IP/10/1284
Bruxelles, den 4. oktober 2010
EU godkender 500 mio. EUR i fødevarehjælp til socialt dårligt stillede personer for 2011
Forvaltningskomitéen for den Fælles Markedsordning for Landbrugsprodukter har godkendt budgetbevillingen til de planer for fødevarehjælp, som medlemsstaterne havde indsendt inden for rammerne af fødevareprogrammet for socialt dårligt stillede personer for 2011. Næste år deltager 20 medlemsstater i ordningen, Tjekkiet for første gang. Ordningen, som oprindelig blev udformet til at fordele landbrugets overskudslagre (de såkaldte interventionslagre) til mennesker i nød, blev ændret i midten af 1990'erne, så man under visse omstændigheder kunne supplere interventionslagrene ved at opkøbe produkter på markedet. I år dækker de bestående interventionslagre (korn, mælkepulver og begrænsede mængder smør) imidlertid det meste af behovet under planen for 2011, så det kun er nødvendigt at foretage opkøb af produkter på markedet i begrænset omfang. Budgetbevillingen er på 500 mio. EUR - det samme som for 2009 og 2010. Planen for 2011 vedrører ikke det nyligt ændrede forslag om justering af ordningen i fremtiden [se IP/10/1141]. Planen for 2011 vil blive vedtaget af Kommissionen i nær fremtid.
Kommissæren for landbrug og udvikling af landdistrikter, Dacian Cioloş, sagde følgende om programmet: "Fødevareprogrammet for socialt dårligt stillede personer er endnu et tegn på, at den fælles landbrugspolitik ikke kun er til for landmændene, men for alle EU-borgere. Sidste år modtog omkring 13 millioner mennesker hjælp fra de forskellige nationale programmer".
Baggrund
Gratis uddeling af fødevarer til de socialt dårligst stillede i EU blev hurtigt stablet på benene første gang i den særligt strenge vinter i 1986/87. Overskudslagrene af landbrugsprodukter blev stillet til rådighed for velgørende organisationer i medlemsstaterne til uddeling til dem, der trængte til hjælp. Ordningen er siden blevet gjort permanent og er baseret på anvendelse af interventionslagrene. Ordningen har givet medlemsstaterne mulighed for at bruge af de offentlige overskudslagre af fødevarer til fødevarehjælp. Reformen af den fælles landbrugspolitik, der blev sat i gang i begyndelsen af 1990'erne, havde til formål at skære voldsomt ned på EU's interventionslagre, og der blev givet mulighed for under visse omstændigheder at købe produkterne på markedet. I år er interventionslagrene dog tilstrækkelige til at dække en stor del af behovet under planen, så der kun er et beskedent behov for at gøre brug af muligheden for at opkøbe på markedet. De konstant lave interventionslagre har dog ført til et forslag om en reform af hjælpeprogrammet, så det bliver tilpasset udviklingen i den fælles landbrugspolitik og mere effektivt er i stand til at hjælpe de socialt dårligst stillede.
Det er frivilligt for medlemsstaterne at deltage, og Kommissionen vedtager hvert år en ny plan. Hjælpen gives typisk til forskellige grupper af mennesker, der lever i fattigdom, deriblandt dårligt stillede familier, mindrebemidlede ældre mennesker, hjemløse, handicappede, udsatte børn, personer med dårligt betalt arbejde, vandrende arbejdstagere og asylansøgere, hvorved medlemsstaterne samarbejder med velgørenhedsorganisationer og/eller lokale sociale tjenester.
De medlemsstater, der ønsker at deltage i programmet, giver ved årets begyndelse Kommissionen besked herom og meddeler senere, hvilke produkter de har brug for og i hvilke mængder. De skal desuden efterfølgende forelægge Kommissionen en rapport om gennemførelsen af programmet.
Selv om levestandarden i EU gennemsnitligt set er blandt verdens højeste, har nogle mennesker ikke mulighed for at få en ordentlig kost. Ifølge de seneste skøn lever 17 % af EU's befolkning under fattigdomsgrænsen, hvilket betyder, at de f.eks. ikke har råd til et sundt måltid mad hver anden dag.
Yderligere oplysninger:
Yderligere oplysninger og dokumentation om fødevareprogrammet for de socialt dårligst stillede personer findes på:
http://ec.europa.eu/agriculture/markets/freefood/index_en.htm
Bilag 1: Mængderne af de typer produkter, som medlemsstaterne kan trække ud af EU's interventionslagre til uddeling i forbindelse med planen for 2011.
Bilag 2: Ressourcer, som medlemsstaterne har til rådighed i forbindelse med planen for 2011.
Bilag 1:
Mængderne af de typer produkter, som medlemsstaterne kan trække ud af EU's interventionslagre til uddeling i forbindelse med planen for 2011
(tons)
Medlemsstat | Korn | Smør | Skummetmælkspulver | Sukker |
Belgien | 74 030 | - | 1 687 | |
Bulgarien | 103 318 | - | - | |
Tjekkiet * | 401 | - | - | 9 |
Estland ** | 7 068 | - | - | |
Irland | 250 | 109 | - | |
Grækenland | 88 836 | 976 | - | |
Spanien | 305 207 | - | 23 507 | |
Frankrig | 491 108 | - | 11 305 | |
Italien | 467 683 | - | 28 281 | |
Letland | 50 663 | - | 730 | |
Litauen | 61 000 | - | 704 | |
Luxembourg *** | - | - | - | |
Ungarn | 132 358 | - | - | |
Malta | 5 990 | - | - | |
Polen | 441 800 | - | 15 686 | |
Portugal | 61 906 | 458 | 5 000 | |
Rumænien | 370 000 | - | 5 600 | |
Slovenien | 14 159 | - | 500 | |
Slovakiet | 45 000 | - | - | |
Finland | 38 500 | - | 899 | |
I alt | 2 759 277 | 1 543 | 93 899 | 9 |
Bilag 2:
Ressourcer, som medlemsstaterne har til rådighed i forbindelse med planen for 2011
(i EUR)
Medlemsstat | Tildeling |
Belgien | 10 935 075 |
Bulgarien | 11 042 840 |
Tjekkiet | 120 462 |
Estland | 782 938 |
Irland | 1 196 457 |
Grækenland | 20 045 000 |
Spanien | 74 731 353 |
Frankrig | 72 741 972 |
Italien | 100 649 380 |
Letland | 6 723 467 |
Litauen | 7 781 341 |
Luxembourg | 107 483 |
Ungarn | 14 146 729 |
Malta | 640 243 |
Polen | 75 320 186 |
Portugal | 20 513 026 |
Rumænien | 49 578 143 |
Slovenien | 2 409 038 |
Slovakiet | 4 809 692 |
Finland | 5 725 175 |
I alt | 480 000 000 |