Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/09/693

Bruxelles, den 4. maj 2009

Forårsprognose for 2009-2010: 2009 bliver et hårdt år, men EU's økonomi stabiliseres, efterhånden som støtteforanstaltninger får virkning

Ifølge Kommissionens forårsprognose forventes EU's BNP at falde med 4 % i indeværende år og stort set være stabilt i 2010. Hovedårsagerne til lavkonjunkturen er en forværring af den globale finanskrise, en skarp nedgang i verdenshandelen og igangværende justeringer på boligmarkedet i visse økonomier. Men når den finans- og pengepolitiske stimulering får virkning, forventes et opsving i væksten i løbet af 2010. Arbejdsmarkederne vil blive hårdt ramt, idet ledigheden ventes at stige til 11 % i EU i 2010. Ligeledes forventes det, at det offentlige underskud stiger kraftigt til 7¼ % af BNP i 2010, hvilket følger af afmatningen og de diskretionære foranstaltninger, der er truffet for at støtte økonomien i tråd med Kommissionens forslag til en europæisk genopretningsplan.

"EU's økonomi befinder sig i efterkrigstidens dybeste og mest udbredte lavkonjunktur. Men de ambitiøse foranstaltninger, som regeringer og centralbanker har truffet i disse ekstraordinære omstændigheder, forventes at sætte en nedre grænse for faldet i dette års økonomiske aktiviteter og skabe grobund for et opsving til næste år. For at dette kan lykkes, er der behov for hurtigt at komme videre med oprydningen i de dårlige aktiver på bankernes regnskaber og om nødvendigt tilføre bankerne ny kapital", udtalte Joaquín Almunia, kommissær for økonomiske og monetære anliggender.

Den globale vækst bliver atter positiv

Den forværrede finanskrise førte i vinterens løb til en nedgang i den globale aktivitet og en brat nedgang i verdenshandelen og industriproduktionen. Den økonomiske tilbagegang har trukket et voksende antal lande med sig, bl.a. nye vækstlande og udviklingslande. Men efterhånden som den finans- og pengepolitiske stimulering får virkning, og finanskrisen gradvist aftager, forventes væksten i det globale BNP at blive positiv igen i løbet af anden halvdel af 2009. I 2010 ventes den globale vækst at nå op på 2 %.

Kraftig lavkonjunktur i EU, men en afslutning er i syne

Lavkonjunkturen, der begyndte i andet kvartal af 2008, forværredes mod årets udgang, hvor både EU's og euroområdets BNP faldt med ca. 1½ % (på kvartalsbasis) i fjerde kvartal. Undersøgelsesdata og faktiske data tyder på en yderligere forværring i indeværende års første kvartal. Alle medlemsstater påvirkes af tilbagegangen, selv om deres fremtidsudsigter varierer afhængigt af den relative eksponering for finanskrisen, udviklingen på boligmarkedet og graden af åbenhed.

Efterhånden som finansmarkederne stabiliserer sig, investorernes tillid øges, og finans- og pengepolitiske lempelser gradvist udmønter sig i reelle aktiviteter, vil faldet i BNP udjævnes hen imod udgangen af dette år, og vækstraterne forventes at blive moderat positive i løbet af 2010.

Tilbagegangen påvirker ikke alene alle medlemsstater, men også næsten alle efterspørgselskomponenter. Private investeringer er særligt hårdt ramt, hvilket følger af pessimistiske forventninger til efterspørgslen, et brat fald i kapacitetsudnyttelsen og vedblivende stramme finansieringsvilkår. Tilsvarende er eksporten faldet drastisk i lyset af det markante fald i verdenshandelen. Det private forbrug klarer sig relativt godt takket være lavere oliepriser og lavere inflation, men den gradvise forværring af situationen på arbejdsmarkedet forventes at lægge en dæmper på den disponible realløn. Det offentliges forbrug og investeringer vil være alene om at bidrage positivt til væksten i år takket være den finanspolitiske stimulering, som er indført med EU's genopretningsplan.

Arbejdsmarkedet og de offentlige finanser er hårdt ramt

I løbet af sidste år svækkedes arbejdsmarkederne med det sædvanlige efterslæb i forhold til den økonomiske afmatning. Beskæftigelsen forventes fremover at falde med ca. 2½ % i både EU og euroområdet i indeværende år og yderligere 1½ % i 2010 svarende til et tab på ca. 8½ mio. arbejdspladser i de to år, hvilket står i modsætning til nettojobskabelsen på 9½ mio. i løbet af 2006-2008.

De offentlige finanser er også hårdt ramt af lavkonjunkturen med et budgetunderskud, som forventes at blive fordoblet i år for EU (fra 2,3 % af BNP i 2008 til 6 %) og stige yderligere i 2010 (til 7¼ %). Den bratte forværring af den overordnede finanspolitiske stilling skyldes til dels den økonomiske afmatning, fordi de automatiske stabilisatorer er relativt omfattende i EU, men den afspejler også den betydelige diskretionære finanspolitiske stimulering til fordel for den økonomiske aktivitet.

Inflationen er meget lav - midlertidigt

Inflationen er faldet markant i de seneste måneder og forventes at falde yderligere i andet og tredje kvartal af indeværende år grundet basiseffekter, ugunstige økonomiske fremtidsudsigter og et forventet fald i råvarepriserne. Inflationen målt ved det harmoniserede forbrugerprisindeks (HICP-inflationen) antages overordnet set at blive lidt under 1 % i EU (og ½ % i euroområdet) og nå et lavpunkt i tredje kvartal i begge regioner. Da basiseffekter af hidtidige udsving i energi- og fødevarepriserne udgår af procentsatsen for hele året i løbet af dette efterår, forventes HICP-inflationen gradvist at stige til ca. 1¼ % næste år.

Vedholdende usikkerhedsmomenter

Da den globale økonomi står over for den værste lavkonjunktur siden anden verdenskrig, er fremtidsudsigterne med hensyn til økonomi og inflation behæftet med betydelig usikkerhed. Risikoen for, at fremtidsudsigterne bliver værre end forventet, afhænger navnlig af finanskrisens følger og styrken af feedbacksløjfer mellem økonomiens forskellige sektorer. Den finans- og pengepolitiske stimulering kunne på den anden side vise sig mere effektiv end forventet til at genskabe stabilitet og tillid på finansmarkederne og støtte den økonomiske aktivitet. Risikoen for fremtidsudsigterne for inflationen forekommer at være i ligevægt i indeværende år som følge af mulige udsving i råvarepriserne samt adfærden inden for pris- og løndannelse.

En mere detaljeret rapport kan ses på følgende adresse:

http://ec.europa.eu/economy_finance/thematic_articles/article14927_en.htm

[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]

[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]

[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]

[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website