Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/1536

Bruxelles, 22 November 2010

From Lapland til Limassol - unge oversættere dyster mod hinanden

Næsten 3 300 teenagere fra hele Europa afprøver 23. november deres sprogkundskaber i 4. udgave af Europa-Kommissionens årlige oversætterkonkurrence for skoleelever "Juvenes Translatores". Konkurrencen afholdes på samme tidspunkt i alle skoler, fra Kittilä i det finske Lapland til Limassol på Cypern. Eleverne har to timer, fra kl. 10.00 til 12.00, Bruxelles-tid, til at lave en oversættelse under opsyn af deres lærere.

Androulla Vassiliou, EU-kommissær med ansvar for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom udtaler: "Jeg er begejstret over, at så mange skoler i EU har ønsket at deltage i oversætterkonkurrencen – antallet af skoler er steget 13 % i forhold til sidste år, og næsten 60 flere skoler er med denne gang. Konkurrencen er en unik chance for de unge til at vise deres sprogkundskaber, og det bærer vidnesbyrd om skolernes og lærernes engagement i fremmedsprogsundervisning."

Flere end 1 600 skoler har søgt om at være med – det er det højeste antal, siden konkurrencen blev afholdt første gang. Af praktiske årsager har Kommissionen været nødt til at anvende lodtrækning for at vælge de skoler, som kan deltage.

Skoleeleverne skal være født i 1993, og op til 5 elever fra hver skole kan deltage. De har 2 timer til at lave en flydende oversættelse af en tekst på 1 side. De kan frit vælge, hvilket af EU's 23 officielle sprog de vil oversætte til. Fra Danmark er 13 skoler med i konkurrencen.

Resultaterne vil efterfølgende blive vurderet af professionelle oversættere i Europa-Kommissionens Generaldirektorat for Oversættelse, og der bliver fundet en vinder for hver medlemsstat. Vinderne får besked i februar 2011.

Vinderne inviteres til Bruxelles, hvor de får overrakt deres præmie af EU's sprogkommissær, Androulla Vassiliou, og hvor de også får lejlighed til at møde Europa-Kommissionens oversættere.

Yderligere oplysninger:

Juvenes Translatores website: http://ec.europa.eu/translatores

Liste over skoler: http://ec.europa.eu/translatores/selected/selected_schools_en.htm

Facebook: JuvenesTranslatores

Twitter: @translatores

Generaldirektoratet for Oversættelse: http://ec.europa.eu/dgs/translation/


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website