Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/740

Bruxelles, den 15. juni 2010

Kommissionen sætter fokus på anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne

Europa-Kommissionen har i dag offentliggjort en meddelelse, hvori den gør rede for anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne. Meddelelsen er udarbejdet efter anmodning fra Europa-Parlamentet og medlemsstaterne. Efter hændelsen i flyet fra Amsterdam til Detroit den 25. december 2009, hvor en terrorist forsøgte at udløse sprængstoffer, er anvendelsen af securityscannere blevet mere og mere udbredt. Flere EU-medlemsstater, bl.a. Storbritannien, Nederlandene, Frankrig og Italien, er desuden i færd med at afprøve teknologien. Securityscannere er som sådan ikke omfattet af EU-bestemmelserne om luftfartssikkerhed, og resultatet er, at de anvendes i henhold til et virvar af forskellige regler i de forskellige medlemsstater. I den meddelelse, der er offentliggjort i dag, argumenterer Kommissionen for securityscannere som en screeningmetode, der udgør en reel mulighed for at øge sikkerheden for passagerer. Kommissionen går ind for, at der fastsættes fælles EU-regler for at sikre, at securityscannerne - hvis medlemsstaterne beslutter sig for at indføre dem – installeres og anvendes i henhold til fælles normer, som fastsætter minimumskrav til detektionsegenskaber og samtidig sikrer, at EU's grundlæggende rettigheder og sundhedsbestemmelser overholdes ensartet i alle medlemsstaterne. Kommissionen anmoder Europa-Parlamentet og Rådet om at udtale sig om anvendelsen af securityscannere på baggrund af de faktuelle oplysninger i meddelelsen.

Siim Kallas, næstformand for Kommissionen med ansvar for transport, udtalte: "Flere og flere EU-medlemsstater anvender securityscannere, men anvendelsen af scannerne er i øjeblikket ikke omfattet af EU-lovgivningen, hvilket betyder, at de anvendes forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. Securityscannere er bestemt ikke nogen universalløsning på sikkerhedsspørgsmålet, men de udgør en reel mulighed for at øge sikkerheden for passagerer. Det er op til hver enkelt medlemsstat at beslutte, om der skal gives tilladelse til at anvende scannere i de nationale lufthavne. Dette ændrer vi ikke på, men gøres der brug af denne teknologi, bør den være omfattet af normer for detektionsegenskaber og fælles sikkerhedsmekanismer, der fastsættes på EU-niveau, og som sikrer, at de grundlæggende rettigheder og sundhedsbestemmelser overholdes."

Securityscannere kom i søgelyset i kølvandet på den alvorlige hændelse, der fandt sted på fly nr. NW 253 fra Amsterdam til Detroit den 25. december 2009, hvor en terrorist forsøgte at udløse sprængstoffer, som han havde skjult på sin krop, og som ikke var blevet opdaget i securitykontrollens metaldetektor. Efter anmodning fra Europa-Parlamentet og medlemsstaterne har Kommissionen derfor i dag vedtaget en meddelelse om anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne. I meddelelsen undersøger Kommissionen, hvilke konsekvenser anvendelsen af denne screeningmetode har for sikkerheden (på grundlag af scannernes detektionsegenskaber) og overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og bestemmelserne om sundhedsbeskyttelse.

Konklusionen er, at securityscannere kan betragtes som en pålidelig og effektiv screeningmetode, der kan spore både metalliske og ikke-metalliske genstande, som bæres på kroppen. De spørgsmål om sundhedsbeskyttelse og overholdelse af de grundlæggende rettigheder, som er rejst i forbindelse med denne teknologi, vil desuden kunne løses ved at fastsætte passende anvendelsesvilkår.

Flere EU-medlemsstater har allerede taget securityscannere i brug i deres lufthavne. De anvender forskellige teknologier og har udarbejdet forskellige driftsvilkår. Resultatet er, at de enkelte medlemsstater anvender deres egne regler.

Kommissionen mener, at der bør fastsættes fælles EU-regler, som sikrer, at securityscannerne - hvis medlemsstaterne beslutter sig for at indføre dem – installeres og anvendes i henhold til fælles normer, som fastsætter krav om grundlæggende detektionsegenskaber og samtidig omfatter mekanismer, som sikrer, at EU's grundlæggende rettigheder og sundhedsbestemmelser overholdes.

Securityscannere udgør en reel mulighed for at nå målet om at styrke EU's luftfartssikkerhedslovgivning og samtidig gøre det lettere at rejse. Internationalt samarbejde, teknologi og øget brug af profilanalyser er ligeledes nyttige redskaber, som kan bruges til at øge sikkerheden for borgerne.

Kommissionen sender sin meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet. Afhængigt af resultatet af drøftelserne agter Kommissionen at forelægge et forslag til EU-bestemmelser om anvendelsen af securityscannere i EU's lufthavne.

http://ec.europa.eu/transport/air/security/security_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website