsvurdering og et forstærket overvågningssystem prioriteres højt i gmo-dyrkningen, og der arbejdes derfor ihærdigt med disse elementer. Kommissionen agter at følge op på disse opgaver inden årets udgang."

Fra i dag arbejder vi med en mere fleksibel tilgang til dyrkning:

Den strenge godkendelsesordning, der allerede anvendes, og som er baseret på videnskabelig dokumentation, sikkerhed og valgmuligheder for forbrugeren, forbliver den samme.

Med den nye valgfrihed, som EU-landene får til at træffe beslutning om dyrkning, sendes der et stærkt signal til borgerne om, at Europa tager hensyn til deres ønsker, som kan variere fra det ene land til det andet, med hensyn til gmo'er. Målet med den nye tilgang er at skabe den rette balance mellem opretholdelse af en EU-godkendelsesordning og frihed for EU-landene til selv at træffe beslutning vedrørende dyrkning af gmo'er på deres område. Med forslaget følges der op på de politiske retningslinjer, som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fremlagde i september 2009. At indarbejde en sådan valgfrihed i lovrammen for gmo'er burde sikre, at godkendelsesordningen for gmo'er kan fungere effektivt. Som et første skridt i henhold til gældende lovgivning skal dagens nye henstilling om retningslinjer for udvikling af nationale sameksistensforanstaltninger erstatte den foregående henstilling fra 2003.

Ifølge den foregående henstilling hang fastsættelsen af sameksistensforanstaltninger direkte sammen med overholdelsen af tærskelværdien på 0,9 % for mærkning af GM-fødevarer, GM-foder eller GM-produkter bestemt til direkte forarbejdning. EU-landene fik det råd at begrænse sameksistensforanstaltningerne (f.eks. afstanden mellem GM-marker og ikke-GM-marker) til overholdelse af grænsen på 0,9 % forekomst i andre afgrøder.

Erfaringen fra de senere år har vist, at det potentielle indtægtstab for producenter, der ikke dyrker GM-afgrøder, såsom økologiske og somme tider konventionelle producenter, ikke er begrænset til overskridelse af tærskelværdien for mærkning. I visse tilfælde kan forekomsten af gmo'er i visse fødevareprodukter skade producenter, der ønsker at markedsføre deres produkter som gmo-frie.

De ikke-bindende retningslinjer i den nye henstilling om sameksistens giver bedre oplysning om den mulighed, EU-landene i henhold til gældende lovgivning (artikel 26a i direktiv 2001/18/EF) har for at træffe foranstaltninger til at forhindre utilsigtet forekomst af gmo'er i konventionelle og økologiske afgrøder. Dette giver også plads til foranstaltninger, der har til formål at begrænse forekomsten af gmo'er i konventionelle fødevarer og foderstoffer til niveauer, der ligger under tærskelværdien på 0,9 % for mærkning. I henstillingen præciseres det desuden, at EU-landene kan etablere "gmo-frie" områder, og den nye henstilling giver EU-landene bedre vejledning i, hvordan de udvikler sameksistensforanstaltninger. Det Europæiske Kontor for Sameksistens vil fortsat samarbejde med EU-landene om at udvikle bedste praksis for sameksistens og udarbejde tekniske retningslinjer om spørgsmål i tilknytning hertil.

Retssikkerhed for fremtiden:

Forslaget om ændring af direktiv 2001/18/EF sigter mod at skabe retssikkerhed for EU's medlemslande, når de skal træffe beslutning vedrørende gmo-dyrkning på et andet grundlag end en videnskabelig vurdering af sundheds- og miljømæssige risici. Kommissionen foreslår med dette for øje at tilføje en ny artikel (26b), som ville finde anvendelse på alle gmo'er, der godkendes til dyrkning i EU i henhold til enten direktiv 2001/18/EF eller forordning (EF) nr. 1829/2003. Det vil være muligt for EU-landene at begrænse eller forbyde dyrkning af gmo'er i dele af eller på hele deres område uden at skulle gøre brug af beskyttelsesklausulen. Deres beslutninger vil ikke skulle godkendes af Kommissionen, men EU-landene vil skulle orientere de øvrige EU-lande og Kommissionen om vedtagelsen af sådanne foranstaltninger en måned i forvejen. EU-landene vil ligeledes skulle respektere de almindelige principper i traktaterne og principperne for det indre marked, ligesom de skal overholde EU's internationale forpligtelser.

Samtidig vil EU's godkendelsesordning, som er baseret på videnskabelig vurdering af sundheds- og miljømæssige risici, blive opretholdt og yderligere styrket, så det sikres, at forbrugerne beskyttes, og at det indre marked for såvel GM-frø og ikke-GM-frø som for GM-fødevarer og –foder fungerer.

Det lovgivningsmæssige forslag vedtages ved fælles beslutningstagning i Europa-Parlamentet og Rådet.

Yderligere oplysninger:

MEMO/10/325

http://ec.europa.eu/food/food/biotechnology/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website