Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Kommissionen ajourfører listen over luftfarts­selskaber med flyveforbud i EU

Commission Européenne - IP/10/892   06/07/2010

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/10/892

Bruxelles, den 6. juli 2010

Kommissionen ajourfører listen over luftfarts­selskaber med flyveforbud i EU

Europa-Kommissionen har ajourført listen over luftfartsselskaber med flyveforbud i EU, så den nu også omfatter et luftfartsselskab fra Surinam, og driftsrestriktionerne over for Iran Air er udvidet. Desuden er to selskaber fra Indonesien slettet af listen.

Næstformand Siim Kallas med ansvar for transport udtalte: "Vi kan ikke gå på kompromis, når det gælder luftfartssikkerheden. Hvis vi har bevis for, at et luftfartsselskab ikke opfylder sikkerhedskravene, eller hvis myndighederne ikke opfylder deres forpligtelse til at håndhæve sikkerhedsstandarderne, må vi skride ind for at garantere luftfartssikkerheden for de europæiske flypassagerer. Vi er rede til at støtte de lande, som har brug for og ønsker at opbygge teknisk og administrativ kapacitet for at garantere den højeste sikkerhedsstandard inden for civil luftfart. Kommissionen arbejder tæt sammen med Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) for yderligere at styrke indsatsen i form af teknisk bistand."

Med denne 14. ajourføring af listen over selskaber med flyveforbud er flyselskabet Blue Wing Airlines fra Surinam tilføjet til listen, efter at en medlemsstat har truffet forholdsregler som følge af en række uheld, som dette selskab har været udsat for, og alvorlige mangler, der er afsløret ved rampeinspektioner af dets fly.

På grundlag af resultaterne af besøg i Iran, som eksperter fra medlemsstaterne og EASA har foretaget under Kommissionens ledelse for at kontrollere, om Iran Air har gennemført de foranstaltninger, som Irans civilluftfartsorganisation og luftfartsselskabet bebudede på sidste møde i Udvalget for Luftfartssikkerhed i marts 2010, vedtog udvalget enstemmigt at udvide driftsbegrænsningerne over for Iran Air til at omfatte et flyveforbud for dets flåde af Airbus A-320 og Boeing B-727 og B-747. Kommissionen vil fortsat nøje overvåge sikkerhedsforholdene omkring selskabets drift ved hjælp af rampeinspektioner af de af dets fly, der må flyve i EU. Desuden vil den styrke samrådet med civilluftfartsorganisationen i Iran for at finde holdbare løsninger på de konstaterede sikkerhedsproblemer, om muligt gennem teknisk bistand.

Med denne ajourføring har Kommissionen også anerkendt, at der er sket forbedringer i de indonesiske luftfartsmyndigheders tilsyn. Disse forbedringer har gjort det muligt for Luftfartssikkerhedsudvalget at slette de to indonesiske selskaber af listen: Metro Batavia og Indonesia Air Asia.

Kommissionen glæder sig ligeledes over de fremskridt, som luftfartsmyndighederne i Gabon har gjort med gennemførelsen af en korrigerende handlingsplan, der skal afhjælpe de mangler, som ICAO har konstateret. Det er derfor besluttet at tillade selskabet Afrijet, der har tilladelse til at drive luftfart i EU under visse begrænsninger – at tilføje endnu et fly til sin flåde til dette formål.

I forbindelse med denne ajourføring tilskyndes luftfartsmyndighederne i Albanien til at skærpe tilsynet med alle luftfartsselskaber og fortsætte gennemførelsen af den handlingsplan, der blev opstillet efter aftale med Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur, samt navnlig sætte ind på de områder, hvor der er sikkerhedsproblemer, og fremskynde opbygningen af teknisk og administrativ kapacitet.

I dag omfatter EU's liste fire selskaber med totalt driftsforbud i EU: Ariana Afghan Airlines fra Afghanistan, Blue Wing Airlines fra Surinam, Siem reap Airways International fra Cambodia og Silverback Cargo Freighters fra Rwanda. Derudover er der pålagt flyveforbud i EU for alle luftfartsselskaber fra 17 lande – 278 selskaber i alt: Angola, Benin, Den Demokratiske Republik Congo, Djibouti, Ækvatorialguinea, Gabon (med undtagelse af tre luftfartsselskaber, der opererer med visse begrænsninger og betingelser), Indonesien (med undtagelse af seks luftfartsselskaber, for hvilke alle begrænsninger er hævet), Kasakhstan (med undtagelse af ét luftfartsselskab, der opererer med visse begrænsninger og betingelser), Den Kirgisiske Republik, Liberia, Filippinerne, Republikken Congo, Sierra Leone, São Tomé og Príncipe, Sudan, Swaziland og Zambia. Der er 9 luftfartsselskaber, der har tilladelse til at operere under visse begrænsninger og betingelser: Air Koryo fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea, TAAG Angola Airlines og Air Astana fra Kasakhstan, Iran Air fra Iran, Gabon Airlines, Afrijet og SN2AG fra Gabon, Air Service Comores og Ukrainian Mediterranean Airlines fra Ukraine.

Listen findes på Kommissionens websted:

http://ec.europa.eu/transport/air-ban/list_en.htm


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site