Navigation path

Left navigation

Additional tools

Intellektuelle ejendomsrettigheder: Europa-Parlamentet og Kommissionen uddeler præmier til vinderne af ægte kopi-konkurrencen

European Commission - IP/10/785   23/06/2010

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/10/785

Bruxelles, den 23. juni 2010

Intellektuelle ejendomsrettigheder: Europa-Parlamentet og Kommissionen uddeler præmier til vinderne af ægte kopi-konkurrencen

Michel Barnier, kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, og medlemmer af Europa-Parlamentet uddelte i dag præmier til vinderne af ægte kopi-konkurrencen for skoler. Konkurrencen gik ud på at designe et logo til det europæiske observatorium for forfalskninger og piratkopier eller plakater, kortfilm, spil og andre materialer om forfalskninger og piratkopi­ering, og den blev igangsat af Europa-Parlamentet og Europa-Kommis­sionen. Konkurren­cen var et første skridt i en større bevågenhedsskabende kampagne, som Den Europæiske Union lancerer for at gøre europæerne opmærksomme på farerne ved forfalskninger og piratkopierede varer og deres skadevirkninger for forbrugerne og økonomien. Vinderne blev indbudt til en præmieoverræk­kelses­ceremoni i Europa-Parlamentet i Bruxelles.

Michel Barnier, kommissær for det indre marked og tjenesteydelser, udtalte: "Jeg glæder mig over, at den unge generation har vist stor interesse for at deltage i denne konkurrence. Alle uanset alder kan bidrage til at bekæmpe handel med forfalskninger og piratkopierede varer, som er en trussel mod vores sikkerhed og vores personlige og økonomiske velbefindende. Det er meget vigtigt, at vi i fællesskab udvikler initiativer af denne type for at bekæmpe dette skadelige fænomen. Øget opmærksomhed og bevidstgørelse af unge om farerne ved at købe og bruge forfalskede produkter er afgørende. Denne konkurrence viser, at budskabet om at beskytte og håndhæve intellektuelle ejendomsrettigheder ikke nødvendigvis bør udbredes med en løftet pegefinger, og at det kan gøres morsomt og interessant. På den måde kan vi øge forståelsen af problemstillingen hos en ny generation af EU-forbrugere".

Ægte kopi-konkurrencen blev afholdt i hele EU i perioden marts-juni 2010, og målgruppen var skoleelever i alderen 10-15 år. Unge i hele EU fik mulighed for at udforme plakater, korte videoer, spil, tegneserier eller andet undervisningsmateriale, som viser konsekvenserne af forfalskning og piratkopiering. Deltagerne kunne også designe et vinderlogo til det europæiske observatorium for forfalskninger og piratkopier.

Der er modtaget i hundredvis af forslag fra hele Europa, og en uafhængig jury udvalgte vinderbidragene.

  • Vinderne af den første kategori for bedste "logo/plakat" til det europæiske observatorium for forfalskninger og piratkopier, som fremover vil blive anvendt på alle observatoriets materialer:

1. plads – 1st High School of Triandria (Grækenland)

2. plads – IES Sabinar-Roquetas de Mar (Almería, Spanien)

3. plads – Gimnazjum z Oddziałami Integracyjnymi nr 4 im. Orła Białego w Słupsku (Polen).

  • Vinderne af 2. kategori for bedste "Video":

1. plads – Vörösmarty Mihály Általános Iskola és Alapfokú Művészetoktatási Intézmény (Ungarn)

2. plads – Gymnázium Nymburk (Tjekkiet)

3. plads – Gimnazjum w Jasienicy (Polen).

Præmierne bestod i computerudstyr til skolerne, konsoller, spil, sportstøj og undervisningsmateriale til børn.

Alle vinderne blev indbudt til Bruxelles, hvor de fik deres præmier overrakt af kendte medlemmer af Europa-Parlamentet (Edit Herczog, Bill Newton Dunn og Andreas Schwab) og kommissæren for det indre marked og tjenesteydelser Michel Barnier. Modedesigner og forhenværende model Yasmin Le Bon, næstformand for Unifab Philipe Lacoste og sanger og sangskriver Alain Chamfort var også til stede for at lykønske de vindende skoler. Formanden for Europa-Parlamentet, Jerzy Buzek, var en af hovedgæsterne ved den udstilling af forfalskede og piratkopierede varer, som blev tilrettelagt i forbindelse med begivenheden.

Forfalskning og piratkopiering

I de seneste ti år er den verdensomspændende eksplosive udvikling inden for forfalskning og piratkopiering blevet et af de mest ødelæggende problemer for verdens erhvervsliv. For tyve år siden kunne forfalskninger betragtes som et problem, der hovedsagelig berørte producenter af modetøj, ure og eksklusive håndtasker. Men i vor tid har personer, som er involveret i vareforfalskninger, udvidet deres produktion ikke blot til falske elapparater, bilreservedele og legetøj, men også lægemidler. Ifølge de seneste tal fra Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) skønnes den internationale handel med forfalskninger og piratkopierede varer at have rundet 250 mia. USD i 2007. I 2008 beslaglagde EU's toldere 178 millioner stk. forfalskede varer til en skønsmæssig værdi af 1 mia. EUR. Dette skal sammenlignes med 79 mio. beslaglagte varer i 2007. Antallet af sager, hvor tolderne greb ind, steg for sjette år i træk.

Observatoriet

Det europæiske observatorium for forfalskninger og piratkopier blev lanceret af Europa-Kommissionen i 2009 for at sikre et bedre samarbejde mellem erhvervslivet, offentlige myndigheder og forbrugere i bekæmpelsen af forfalskninger og piratkopiering. Observatoriet danner en platform, der gør det muligt at udveksle praktiske erfaringer, øge offentlighedens bevågenhed og udbrede bedste praksis med hensyn til håndhævelsesteknikker. Først og fremmest er observatoriet en centralt placeret ressource for så vidt angår indsamling, overvågning og indberetning af væsentlige data og oplysninger, som vil forbedre EU's viden om farerne ved forfalskninger og piratkopiering.

Yderligere oplysninger:

http://ec.europa.eu/internal_market/iprenforcement/observatory/real_fake_competition_en.htm

MEMO/10/272


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website