Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/918

Bruxelles, den 12. juli 2010

Nye forslag fra Kommissionen om, hvordan man kan forbedre beskyttelsen af forbrugerne og øge tilliden til finanssektoren

Som led i sine bestræbelser på at gøre det finansielle system mere sikkert og robust og dermed forhindre en ny krise og genskabe forbrugernes tillid har Europa-Kommissionen i dag fremsat forslag til en række ændringer af de eksisterende EU-regler for at øge beskyttelsen af bankkunder og private investorer. Den har desuden lanceret en offentlig høring om mulighederne for at forbedre beskyttelsen af forsikringstagere, herunder muligheden for at indføre forsikringsgarantiordninger i samtlige medlemsstater. For personer med en bankkonto betyder de foranstaltninger, der er blevet truffet i dag, at hvis deres bank krakker, vil de få udbetalt deres penge hurtigere (inden for syv dage), være bedre dækket (op til 100 000 EUR) og modtage bedre information om, hvordan og hvornår de er beskyttet. For investorer, der bør brug af investeringsservice, foreslår Kommissionen, at de ydes hurtigere erstatning, hvis et investeringsfirma ikke er i stand til at genudbetale investors aktiver som følge af svig, administrativ forsømmelse eller operationelle fejl, og erstatningsniveauet skal hæves fra 20 000 EUR til 50 000 EUR. Investorer vil også modtage bedre information om, hvornår erstatningsordningen finder anvendelse, og de vil være bedre beskyttet mod misbrug, når deres aktiver er i en tredjeparts besiddelse - som i den nylige Madoff-sag. Forslagene, der er helt på linje med EU's forpligtelser inden for rammerne af G20, er nu sendt til behandling i Europa-Parlamentet og Ministerrådet.

Michel Barnier, der er kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, udtalte ved præsentationen af forslagene: "Vedtagelsen af denne pakke i dag markerer Kommissionens seneste bestræbelse på at gøre det finansielle system i Europa mere gennemsigtigt og ansvarligt for dermed at kunne forhindre og tackle fremtidige kriser. De europæiske forbrugere fortjener bedre. De skal have sikkerhed for, at deres opsparing, investeringer og forsikringspolicer er beskyttet, uanset hvor de er baseret i Europa. For at virkeliggøre dette mål opfordrer jeg nu Europa-Parlamentet og Rådet til hurtigt at godkende denne pakke."

Beskyttelse af opsparinger

Den seneste finanskrise viste endnu engang, hvor sårbare bankerne er over for risikoen for "bankflugt" som følge af, at kontohaverne ikke mener, at deres penge er i sikkerhed, og derfor alle forsøger at hæve dem på én gang. Siden 1994 har et direktiv (94/19/EF) sikret, at der i alle medlemsstater findes et sikkerhedsnet for kontohavere. Hvis en bank må lukke, skal de nationale indskudsgarantiordninger yde bankens kontohavere erstatning op til et bestemt niveau.

Da finanskrisen ramte os i 2008, blev der foretaget en række hurtige ændringer. Dækningsniveauet blev hævet til 100 000 EUR (i to omgange), og det blev besluttet at afskaffe muligheden for coassurance (hvor bankkunder ikke får fuld erstatning, men selv må bære en vis procentdel af tabet, selv når deres tab ligger under dækningsniveauet). Da der er blevet afsløret andre mangler ved de eksisterende ordninger, foreslår Kommissionen nu en komplet ændring af direktivet fra 1994, også for at sikre, at vi tager ved lære af alt det, der er sket under denne krise.

De vigtigste elementer i forslaget er følgende:

  • Bedre dækning: Forhøjelsen til 100 000 EUR inden årets udgang er nu bekræftet. Det betyder, at 95 % af alle bankkontohavere i EU får deres opsparede penge tilbage, hvis deres bank krakker. Dækningen omfatter nu små, mellemstore og store virksomheder såvel som alle valutaer. Finansieringsinstitutters og offentlige myndigheders indskud samt strukturerede investeringsprodukter og gældsbeviser er ikke omfattet af dækningen.

  • Hurtigere udbetalinger: Kontohaverne vil få refunderet deres penge i løbet af syv dage. Det er en væsentlig forbedring, da mange kontohavere i dag må vente i uger, ja måneder, før de får deres penge tilbage. For at kunne udbetale pengene så hurtigt skal tilsynsmyndighederne på et tidligt tidspunkt underrette lederne af indskudsgarantiordninger om problemer i banker. Bankerne skal i deres regnskaber angive, om indskuddene er beskyttet eller ej.

  • Mindre bureaukrati: Hvis du f.eks. bor i Portugal og har en konto i en kriseramt bank med hovedsæde i Sverige, skal den portugisiske ordning på eget initiativ yde dig erstatning og fungere som dit kontaktpunkt. Den svenske ordning vil derpå refundere den portugisiske ordning. Dette vil repræsentere en kraftig forbedring i forhold til situationen i dag, hvor al korrespondance skal gå gennem ordningen i det land, hvor banken har hovedsæde. Det betyder mindre bureaukrati og hurtigere udbetalinger.

  • Bedre information: Bankkontohavere vil blive bedre underrettet om, hvad deres ordning dækker, og hvordan den virker. Hertil vil der blive benyttet en fælles og letforståelig model, og oplysningerne vil også fremgå af deres kontoudskrifter.

  • Langsigtet og ansvarlig finansiering: Der kan herske tvivl om, hvorvidt de eksisterende indskudsgarantiordninger er korrekt finansierede. Disse nye forslag vil sikre en mere solid finansiering, som vil foregå i fire skridt. I første omgang tilføres ordningen en solid reserve. Dernæst, hvis det viser sig nødvendigt, kan denne suppleres med ekstra bidrag. Hvis der er behov for endnu andre midler, kan ordningerne låne et begrænset beløb hos andre ordninger ("gensidig låntagning"). Endelig kan der for det fjerde og som en sidste udvej benyttes andre finansieringsarrangementer til opbygning af en sikkerhedsreserve. Bidragene vil som i dag stamme fra bankerne selv. De vil dog blive beregnet på en mere retfærdig måde, da de vil blive reguleret i forhold til den risiko, som de enkelte banker udgør.

Europæerne vil ikke blot blive sikret en bedre beskyttelse af deres penge. Nu kan de også vælge den bedste opsparingsordning i et hvilket som helst EU-land uden at skulle bekymre sig om forskelle i beskyttelsesniveau. Forslaget vil også være til fordel for bankerne, da de vil kunne udbyde konkurrencedygtige produkter i hele EU uden at blive hæmmet af sådanne forskelle. Desuden vil forbedringen af finansieringen af garantiordninger være til fordel for skatteyderne, da den vil mindske behovet for interventioner fra statens side.

De fleste af forbedringerne vil allerede kunne træde i kraft i 2012 og 2013 og vil komme til at gælde i alle EU-medlemsstaterne samt i Norge, Island og Liechtenstein, når først ændringerne er indarbejdet i EØS-aftalen.

Se også MEMO/10/318

Beskyttelse af investeringer

Siden 1997 har direktivet om investorgarantiordninger beskyttet investorer, der gør brug af investeringsservice i Europa, idet det sikrer dem erstatning i tilfælde af, at et investeringsselskab ikke kan returnere aktiver tilhørende investorerne. Dette kan f.eks. ske i tilfælde af svig eller uagtsomhed i et selskab, eller hvis der er fejl i eller problemer med selskabets systemer. Der er ikke tale om beskyttelse mod investeringsrisici som sådan. Der findes nu 39 investorgarantiordninger i EU's 27 medlemsstater.

Kommissionen har de seneste år modtaget adskillige klager over anvendelsen af direktivet i nogle medlemsstater. Disse klager har drejet sig om f.eks. ordninger med utilstrækkelige midler til at kunne imødekomme erstatningskrav eller ordninger, der er meget længe om imødekomme krav.

Det forslag, der fremlægges i dag, skal sikre, at reglerne vedrørende investorbeskyttelse bliver mere effektive, at der gælder de samme spilleregler med hensyn til den type af finansieringsinstrumenter, der beskyttes, at finansieringen er tilstrækkelig, og at der er indrettet de nødvendige systemer til sikring af, at investorerne modtager erstatning.

De vigtigste elementer i forslaget er følgende:

  • Bedre dækning: Det aktuelle minimumsgarantiniveau er på 20 000 EUR. Ifølge Kommissionens forslag vil det blive hævet til 50 000 EUR pr. investor.

  • Hurtigere udbetalinger: Under den gældende lovgivning kan der undertiden gå flere år, før investor modtager nogen form for erstatning. Dette bliver ændret med Kommissionens nye forslag, ifølge hvilket investorerne skal modtage erstatning senest ni måneder efter, at investeringsselskabet er krakket. Denne tidshorisont er nødvendig for at give de kompetente myndigheder mulighed for at undersøge sagen og tage stilling til de enkelte investorers krav.

  • Bedre information: Investorerne skal modtage klarere og mere udførlig information om, hvordan deres aktiver er dækket. Eksempelvis er investeringsrisici - dvs. den risiko, der består i, at en investering mister værdi på grund af et vigende aktiemarked, eller at en udsteder går konkurs – ikke omfattet af direktivet.

  • Langsigtet og ansvarlig finansiering: Siden 1997 har der i medlemsstaterne været en række tilfælde med utilstrækkeligt finansierede garantiordninger, der ikke har været i stand til at yde investorerne erstatning for de aktiver, de har mistet. I henhold til Kommissionens forslag vil der blive indført en regel om, at en garantiordning skal være ledsaget af en fond af en vis minimumsstørrelse, og at denne skal være fuldt finansieret. Om nødvendigt kan en garantiordning låne et begrænset beløb hos andre ordninger, og der vil også være andre finansieringsmuligheder ("gensidig låntagning"). Bidragene vil stamme fra investeringsselskaberne selv.

  • Bredere beskyttelse: I dag er investorerne ikke nødvendigvis beskyttet, hvis investeringsselskabet benytter en tredjepart til opbevaring af kundernes aktiver, og denne tredjepart går konkurs og ikke kan returnere de investerede aktiver. Tilsvarende kan indehavere af andele i investeringsfonde lide tab, hvis en af fondens depositarer eller underordnede depositarer ikke kan opfylde sine forpligtelser. Madoff-sagen fra 2008 om investeringssvig er et nyligt eksempel herpå. Kommissionen foreslår nu, at også sådanne situationer skal være dækket af de nye regler.

De fleste af forbedringerne vil allerede kunne træde i kraft i 2012 og vil komme til at gælde i alle EU-medlemsstaterne samt i Norge, Island og Liechtenstein, når først ændringerne er indarbejdet i EØS-aftalen.

Se også MEMO/10/319

Forbedret beskyttelse af forsikringstagere

Forsikringsgarantiordninger yder forbrugerne beskyttelse i sidste instans, når forsikringsselskaber ikke er i stand til at opfylde deres kontraktlige forpligtelser. De beskytter således forsikringstagerne mod risikoen for misligholdelse af fordringer, hvis et forsikringsselskab må lukke.

Forsikringsgarantiordninger kan yde beskyttelse ved at udbetale erstatning til forbrugerne eller ved at sikre, at deres forsikringsaftale kan køre videre, f.eks. ved at gøre det muligt at overføre policer til et solvent forsikringsselskab eller til selve garantiordningen. I modsætning til bank- og værdipapirsektoren findes der p.t. ingen europæisk lovgivning om garantiordninger inden for forsikringssektoren. I dag er der tolv medlemsstater, der har indført en eller flere forsikringsgarantiordninger, der dækker livsforsikrings- og/eller skadesforsikringsaftaler. De afviger ikke blot fra hinanden med hensyn til f.eks. beskyttelsesniveau og begunstigelsesregler, men også med hensyn til, hvornår de skal intervenere, og hvordan de skal finansieres.

Den hvidbog, der er blevet vedtaget i dag, indeholder Kommissionens bud på, hvordan man kan sikre forbrugerne en fair og komplet beskyttelse i EU, og hvordan man kan beskytte skatteyderne mod at skulle betale regningen, hvis et forsikringsselskab går konkurs. Det foreslås således, at der vedtages et direktiv om indførelse af forsikringsgarantiordninger i samtlige medlemsstater, der skal overholde bestemte minimumskrav. Hvidbogen om forsikringsgarantiordninger er sendt i høring, og alle interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og levere andet input senest den 30. november 2010.

Se også MEMO/10/320

Andre oplysninger:

Indskudsgarantiordninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/bank/guarantee/index_en.htm

Investorgarantiordninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/securities/isd/investor_en.htm

Forsikringsgarantiordninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/insurance/guarantee_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website