Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/10/1425

Bruxelles, den 28. oktober 2010

Lufttransport: Kommissionen indleder overtræ­delsesprocedurer mod Finland, Frankrig, Tyskland og Østrig angående aftaler med Rusland om overflyvning af Sibirien

Europa-Kommissionen indledte i dag overtrædelsesprocedurer mod Finland, Frankrig, Tyskland og Østrig angående deres bilaterale lufttrafikaftaler med Rusland. Aftalerne indeholder bl.a. bestemmelser om overflyvning af Sibirien. Europa-Kommissionens næstformand med ansvar for transport, Siim Kallas, tog initiativet til denne afgørelse. Kommissionens betænkelig­heder vedrører to hovedspørgsmål. For det første indeholder de pågældende aftaler ingen klausul, hvori det anerkendes, at betingelserne gælder for alle EU-luftfarts­selskaber, trods EU-Domstolens domspraksis i "open skies"-sagerne. Dette kan skabe alvorlige praktiske vanskeligheder - hvis et luftfartsselskab eksempelvis overtages af et luftfartsselskab fra en anden medlemsstat, vil det kunne miste alle sine ruterettigheder. For det andet indeholder de bilaterale lufttrafikaftaler mellem de fire medlemsstater og Rusland specifikke bestemmelser angående fastsættelsen af trafikrettigheder og betingelser for fastsættelse af de afgifter, som EU-udpegede luftfartsselskaber skal betale Aeroflot for at overflyve Sibirien på deres vej til Asien. Kommissionen er betænkelig ved, om sådanne bestemmelser er i modstrid med EU's kartelregler og kan føre til konkurrenceforvridning til skade for såvel EU-luftfartsselskaber som forbrugere. Kommissionen er i færd med at vurdere overensstemmelsen med EU-retten af de 23 øvrige medlemsstaters bilaterale lufttrafikaftaler med Rusland.

Efter Europa-Kommissionens opfattelse skal lufttransportaftaler behandle alle EU-luftfartsselskaber på lige fod og overholde kartelreglerne. I modsat fald kan nogle EU-luftfartsselskaber blive stillet ringere end deres direkte konkurrenter eller få pålagt uberettigede yderligere afgifter, som kan væltes over på forbrugerne i form af højere flybilletpriser.

Fri etableringsret

Bilaterale lufttrafikaftaler mellem en individuel medlemsstat og et land uden for EU skal indeholde en "bestemmelse om EU-udpegning", hvorved det anerkendes, at betingelserne finder tilsvarende anvendelse på alle EU-luftfartsselskaber og ikke blot medlemsstatens luftfartsselskaber. Dette er en afgørende del af det samlede europæiske luftfartsmarked, som blev skabt i begyndelsen af 1990'erne, og som garanterer luftfartsselskabers ret til at operere på lige vilkår overalt i EU. Dette krav om en "bestemmelse om EU-udpegning" blev stadfæstet i Domstolens "open skies"-afgørelser i 2002. Domstolen erklærede, at bestemmelser, der begrænser fordelene ved lufttrafikaftaler til den berørte medlemsstats borgere, udgør en overtrædelse af EU's regler om fri etableringsret (pt. fastsat i artikel 49 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). De fleste aftaler med lande uden for EU er efterfølgende blevet tilpasset til Domstolens afgørelse. Rusland er et af de få lande i verden, som ikke anerkender, at alle EU-luftfartsselskaber skal behandles på lige fod, og at betingelserne i bilaterale aftaler skal omfatte en "bestemmelse om EU-udpegning" og gælde for alle. Dette skaber alvorlige praktiske problemer og usikkerhed om ruterettigheder f.eks. for luftfartsselskaber, der overtages af et luftfartsselskab fra en anden EU-medlemsstat.

Afgifter for overflyvning af Sibirien

Foruden specifikke trafikrettigheder har udpegede EU-luftfartsselskaber pligt til at betale afgifter for overflyvning af Sibirien for ruter til mange destinationer i Asien. Det skønnes, at de berørte luftfartsselskaber alene i 2008 betalte ca. 420 mio. USD i afgifter – størstedelen heraf direkte til Aeroflot. Kommissionen er betænkelig ved, om dette udgør en overtrædelse af EU's kartellovgivning, hvorved luftfartsselskaber ikke bør tvinges til at indgå en kommerciel aftale med en direkte konkurrent. Kommissionen er også betænkelig ved, om dette udgør en overtrædelse af folkeretten (Chicago-konventionen). Disse bilaterale aftaler pålægger også uensartede betingelser på EU-luftfartselskaber afhængigt af, hvilket land de er etableret i, hvilket afføder yderligere konkurrenceforvridning. I sidste instans risikerer passagerer at skulle betale mere for deres flyvninger, end de ellers ville have skullet.

Vejen frem

I dag sendte Kommissionen formelle anmodninger om oplysninger i form af åbningsskrivelser i henhold til EU's overtrædelsesprocedurer til Finland, Frankrig, Tyskland og Østrig angående deres bilaterale luftfartsaftaler med Rusland. Kommissionen er i færd med at vurdere overensstemmelsen med EU-retten af de bilaterale lufttrafikaftaler, som de 23 øvrige medlemsstater har med Rusland.

De fire medlemsstater har to måneder til at besvare åbningsskrivelsen. Hvis Kommissionen konkluderer, at de bilaterale lufttrafikaftaler med Rusland udgør en overtrædelse af EU-lovgivningen, kan Kommissionen beslutte at anmode Finland, Frankrig, Tyskland og Østrig om at ændre disse aftaler.

De finder yderligere oplysninger om EU's overtrædelsesprocedurer i MEMO/10/530.


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website