Navigation path

Left navigation

Additional tools

Tilpasning til klimaændringerne: EU må forberede sig på de fremtidige virkninger

European Commission - IP/09/519   01/04/2009

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/09/519

Bruxelles, den 1. april 2009

Tilpasning til klimaændringerne: EU må forberede sig på de fremtidige virkninger

Europa-Kommissionen fremlagde i dag en hvidbog, der udstikker, hvilke initiativer der er nødvendige for at forbedre EU's evne til at modstå klimaændringerne. De seneste oplysninger tyder på, at virkningerne af klimaændringerne vil indtræffe hurtigere og med større kraft end anført i FN's klimapanels rapport fra 2007. Europa slipper ikke uden om disse virkninger og må forberede sig for at håndtere dem. Virkningerne af klimaændringerne vil have varierende regionale konsekvenser, hvilket betyder, at de fleste tilpasningsforanstaltninger må træffes nationalt og regionalt. I det handlingsgrundlag, Kommissionen fremlægger, opstilles en strategi i to faser for tilpasning til virkningerne af klimaændringerne i EU, som er et supplement til de initiativer, medlemsstaterne tager via en integreret og koordineret tilgang.

EU's miljøkommissær, Stavros Dimas, udtalte: "Klimaændringerne bliver stadig mere omfattende og foruroligende for hvert år, der går. Vi må arbejde hårdt for at reducere kulstofemissionerne, men selv med de emissionsreduktioner, vi har forpligtet os til at opnå, er en vis del af klimaændringerne uundgåelige. Det er derfor helt afgørende, at vi begynder arbejdet nu for sammen med regeringerne, erhvervslivet og samfundet i øvrigt at udarbejde en omfattende tilpasningsstrategi for EU og sikre, at tilpasningen integreres i alle centrale EU-politikker."

EU's landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, udtalte: "Det europæiske landbrug vil få klimaændringerne at føle i fuld styrke. Jeg vil gerne give landbrugerne en klar forståelse af de udfordringer, de vil stå over for, og jeg vil gerne give startskuddet til drøftelser om, hvilke konkrete skridt vi kan tage for at hjælpe landbrugerne med tilpasningen. Jeg vil især gerne se os træffe foranstaltninger, som vi ikke kommer til at fortryde, og som vil medføre økonomiske og miljømæssige fordele, uanset hvordan klimaet udvikler sig. Dette er nøgleelementerne i det dokument om landbruget og klimaændringerne, som er blevet vedtaget i dag til støtte for hvidbogen".

EU's sundhedskommissær, Androula Vassiliou, udtalte: "Med et klimamønster under forandring er det nødvendigt at være særligt opmærksom over for at styrke overvågningen af menneskers sundhed, dyresundheden og plantesundheden. Derudover er det af afgørende betydning, at sundhedsmyndighederne integrerer sundhedshandlingsplaner for ekstreme vejrforhold i beredskabsplanlægningen. Vi må også sikre, at der foretages en vurdering af virkningerne af klimaændringerne på sårbare grupper i samfundet. Internationalt samarbejde er helt afgørende for at opfylde disse målsætninger."

EU's kommissær for maritime anliggender og fiskeri, Joe Borg, udtalte: "Europas kyster og havområder står i klimaændringernes frontlinje. Vi må forberede os på at imødegå kommende udfordringer som f.eks. den stigende vandstand i havene, oversvømmelser af kystområderne og indvirkningen på turismen i kystområderne, på havnene og skibsfarten og også på fiskeriet. Vi må ikke være blinde for kystøkosystemernes store betydning for vores økonomi. I dag lever omkring 50 % af Europas befolkning i kystområderne, så derfor er indsatsen for at tilpasse os til klimaændringerne afgørende og hastende".

Et handlingsgrundlag

Gennem de kommende 50 år vil klimaændringerne efter al sandsynlighed få dybtgående virkninger for betydningsfulde erhverv som landbruget, energisektoren, transportsektoren, økosystemerne, turismen og sundhedssektoren. De vil også påvirke husholdningerne og virksomhederne og visse samfundsgrupper, specielt de ældre, de handicappede og de lavtlønnede.

Hvidbogen er et oplæg til, hvordan EU og dets medlemsstater kan forberede sig på virkningerne af klimaændringerne. Første fase af strategien løber indtil 2012 og lægger fundamentet til forberedelserne af en omfattende EU-tilpasningsstrategi fra 2013 og fremover. Den vil fokusere på at øge vores forståelse af klimaændringerne og de mulige tilpasningsforanstaltninger og af, hvordan tilpasningen kan inkorporeres i centrale EU-politikker. Beslutningerne om, hvordan vi bedst tilpasser os, skal bygge på en solid videnskabelig og økonomisk analyse, men indholdet og tilgængeligheden af information varierer kraftigt fra region til region. Hvidbogen fastslår, at der er behov for et clearingcenter, der kan fungere som forum for informationsudveksling om klimaændringerne (risici, virkninger, bedste praksis).

Virkningerne af klimaændringerne vil variere fra region til region, men kyst- og bjergområder og flodsletter vil være særligt sårbare. Dette er grunden til, at de fleste tilpasningsforanstaltninger vil blive gennemført nationalt og regionalt. EU's rolle vil være at støtte denne indsats via en integreret og koordineret tilgang, ikke mindst hvor der er tale om grænseoverskridende forhold og politikker, som er stærkt integreret på EU-plan. Tilpasningen til klimaændringerne skal af indlysende grunde være et centralt element i alle EU-politikker. Tilpasningen skal også indtage en fremtrædende plads i EU's politikker i forhold til tredjelande, så der kan ydes hjælp til de mest berørte lande og opbygges et samarbejde om internationale tilpasningsspørgsmål med partnerlande.

Kommissionen fremlægger også i dag tre debatoplæg om vand-, kyst- og havspørgsmål, om landbrugsspørgsmål og om sundhedsspørgsmål, som bygger på det handlingsgrundlag, der opstilles i hvidbogen.

Tilpasning og afbødning, to sider af samme sag

EU er fast besluttet på hurtigt at træffe foranstaltninger til at mindske drivhusgasemissionerne. Men det er ikke nok at mindske drivhusgasemissionerne for at afbøde virkningerne af klimaændringerne. Der er behov for en supplerende indsats på kortere sigt. Virkningerne af klimaændringerne ventes at blive mere omfattende end ventet og vil indtræffe, uanset hvilke afbødende foranstaltninger der iværksættes.

Europa må og skal gribe ind over for disse virkninger. Det er nødvendigt med foranstaltninger, der kan øge natursystemernes og de menneskeskabte systemers modstandskraft over for virkningerne af klimaændringerne. Tilpasningspolitikker er allerede ved at blive gennemført i EU, men de gennemføres ofte i spredt fægtning og kun i nogle få medlemsstater.

Fremtidig indsats

Kommissionen agter at nedsætte en styringsgruppe for virkninger og tilpasning (IASG). Den vil blive sammensat af repræsentanter for de EU-medlemsstater, der arbejder med at udarbejde nationale og regionale tilpasningsprogrammer, og vil rådføre sig med repræsentanter for civilsamfundet og forskerverdenen. Den vil blive støttet af tekniske arbejdsgrupper, bl.a. én om landbruget. Senest i 2011 vil Kommissionen oprette et clearingcenter for informationsudveksling om virkningerne af klimaændringerne.

Yderligere oplysninger

Kommissionens websted om tilpasning til klimaændringerne

http://www.ec.europa.eu/environment/climat/adaptation/index_en.htm

Kommissionens websted om landbruget og klimaændringerne

http://ec.europa.eu/agriculture/climate_change/index_en.htm

EMA-rapport nr. 4/2008: Impacts of Europe's changing climate – 2008 indicator-based assessment

http://www.eea.europa.eu/publications/eea_report_2008_4/


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website