Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/852

Bruxelles, den 29. juni 2010

Transport: Kommissionen indleder en oplysningskampagne om passagererrettigheder

Takket være den oplysningskampagne, som Kommissionen i dag indleder i hele EU på 23 sprog, vil tog- og flypassagerer få lettere ved at få kendskab til deres rettigheder. Selvom Kommissionen i de seneste år har vedtaget lovgivning for at sikre lige vilkår for fly- og togpassagerer i hele EU, er det endnu ikke alle passagerer, der kender deres rettigheder. For at ændre på dette vil der fra i dag i alle lufthavne og på alle togstationer i alle medlemsstaterne være anbragt plakater, der oplyser rejsende om deres rettigheder inden ferieperiodens start. Derudover vil rejsende også have adgang til gratis foldere og et til formålet oprettet websted med information på alle de officielle EU-sprog.

Næstformand for Kommissionen med ansvar for transport, Siim Kallas, sagde i den forbindelse: "Millioner af europæere er ved at forberede sig på at tage på en velfortjent sommerferie. Vi ønsker, at det skal være så let som muligt for dem at rejse og informerer dem derfor om deres rettigheder og om, hvor de kan henvende sig, hvis de får brug for det. Man kan aldrig få for mange oplysninger om dette. Vi håber, at vi ved hjælp af iøjnefaldende plakater i lufthavne overalt i Europa, foldere og information på internettet på alle EU-sprog kommer til at nå millioner af rejsende passagerer her i sommer og i månederne derefter.

Som led i Kend dine rettigheder som passager-kampagnen er der oprettet et websted: http://ec.europa.eu/passenger-rights. Her kan man se, hvilke rettigheder man som rejsende har ved hver transportform. Derudover vil der på alt fra togstationer til lufthavne være foldere og plakater med information om grundlæggende rettigheder. Oplysningerne gives på alle officielle EU-sprog, så alle kan blive informeret på deres eget sprog.

I passagerrettighederne indgår de rettigheder, man har, når noget går galt under rejsen, for eksempel når rejsen forsinkes eller aflyses, eller når bagagen forsvinder eller beskadiges. Med rettighederne sikres også lige behandling af passagerer med handicap eller nedsat mobilitetsevne.

Kommissionen arbejder nu med at udvide passagerrettighederne til andre transportformer og har fremlagt tilsvarende forslag for passagerer, som rejser ad søvejen eller de indre vandveje og for dem, der rejser med bus. Alt efter udviklingen i Europa-Parlamentets og Rådets lovgivningsmæssige arbejde vil forslagene kunne blive vedtaget allerede i år.

Så snart forslagene vedtages, vil passagerne blive informeret via denne kampagne, som løber i to år.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website