Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen fremlægger vision for beskatning af den finansielle sektor

European Commission - IP/10/1298   07/10/2010

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/10/1298

Bruxelles, den 7. oktober 2010

Kommissionen fremlægger vision for beskatning af den finansielle sektor

Europa-Kommissionen har i dag fremlagt sine idéer for den fremtidige beskatning af den finansielle sektor. Ud fra den betragtning, at det er nødvendigt, at den finansielle sektor yder et rimeligt bidrag til de offentlige finanser, og at de offentlige myndigheder har stærkt behov for hurtigt at skaffe sig nye indtægtskilder under de nuværende økonomiske forhold, fremlægger Kommissionen en tostrenget tilgang. På globalt niveau støtter Kommissionen idéen om en afgift på finansielle transaktioner, som vil kunne bidrage til at finansiere internationale udfordringer som f.eks. udvikling eller klimaændringer. På EU-niveau mener Kommissionen, at den bedste løsningsmodel vil være en afgift på finansielle aktiviteter. En EU-afgift på finansielle aktiviteter vil, hvis den udformes og gennemføres omhyggeligt, kunne generere betydelige indtægter og bidrage til at sikre større stabilitet på de finansielle markeder, uden at dette vil indebære nogen unødig risiko for EU's konkurrenceevne. Kommissionen vil forelægge disse idéer for Det Europæiske Råd i slutningen af oktober og på G20-topmødet i november.

EU-kommissæren med ansvar for beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svig, Algirdas Šemeta, udtalte: "Der er gode grunde til at beskatte den finansielle sektor og gennemførlige måder at gøre dette på. Jeg mener, at de idéer, Kommissionen i dag har fremsat, er de rigtige for at sikre, at den finansielle sektor yder et rimeligt bidrag til de mest hastende udfordringer i EU og globalt."

Beskatning af banker: en global tilgang og en EU-tilgang

Kommissionen støtter idéen om en afgift på finansielle transaktioner på globalt niveau og vil fortsat støtte den i G20-regi. Hvis man skal nå en række ambitiøse globale mål på områder som f.eks. udviklingsbistand og klimaændringer, er det nødvendigt, at de internationale partnere når til enighed om globale finansieringsredskaber. En afgift på finansielle transaktioner vil beskatte alle transaktioner på grundlag af transaktionsværdien, hvilket vil tilvejebringe betydelige indtægter. Kommissionen mener, at en velgennemført og international anvendt afgift på finansielle transaktioner kan være en tiltrækkende måde til at fremskaffe de nødvendige midler til vigtige globale politikker.

På europæisk niveau foreslår Kommissionen, at man overvejer en afgift på finansielle aktiviteter. En sådan afgift vil være rettet mod profitten og lønningerne i selskaber i den finansielle sektor. Den vil således beskatte selskaber i stedet for de enkelte aktører, der er involveret i en finansiel transaktion (som tilfældet er med afgiften på finansielle transaktioner). Efter en grundig analyse af mulighederne for at beskatte den finansielle sektor er Kommissionen af den opfattelse, at afgiften på finansielle aktiviteter vil være det bedste instrument til at opnå en passende beskatning af den finansielle sektor og skaffe nye indtægter i EU.

Et rimeligt bidrag fra den finansielle sektor

For at vurdere, om det er fuldt ud berettiget at indføre en ny afgift på den finansielle sektor, har Kommissionen set nærmere på denne sektors aktuelle bidrag til de offentlige budgetter. Den har konkluderet, at der er gode grunde til at indføre de afgifter på den finansielle sektor, som den har fremlagt. For det første var den finansielle sektor en af hovedårsagerne til den finansielle krise og har i løbet af de seneste år modtaget betydelig offentlig støtte. Den bør derfor yde et passende bidrag til indsatsen med at genopbygge de europæiske økonomier og styrke de offentlige finanser. For det andet vil en korrigerende bankbeskatning kunne supplere de væsentlige reguleringsforanstaltninger (herunder bankafgift og saneringsfond), der er udarbejdet for at styrke de finansielle markeders effektivitet og mindske deres volatilitet. Endelig vil en sådan afgift – i betragtning af at den finansielle sektor er fritaget for merværdiafgift (moms) i EU – kunne sikre, at denne sektor ikke beskattes for lavt i forhold til andre sektorer. Kort sagt vil en ny afgift dels bidrage til at sikre, at den finansielle sektor yder et mere rimeligt og betydeligt bidrag til de offentlige finanser, dels medvirke til at fremskaffe yderligere indtægter og skabe en stabil og mere effektiv finansiel sektor.

De næste skridt

Kommissionen vil forelægge sin meddelelse for EU's finansministre på Økofinrådets samling den 19. oktober og for EU's stats- og regeringschefer på Det Europæiske Råds møde i slutningen af oktober. EU's holdning vedrørende beskatningen af den finansielle sektor vil blive præsenteret på G20-topmødet i november med henblik på at anspore de internationale partnere til at nå til enighed om en global tilgang. Kommissionen vil også indlede en tilbundsgående konsekvensanalyse for at uddybe de idéer, den i dag har fremlagt i sin meddelelse, med henblik på at fremlægge politikinitiativer i 2011.

Meddelelsen kan findes på:

http://ec.europa.eu/taxation_customs/index_en.htm

Yderligere oplysninger: MEMO/10/477


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website