Navigation path

Left navigation

Additional tools

Direktørlønninger: Kommissionen formulerer nye retningslinjer for sammensætningen og beregningen af direktørers aflønning

European Commission - IP/09/673   29/04/2009

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/09/673

Bruxelles, den 29. april 2009

Direktørlønninger: Kommissionen formulerer nye retningslinjer for sammensætningen og beregningen af direktørers aflønning

Europa-Kommissionen har vedtaget en henstilling om reglerne for aflønning af ledelsen i børsnoterede selskaber. Den udgør et supplement til to tidligere henstillinger, nemlig 2004/913/EF og 2005/162/EF. En rimelig lønpolitik bør belønne resultater og tilskynde ledelsen til at sikre selskabets levedygtighed på mellemlang og lang sigt. Den nuværende henstilling om aflønning af ledelsen bygger på tanken om belønning for resultater gennem åbenhed om lønpolitikken. Den nye henstilling indeholder yderligere vejledning i, hvordan man kan opnå dette, og den beskriver, hvordan man bedst udformer en rimelig lønpolitik. Den fokuserer derfor på bestemte aspekter af sammensætningen af ledelsesmedlemmers lønninger og på selve den proces, der benyttes til bestemmelse af disse lønninger, herunder aktionærkontrol. Kommissionen har også vedtaget en henstilling om lønpolitikken inden for finanssektoren (se IP/09/674).

Charlie McCreevy, der er kommissionsmedlem med ansvar for det indre marked og tjenesteydelser, udtaler følgende ved denne lejlighed: "Ordninger med særlige incitamenter for direktører i børsnoterede selskaber har alt for ofte ført til urimeligt kortsigtede handlinger og undertiden til "betaling for fiasko". De nuværende EU-regler må suppleres med ny vejledning vedrørende visse centrale aspekter af sammensætningen af direktørlønninger. Vi har også forstærket de processer, der benyttes til bestemmelse af direktørlønninger, herunder aktionærkontrollen. Vores budskab er meget klart: aflønningen af ledelsen skal kobles tydeligt sammen med selskabets resultater og ikke give belønning for fejltagelser."

For så vidt angår sammensætningen af direktørlønninger opfordrer henstillingen medlemsstaterne til:

  • at sætte en øvre grænse for fratrædelsesgodtgørelser (svarende til maksimalt to års fast løn) og forbyde fratrædelsesgodtgørelser i tilfælde af fejlslagen ledelse (gyldne håndtryk)
  • at forlange, at der skal være balance mellem den faste og den variable lønkomponent, og at tildelingen af variable lønkomponenter skal knyttes til på forhånd fastsatte og målelige resultatkriterier, for derved at styrke forbindelsen mellem resultater og aflønning
  • at forbedre virksomheders levedygtighed på lang sigt ved at stille krav om, at der skal være balance mellem de kort- og langsigtede resultatkriterier, der benyttes til fastsættelse af direktørlønninger, at udbetalingen af de variable lønkomponenter skal kunne udskydes, at der skal være en minimumsbindingsperiode for aktieoptioner og aktier på mindst tre år, og at en bestemt del af aktierne skal beholdes, indtil ansættelsesforholdets ophører
  • at give virksomheder mulighed for at tilbagekræve den variable del af lønnen, hvis den bygger på oplagt fejlagtige data ("clawback").

For så vidt angår processen til bestemmelse af direktørlønninger opfordrer henstillingen medlemsstaterne til:

  • at udvide nogle af informationskravene i den eksisterende henstilling for at forbedre aktionærernes kendskab til lønpolitikken
  • at sikre, at aktionærer, især de institutionelle investorer, så vidt muligt deltager i generalforsamlinger og gør brug af deres stemmeret vedrørende aflønningen af ledelsesmedlemmer
  • at fastsætte, at ansatte, der ikke er ledelsesmedlemmer, ikke må tildeles aktieoptioner som en del af deres aflønning for at forebygge interessekonflikter
  • at styrke aflønningsudvalgets rolle og funktionsmåde ved hjælp af nye principper med hensyn til i) udvalgets sammensætning, ii) forpligtelsen for udvalgets medlemmer til at være til stede på generalforsamlinger, hvor der behandles lønspørgsmål, for at kunne afgive forklaring over for aktionærerne, og iii) forebyggelse af konflikter mellem aflønningskonsulenter.

I henstillingen tages der behørigt hensyn til den indsats, som adskillige medlemsstater allerede har gjort i forbindelse med finanskrisen, og den tager sigte på at fremme denne udvikling ved at udpege bedste praksis og øge konvergensen i EU. Kommissionen vil nøje kontrollere, hvordan henstillingen efterleves, og vil offentliggøre resultaterne af denne kontrol.

Efter et år agter Kommissionen se nærmere på begge henstillinger på baggrund af de indhøstede erfaringer og kontrolresultatet. Den vil desuden udarbejde en evalueringsrapport om medlemsstaternes anvendelse af begge henstillinger.

Den komplette henstilling findes på følgende netsted:

http://ec.europa.eu/internal_market/company/directors-remun/index_en.htm

MEMO/09/213


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website