IP/09/190
Bruxelles, den 29. januar 2009
EU's forbrugerkommissær Meglena Kuneva havde følgende kommentar: "Vi kan ikke gå på kompromis med sikkerheden. Det glæder mig at kunne konstatere, at RAPEX-systemet har fungeret godt og sikret, at farlige produkter indeholdende DMF hurtigt fjernes fra markedet. Vi er imidlertid nødt til at gå et skridt videre og træffe hasteforanstaltninger på EU-plan for at løse problemet ved kilden. Målet med et EU-dækkende forbud mod brug af DMF i alle forbrugerprodukter er at fjerne de alvorlige sundhedsrisici, som forbrugerne udsættes for, når de kommer i kontakt med dette kemiske stof via hverdagsprodukter i læder - især de alvorlige allergiske reaktioner, som nogle forbrugere har oplevet."
Risikoen ved DMF
Dimethylfumarat (DMF) anvendes af producenter som biocid til at dræbe skimmelsvampe, der ellers kan forringe kvaliteten af møbler og skolæder under oplagring eller transport i fugtigt klima. DMF'et fyldes i små poser og fastgøres til møblerne indvendigt eller anbringes i skotøjsæskerne, hvor det afgiver dampe og imprægnerer læderet, som på den måde beskyttes mod skimmelsvampe. Stoffet har imidlertid haft alvorlige virkninger på de forbrugere, der har været i kontakt med produkterne. Hos mange forbrugere trængte DMF'et gennem tøjet og kom i kontakt med huden[1], hvor det forårsagede smertefuld dermatitis (hudbetændelse). Sagen forværres af, at dermatitissen i alvorlige tilfælde er særlig vanskelig at behandle. Forekomst af DMF udgør således en alvorlig risiko.
Diskussionen om problemerne med det farlige kemiske stof blev sat i gang, da stoffet blev anmeldt af flere EU-landes myndigheder via EU's system for hurtig varsling af farlige nonfood-forbrugsprodukter (RAPEX).
Anmeldelserne vedrørte sofaer, lænestole og sko, og kliniske test bekræftede, at dermatitissen hos de forbrugere, der havde været i kontakt med de pågældende produkter, var forårsaget af DMF[2]. Efterfølgende forbød man denne brug af stoffet i Frankrig og Belgien, og også Spanien er på vej med et forbud. Den nye beslutning, som blev vedtaget i dag, vil omfatte alle EU's medlemslande.
De nuværende regler
Det er allerede i dag forbudt at anvende DMF til fremstilling af varer i EU. Ifølge biociddirektivet (direktiv 98/8/EF) er biocidholdige produkter, der indeholder DMF, nemlig ikke tilladt. Det er imidlertid muligt for producenter uden for EU at anvende disse forbudte biocider og derefter eksportere deres produkter til EU. Dagens beslutning giver derfor forbrugerne i EU den samme beskyttelse mod risikoen ved DMF i importerede varer, som de er omfattet af i deres eget land.
Nye initiativer fra EU's medlemslande
Frankrig vedtog i december 2008 et dekret[3], som forbyder import og omsætning af siddemøbler og fodtøj, der indeholder DMF, i et år. Det franske dekret siger desuden, at alle siddemøbler og alt fodtøj, der åbenlyst indeholder DMF, eller hvis emballage åbenlyst indeholder DMF, skal trækkes tilbage fra markedet. I januar 2009 udstedte Belgien et dekret[4], som forbyder omsætning af alle artikler og produkter, der indeholder DMF. Den spanske regering overvejer ligeledes at træffe foranstaltninger i sagen.
Baggrund - RAPEX
RAPEX er EU's system for hurtig varsling af farlige nonfood-forbrugsprodukter. Systemet gør det muligt for EU-landene og Kommissionen hurtigt at udveksle oplysninger, der kan forhindre, at der bringes produkter i omsætning, som udgør en alvorlig risiko for forbrugernes sundhed og sikkerhed.
Læs mere på følgende adresse:
http://ec.europa.eu/consumers/safety/rapex/index_en.htm
[1] Williams, J.D.L. et al. (2008): An outbreak of furniture dermatitis in the U.K. British Journal of Dermatology 159, s. 233-234.
[2] Rantanen, T. (2008): The cause of the Chinese sofa/chair dermatitis epidemic is likely to be contact allergy to dimethylfumarate, a novel potent contact sensitizer (Concise communication). British Journal of Dermatology 159, s. 218-221.
[3] Dekret af 4. december 2008 fra det franske økonomi-, industri- og beskæftigelsesministerium om suspension af omsætning af siddemøbler og fodtøj indeholdende DMF. Frankrigs statstidende, 10. december 2008, lovtekst 17 af 108.
[4] Ministerielt dekret fra ministeren for sundhed og ministeren for forbrugerbeskyttelse om forbud mod omsætning af artikler og produkter indeholdende DMF. Belgiens statstidende, 12. januar 2009.