Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Staterne i Østersøområdet indgår aftale om en plan for sammenkobling af det baltiske energimarked

Commission Européenne - IP/09/945   17/06/2009

Autres langues disponibles: FR EN DE SV FI ET LT LV PL

IP/09/ 945

Bruxelles, den 17. juni 2009

Staterne i Østersøområdet indgår aftale om en plan for sammenkobling af det baltiske energimarked

Otte medlemsstater i Østersøområdet undertegnede sammen med Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, i dag et aftalememorandum om planen for sammenkobling af det baltiske energimarked. Planen for sammenkobling af det baltiske energimarked (BEMIP) er resultatet af ni måneders arbejde på Kommissionens initiativ, hvor der er set på konkrete foranstaltninger for at forbinde Litauen, Letland og Estland bedre med det øvrige EU’s energinet.

Undertegnelsen af dette aftalememorandum afspejler den solidaritet, der har været drivkraften i dette arbejde mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Siden vi mødtes i oktober sidste år, er vi nået til enighed om en række tiltag med henblik på at forbedre energiforsyningssikkerheden i Østersøområdet ”, udtalte Kommissionens formand, José Manuel Barroso, under en middag med deltagelse af stats- og regeringschefer for de otte medlemsstater fra Østersøområdet som optakt til et møde i Det Europæiske Råd. “ Jeg ønsker især at takke den højtstående gruppe, som i kraft af sit vedvarende engagement og ihærdige arbejde har frembragt en handlingsplan i løbet af ganske få måneder .”

Kommissær Andris Piebalgs tilføjede: " Det haster med at afslutte den de facto-isolation af Baltikum, som stadig udgør en ø i energimæssig henseende. Betragtes planens tiltag og projekter, som har vundet opbakning af landene i regionen, giver det mig nu tillid til, at dette mål kan opfyldes på mellemlang sigt".

Undertegnelsen af memorandummet er startskuddet til gennemførelsen af denne handlingsplan, hvis hovedmål går ud på at skabe et velfungerende og fuldt integreret energimarked, som understøttes af den nødvendige infrastruktur med henblik på at styrke energiforsyningssikkerheden i Østersøområdet. Det svenske formandskab ventes at lette den konkrete opfølgning af planen og give den høj prioritet.

En effektiv sammenkobling af Østersøområdet blev udpeget som et af 6 prioriterede energiinfrastrukturprojekter i den anden strategiske energiredegørelse, som Kommissionen vedtog i november 2008. BEMIP og udvidelsen af den nordiske elmarkedsmodel til Baltikum er også udpeget som flagskibsprojekter i Kommissionens bidrag til Østersøområdet, som Kommissionen fremlagde for en uge siden den 10. juni.

Ideen om en plan for sammenkobling af det baltiske energimarked blev fremsat i oktober sidste år af formand José Manuel Barroso under en lignende middag som optakt til et rådsmøde. Kort tid derefter blev der nedsat en højtstående gruppe med medlemmer fra de otte østersøstater: Danmark, Estland, Finland, Letland, Litauen, Polen, Sverige og Tyskland samt en observatør fra Norge under ledelse af Matthias Ruete, generaldirektør for TREN. Kommissionen har fremmet processen og vil nu fortsat bidrage til at overvåge gennemførelsen af BEMIP. En første rapport over fremskridt vil blive forelagt i december 2009.

Flere af de foreslåede BEMIP-infrastrukturprojekter udgør en del af den europæiske økonomiske genopretningsplan (EERP). Dette kunne indebære, at mere end en halv mia. EUR stilles til rådighed som yderligere støtte for energiinfrastrukturprojekter i regionen. Dette bør ses som et supplement til andre eksisterende kilder til finansiel støtte såsom Samhørighedsfonden og TEN-E-programmet m.v.

BAGGRUND

De vigtigste konklusioner fra den højtstående BEMIP-gruppes afsluttende rapport foreligger i form af en handlingsplan, der omfatter følgende 3 områder:

Integration af elmarkedet

Der er opnået enighed om at udforme elmarkedet på grundlag af den nordiske elmarkedsmodel. Der er foreslået en specifik køreplan, som beskriver de praktiske tiltag, hvormed den nye markedsmodel virkeliggøres, og som tilsigter at fjerne hindringer for et regionalt elmarked i Baltikum i overensstemmelse med EU’s regler for det indre elmarked. Køreplanen omfatter eksempelvis ophævelse af regulerede tariffer, adskillelse af transmissionssystemoperatørernes aktiviteter og roller, ophævelse af restriktioner på tværs af landegrænser, indførelse af markedsbaseret håndtering af overbelastning samt fælles reserver og et balancekraftmarked, fuld åbning af detailmarkedet og oprettelse af en fælles kraftbørs for fysisk handel i Norden og Baltikum. Fremskridt inden for disse aspekter af markedsudformningen udgør et afgørende element i integrationen af de tre baltiske staters elsystemer i den nordiske elmarkedsmodel. De tre baltiske staters premierministre bekræftede med undertegnelsen af en fælles erklæring den 27. april i Vilnius deres politiske engagement med hensyn til at arbejde for en reel markedsåbning og integration i elsektoren.

Sammenkobling af elnettet og elproduktion

Der er foretaget en udpegning af infrastrukturprojekter, som gør det muligt at integrere Østersøområdets elmarkeder, og de er blevet vurderet på grundlag af en forenklet metode. Der findes tre grupper af projekter:

1) Nordic Master Plan omfatter projekterne mellem de nordiske lande som f.eks. Fenno - Skan II, der sammenkobler Finland og Sverige, Storebælt i Danmark, Nea - Järpströmmen mellem Sverige og Norge, South Link i Sverige og Skagerrak IV mellem Danmark, Norge og andre lande.

2) Med hensyn til projekter, som sammenkobler Baltikum med de nordiske lande og med Polen er alle identificerede sammenkoblinger – NordBalt eller det tidligere benævnte SwedLit, som forbinder Sverige med Litauen, Estlink - 2 mellem Estland og Finland og LitPol mellem Polen og Litauen – kommercielt rentable. En styrkelse af elnettet mellem de tre baltiske stater tilhører denne gruppe af projekter.

3) Sammenkoblingerne mellem Polen og Tyskland udgør den tredje gruppe af projekter . Hoveddrivkraften bag disse – i modsætning til markedsintegrationen for de førnævnte – er fænomenet ”loop flows” (sløjfestrømme), som forårsages af vindkraftproduktionen i Norden. Disse projekter er omfattet af initiativer, der er lanceret af de europæiske koordinatorer Georg Wilhelm Adamowitsch (med det såkaldte “heptalaterale” Central Eastern Forum ) og professor Wladydlaw Mielczarski.

Det indre gasmarked og infrastruktur

For infrastrukturens vedkommende er hoveddrivkraften et ønske om at forbedre forsyningssikkerheden ved at stræbe efter et højere diversifikationsniveau med hensyn til ruter og kilder. Der er et godt overblik over de potentielle projekter, der kunne opfylde dette mål, som omfatter sammenkobling – nye sammenkoblinger eller muligheder for at vende gasstrømmen, LNG-faciliteter samt anlæg af gaslagre. Den højtstående gruppe var enige om at udvikle gassektoraspektet af BEMIP yderligere.

For more information see the website .


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site