Navigation path

Left navigation

Additional tools

Det fælles eurobetalingsområde (SEPA): direkte debiteringer på tværs af landegrænserne er nu en realitet

European Commission - IP/09/1665   03/11/2009

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/09/ 1665

Bruxelles, den 3. november 2009

Det fælles eurobetalingsområde (SEPA): direkte debiteringer på tværs af landegrænserne er nu en realitet

(se MEMO/09/489 )

Fra den 2. november vil bankerne begynde at tilbyde deres kunder muligheden for at foretage faste betalinger ved hjælp af SEPA‑ordningen for direkte debitering. Dette betyder, at private kunder og erhvervskunder for første gang vil kunne udføre direkte debiteringstransaktioner mellem forskellige lande i euroområdet. Den industriledede ordning støttes af nye EU-regler om betalingstjenester og grænseoverskridende betalinger, som træder i kraft den 1. november. Reglerne skal sikre, at SEPA‑ordningen for direkte debitering er lige så enkel, effektiv og sikker som nationale ordninger, uden at den er dyrere. Tusinder af banker i euroområdet deltager allerede i den nye ordning.

Kommissæren for det indre marked og tjenesteydelser, Charlie McCreevy, udtaler: "Dette er endnu et stort skridt på vejen mod det fælles eurobetalingsområde. Takket være industriens indsats og et solidt retsgrundlag på EU-niveau kan direkte debiteringer nu udføres mellem forskellige lande i euroområdet – dette er gode nyheder for forbrugerne, erhvervslivet og for økonomien i det hele taget. Produktet er nyt og højst innovativt med reelle praktiske fordele, og jeg vil opfordre de banker, som stadig ikke deltager i ordningen, til at slutte sig til de tusinder, som allerede er registrerede."

SEPA‑ordningen for direkte debitering

Direkte debiteringer er en bekvem måde for forbrugerne at foretage faste betalinger, og de er en effektiv måde for virksomhederne at opkræve penge i form af vand-, gas-, el- og telefonregninger såvel som abonnementer på blade og aviser. En direkte debitering indledes af kreditor, men forbrugerne har altid ret til at vælge, om de vil acceptere en direkte debitering til deres bankkonto eller ej. Selv om direkte debiteringer anvendes i mange lande i euroområdet, findes der endnu ingen fælleseuropæisk ordning, som gør grænseoverskridende betalinger mulig. Tusinder af europæiske banker vil allerede deltage i den nye ordning fra den første dag, ordningen lanceres.

EU's retsgrundlag

Direktivet om betalingstjenester sikrer, at elektroniske betalinger inden for EU – hovedsagelig direkte debiteringer samt pengeoverførsler og kortbetalinger – bliver lige så enkle, effektive og sikre som de tilsvarende nationale betalinger. Direktivet forbedre rettighederne og øger beskyttelsen af brugerne af betalingstjenesterne, som f.eks. forbrugere, detailhandlere, virksomheder og offentlige myndigheder. De fleste medlemsstater har gennemført direktivet inden fristen den 1. november. Resten af medlemsstaterne gennemfører inden årets udgang (med undtagelse af to lande: Finland og Sverige).

Den reviderede forordning om grænseoverskridende betalinger udvider princippet om lige store gebyrer for nationale og grænseoverskridende betalinger i euro (op til 50 000 EUR) for direkte debiteringer. Pengeoverførsler, elektroniske betalinger (inklusive kortbetalinger) og hævning af kontanter var allerede omfattet af den foregående version af forordningen. Derudover søger forordningen at lette lanceringen af SEPA‑ordningen for direkte debitering ved at indføre midlertidige regler om multilaterale interbankgebyrer og at fastsætte en frist, så direkte pengeoverførsler i euroområdet kan udføres inden november 2010. For banker uden for euroområdet er fristen november 2014.

Baggrunden for SEPA

SEPA er det område inden for Europa, hvor borgere, virksomheder og andre økonomiske aktører får mulighed for at foretage og modtage betalinger i euro på samme grundlæggende betingelser og med samme rettigheder og forpligtelser, uanset om betalingen foregår inden for et enkelt lands grænser eller er grænseoverskridende. Med andre ord vil eurobetalinger i Europa blive lige så enkle, billige og sikre som nationale betalinger.

SEPA vil harmonisere de millioner af elektroniske betalinger, der hver dag foretages ved hjælp af pengeoverførsler, direkte debiteringer og betalingskort (debet- og kreditkort). SEPA vil give forbrugerne mulighed for at foretage og modtage kontantløse eurobetalinger i hele SEPA (dvs. EU-27 samt Island, Liechtenstein, Norge, Schweiz og Monaco) ved hjælp af en enkelt bankkonto og et enkelt sæt betalingsinstrumenter. SEPA er således en naturlig videreudvikling af indførelsen af euroen og endnu et vigtigt skridt i realiseringen af det indre markeds fulde potentiale for Europa.

Det fælles eurobetalingsområde er et initiativ taget af den europæiske bankindustri via Det Europæiske Betalingsråd og stærkt støttet af EU-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank (ECB).

Yderligere oplysninger findes på følgende websted:

SEPA:

http://ec.europa.eu/internal_market/payments/sepa/index_en.htm

Direktivet om betalingstjenester:

http://ec.europa.eu/internal_market/payments/framework/index_en.htm

Forordningen om grænseoverskridende betalinger:

http://ec.europa.eu/internal_market/payments/crossborder/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website