Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

IP/10/1152

Bruxelles, den 21. september 2010

Den digitale dagsorden: EU-støtte på 5 mio. EUR er med til at forvandle den gamle silkevej til en ultrahurtig forsknings- og uddannelsesmotorvej

Europa-Kommissionen bidrog i dag til at øge den internetkapacitet, der er tilgængelig for forskere i den centralasiatiske region (Kirgisistan, Tadsjikistan og Turkmenistan). Med Kommissionens bidrag på 5 mio. EUR til Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk er den gamle silkevej blevet opgraderet til en moderne højhastighedsinternetmotorvej for forskning og uddannelse. Forskere, akademikere og studerende i regionen har nu adgang til højhastighedsinternetforbindelser, der giver dem enestående muligheder for at spille en afgørende rolle i det internationale forskningsmiljø. Medregnes Kasakhstan og Usbekistan, som står foran at deltage i Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk, vil netværket forbinde over en halv million brugere på mere end 500 universiteter og forskningscentre.

Neelie Kroes, næstformand i Europa-Kommissionen og kommissær for den digitale dagsorden, siger: "Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk afspejler Kommissionens strategi for håndtering af den store kløft i Europas samlede forskningsinfrastruktur ved at skabe datakommunikationsforbindelser til Centralasien med en høj kapacitet og samtidig en god omkostningseffektivitet. Netværket mindsker den digitale kløft og bidrager til moderniseringen og udviklingen af forskning og uddannelse i regionen.

EU's kommissær for udvikling, Andris Piebalgs, siger: "Dette projekt vil lette og forbedre over 500 000 forskeres arbejde i Centralasien. Støtten til videregående uddannelse og internetopkobling er en investering, der skal skabe en bedre fremtid for Centralasiens innovationscentre. Jeg er overbevist om, at EU-støtten vil få stor betydning for landenes økonomiske vækst."

Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk, som officielt lanceres i dag i Bishkek i Kirgisistan, giver omkring en halv million forskere i regionen adgang til de store databaser og kraftige processorer, der er nødvendige for at gennemføre banebrydende forskning, som vil være til direkte gavn for regionen. I dette jordskælvsramte område, som ligger, hvor den indiske og den eurasiske plade støder op til hinanden, vil højhastighedsforbindelser via Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk f.eks. give videnskabsfolk mulighed for at få adgang til og udveksle data fra målestationer i næsten realtid. Det vil forbedre risikovurderingen og sikre en mere effektiv håndtering af katastroferisici, eksempelvis ved at forbinde forskere på det centralasiatiske institut for anvendt geovidenskab i Kirgisistan med deres kolleger på det tyske forskningscenter for geovidenskab.

Forskellige andre områder har fordel af den forbedrede internetkapacitet, bl.a. telemedicininitiativer i Tadsjikistan, planlagte forskningssamarbejder på tekstilområdet mellem London College of Fashion og partnerinstitutioner i Tashkent samt et samarbejde omkring miljøovervågningen af Issyk-Kul-søen mellem det kirgisiske institut for fysik og partnerinstitutter i Tyskland og USA. Forskellige fjernundervisningsprojekter er allerede gået i gang, f.eks. et projekt i Turkmenistan, som gennemføres i samarbejde med det tekniske universitet i Hamburg og det selvejende universitet i Barcelona. Ved lanceringen i dag blev mulighederne for øget samarbejde gennem Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk understreget i forskellige indlæg om sådanne fælles europæisk-centralasiatiske initiativer.

Ud over at sikre højhastighedsforbindelser mellem videnskabsfolk i hele regionen vil Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk takket være sammenkoblingen med dets paneuropæiske pendant, GÉANT, også forbinde videnskabsfolkene til det internationale forsknings- og uddannelsesmiljø. Forskere kan browse gennem digitale biblioteker, få adgang til geografisk spredte databaser, dele videnskabelige instrumenter, som befinder sig langt væk, og hurtigt og sikkert udveksle store mængder data med hele verden.

Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk, som er medfinansieret af Europa-Kommissionens samarbejdskontor "Europe Aid", modtager 80 % (5 mio. EUR) af sit budget på 6,25 mio. EUR fra Europa-Kommissionen, og de resterende midler ydes af modtagerlandene i fællesskab. Projektet drives og styres af forskningsnetværksorganisationen Dante i samarbejde med deltagerlandenes nationale forsknings- og uddannelsesnetværk.

Baggrund

Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk bygger på erfaringerne fra det NATO-finansierede projekt "Silk", hvorigennem der blev skabt et forskningsnetværk med Kaukasus og Centralasien. Der blev oprindeligt anvendt satellitteknologi med lav kapacitet, men for nylig påbegyndtes en opgradering til jordbaseret fiberoptik. Da NATO's støtte til Centralasien ophørte i juni 2010, har Centralasiens forsknings- og uddannelsesnetværk overtaget leveringen af forbindelser til forskning og uddannelse i Centralasien.

GÉANT blev oprettet i 2000 og har i dag sikret højhastighedsforbindelser til Asien, Middelhavsområdet, Sydafrika, Latinamerika (IP/08/354) og Sortehavsregionen (IP/09/407). Det forbinder også Pakistan til det internationale forskningsmiljø (IP/08/1590) og Europas fusionsforskningsmiljø med dets supercomputercentre (IP/09/117). Europa-Kommissionen støtter GÉANT med 93 mio. EUR i perioden 2009-2013 gennem sit forskningsrammeprogram.


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site