Navigation path

Left navigation

Additional tools

Ny undersøgelse afslører, at flere EU-borgere har vanskeligt ved at få pengene til at slå til

European Commission - IP/10/773   22/06/2010

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/10/773

Bruxelles, den 22. juni 2010

Ny undersøgelse afslører, at flere EU-borgere har vanskeligt ved at få pengene til at slå til

En ud af seks EU-borgere oplyser, at det er en konstant kamp at være i stand til at betale regninger, og tre fjerdedele er af den opfattelse, at fattigdommen i deres land er taget til det sidste år. Det er hovedbudskabet i en ny Eurobarometerundersøgelse om krisens sociale konsekvenser, som EU-Kommissionen fremlagde i dag. Undersøgelsen, der blev gennemført i maj 2010, markerer, at vi er et halvt år inde i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og kommer, efter at EU's stats- og regeringschefer den 17. juni besluttede at gøre en ekstra indsats for at bringe 20 mio. EU-borgere uden for risiko for fattigdom og udstødelse de næste ti år.

EU-kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og inklusion László Andor talte til medierne i Bruxelles og sagde: "Undersøgelsesresultaterne bekræfter, at fattigdom er et stort problem i EU, og at den nuværende økonomiske og finansielle situation bidrager til en yderligere forværring heraf. EU-borgerne mærker konsekvenserne af krisen, og en stor del af dem finder det i dag vanskeligt at få pengene til at slå til". Han tilføjede: "EU's nye strategi for de næste ti år - Europa 2020 - og dens mål om at bringe mindst 20 mio. EU-borgere uden for risiko for fattigdom og udstødelse senest i 2020 sender et stærkt signal om alle landes reelle forpligtelse til at opnå synlige resultater i retning af et mere retfærdigt og rummeligt EU".

EU-borgerne er af den opfattelse, at fattigdommen generelt er taget til i året forud for undersøgelsen på alle niveauer. 6 ud af 10 mener, at fattigdommen er taget til i deres lokalområde, tre fjerdedele er af den opfattelse, at fattigdommen er taget til i deres land, og 60 % finder, at fattigdommen er taget til i EU som helhed.

Krisen og sparebestræbelserne præger borgernes opfattelse af fattigdom. I Grækenland er hele 85 % af den opfattelse, at fattigdommen er taget til i deres land. 83 % af franskmændene, 82 % af bulgarerne, 77 % af rumænerne og 75 % af italienerne deler også denne opfattelse af deres land. I nogle lande forventer borgerne yderligere vanskeligheder, f.eks. forventer syv ud af ti rumænere og grækere, at deres husholdnings økonomiske situation vil blive forværret, hvorimod opfattelsen i andre lande går i retning af, at situationen vil blive forbedret. F.eks. forventer 23 % af letterne, at deres husholdnings økonomiske situation vil blive forværret (i forhold til 65 % i juli 2009); det samme gælder 32 % af litauerne (i forhold til 58 % i juli 2009) og 20 % af ungarerne (i forhold til 48 % i juli 2009). Nu er der færre i Litauen, Polen, Det Forenede Kongerige, Belgien og Finland, som ikke forventer at kunne finde et nyt arbejde, hvis de mister deres job.

En betydelig del af EU-borgerne oplyser, at de har økonomiske problemer

En ud af seks EU-borgere oplyste, at husholdningen havde manglet penge til at betale almindelige regninger, købe mad eller andre daglige fornødenheder mindst en gang i det foregående år, og 20 % havde vanskeligt ved at være i stand til at betale regninger og overholde kreditforpligtelser i maj 2010, hvor undersøgelsen blev gennemført.

For 15 % er det en konstant kamp, mens 3 % var kommet bagud med nogle regninger og kreditforpligtelser, og 2 % havde alvorlige økonomiske problemer og var kommet bagud med mange betalinger.

Ca. 30 % af borgerne har vanskeligere ved at klare udgifterne til sundhedsydelser

3 ud af 10 EU-borgere oplyste, at det var blevet vanskeligere at klare udgifterne til sundhedsydelser, børnepasning og langvarig pleje til dem selv eller deres pårørende i de sidste seks måneder. 11 % følte, at det var blevet "langt vanskeligere", og 18 % var af den opfattelse, at det var blevet "noget vanskeligere".

En ud af seks EU-borgere regner ikke eller slet ikke med at beholde sit job

Som i marts 2010 er 18 % af de EU-borgere, som er i beskæftigelse, ikke sikre eller slet ikke sikre på, at de ville kunne beholde deres nuværende job de næste 12 måneder, og 49 % mener, at det ville være temmelig eller fuldstændig usandsynligt, at de ville være i stand til at finde et nyt job inden for seks måneder, hvis de blev afskediget.

Opfattelsen af krisens konsekvenser for kommende pensionsrettigheder

For så vidt angår fremtidige indkomstforhold, forudser 73 % af EU-borgerne enten lavere pensioner eller er af den opfattelse, at de må udskyde deres pensionering eller spare mere op til deres alderdom. 20 % er meget bekymrede for, at deres indkomst i alderdommen bliver utilstrækkelig til, at de kan leve et anstændigt liv, og 34 % er ret bekymrede for fremtidsperspektiverne. I 17 medlemsstater er størstedelen af de adspurgte meget eller temmelig bekymrede for, at deres indkomst i alderdommen ikke bliver tilstrækkelig til, at de kan leve et værdigt liv.

Baggrund

EU-borgernes opfattelse af de sociale konsekvenser af den krise, der brød ud i efteråret 2008, er jævnligt blevet kortlagt siden juni 2009 i særlige Eurobarometerundersøgelser. De har til formål at vurdere EU-borgernes opfattelse af fattigdom, omfanget af husholdningernes økonomiske vanskeligheder, muligheden for at klare udgifter til sundhedsydelser og sociale tjenesteydelser og den økonomiske situation i deres alderdom.

Denne gang er 25 600 borgere i alle EU-lande blevet interviewet først og fremmest pr. telefon fra 18.-22. maj 2010 efter en tilfældig udvælgelse og en vægtning for at korrigere for kendte demografiske forskelle.

De oplysninger, som EU's mål om nedbringelse af fattigdommen bygger på (EU-SILC: indkomstforhold, social inddragelse og levevilkår), er først tilgængelige efter ca. 2 år, hvorimod undersøgelser af borgernes opfattelse af fattigdom med kun en måneds forskydning giver et hurtigt billede af den sandsynlige udvikling, for så vidt angår fattigdom og udstødelse.

Yderligere oplysninger

Memo/10/268

Eurobarometerundersøgelse:http://ec.europa.eu/public_opinion/flash/fl_289_en.pdf

Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse :

www.2010againstpoverty.eu


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website