Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissionen foreslår konkrete tiltag for at få fødevareforsyningskæden til at fungere bedre i EU

European Commission - IP/09/1593   28/10/2009

Other available languages: EN FR DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/09/1593

Bruxelles, den 28. oktober 2009

Kommissionen foreslår konkrete tiltag for at få fødevareforsyningskæden til at fungere bedre i EU

Kommissionen har vedtaget en meddelelse, som sigter på at få fødevareforsyningskæden til at fungere bedre i Europa. Det seneste kraftige prisfald på landbrugsråvarer samt de vedvarende høje fødevarepriser for forbrugerne har sat spørgsmålstegn ved, om denne vigtige sektor i den europæiske økonomi fungerer efter hensigten. Bedre forretningsforbindelser mellem aktørerne i forsyningskæden vil være et vigtigt skridt mod mere effektiv fødevareforsyningskæde, som i sidste instans vil gavne alle kædens aktører samt forbrugerne.

" Det er meget vigtigt for aktørerne i fødevareforsyningskæden, forbrugerne og de politiske beslutningstagere at gøre priserne mere gennemskuelige i hele forsyningskæden. Det nye europæiske overvågningsværktøj for fødevarepriser er et vigtigt skridt i den rigtige retning." siger Joaquín Almunia, kommissær for økonomiske og monetære anliggender.

Mariann Fischer Boel, kommissær for landbrug og udvikling af landdistrikter, udtaler følgende: "Som vi har set i den seneste udvikling på markedet for mejeriprodukter, er der tit et stor gab mellem den pris, landmændene får, og den pris, forbrugerne betaler i forretningerne. Sammen med de nationale myndigheder vil vi fordoble vore indsats for at sikre, at forsyningskæden fungerer effektivt fra jord til bord. Vi vil bede gruppen af højtstående eksperter på mælkeområdet om at se nærmere på konklusionerne i denne rapport og at komme med forslag til nødvendige tiltag. Vi skal sikre vores mælkeproducenter en rimelig levestandard både nu og i fremtiden. Det samme gælder for producenter af andre landbrugsprodukter."

Dagens meddelelse indeholder forslag til konkrete politiske tiltag på EU-plan og medlemsstatsplan som skal få fødevareforsyningskæden til at fungere bedre i Europa.

Fødevareforsyningskæden omfatter vigtige sektorer – landbrug, fødevareindustri og distribution – som tilsammen udgør mere end 7 % af beskæftigelsen i Europa. Disse sektorer har en direkte indvirkning på alle borgere, da fødevarer i gennemsnit udgør 16 % af husholdningernes udgifter. Derfor er det vigtigt, at fødevareforsyningskæden fungerer, så der udbydes sikre fødevarer af høj kvalitet til overkommelige priser.

Udviklingen i fødevarepriserne har i nogen tid skabt bekymring over den måde, hvorpå fødevareforsyningskæden fungerer. Det markante prisfald på landbrugsråvarer i 2008 har indtil nu ikke medført lavere priser på produktions- og forbrugerplan. Dette er blevet særdeles tydeligt i mejerisektoren i de seneste måneder.

I meddelelsen beskrives der betydelige spændinger i kontraktlige forhold mellem aktørerne i kæden som følge af deres mangfoldighed og forskellige forhandlingsposition. Meddelelsen belyser også manglen på prisernes gennemsigtighed gennem hele kæden såvel som de ustabile landbrugsråvarepriser . Til sidst viser den, at det indre marked for fødevarer stadig er opsplittet på produktplan og på medlemsstatsplan.

For at tackle de påpegede udfordringer og få kæden til at fungere bedre foreslår Kommissionen:

  • At fremme bæredygtige og markedsbaserede forhold mellem fødevareforsyningskædens aktører:

  • Kommissionen vil samarbejde med medlemsstaterne for bedre at identificere uretfærdig kontraktpraksis som følge af uligevægten i forhandlingspositioner, at øge aktørernes bevidsthed omkring problemet og at lette anmeldelsen af eventuelle misbrug

  • Kommissionen vil i tæt samarbejde med nationale konkurrencemyndigheder fortsat overvåge udviklingen i konkurrencemæssige aspekter i kæden.

  • At øge gennemsigtigheden i fødevareforsyningskæden:

  • Kommissionen offentliggør i dag første udgave af et overvågningsværktøj for fødevarepriser i Europa, som skal bidrage til en bedre forståelse af prisernes udvikling og opfordre medlemsstaterne til at oprette en lettilgængelig, internetbaseret tjeneste, som sammenligner detailpriserne på fødevarer

  • Kommissionen fastsætter også en række foranstaltninger, som skal forbedre tilsynet med markedet for landbrugsråvarer med henblik på at stabilisere priserne og begrænse spekulation.

  • At fremme integrationen af det indre marked for fødevarer og konkurrenceevnen i alle fødevareforsyningskædens sektorer:

  • Kommissionen vil undersøge nogle udvalgte miljøstandarder og oprindelsesmærkningsordninger, som kan hæmme handel på tværs af grænserne

  • Kommissionen vil undersøge foranstaltninger til at tackle territoriale forsyningsbegrænsninger, hvor leverandører "tvinger" detailhandlere til at benytte lokale leverandører

  • Især i primærsektoren bør det undersøges, hvordan landmændenes forhandlingsposition kan styrkes f.eks. ved at skabe producentorganisationer samtidigt med, at reglerne for fair konkurrence overholdes. Dette kunne f.eks. gøres både inden for rammerne af politikken for udvikling af landdistrikterne og mere generelt i forbindelse med den fælles landbrugspolitik efter 2013.

Kommissionen aflægger rapport om fremskridtene inden for disse forslag ved udgangen af 2010. Da aktørerne og medlemsstaternes medvirken er vigtig for, at disse tiltag skal lykkes, foreslår Kommissionen, at medlemskabet i Gruppen på Højt Plan om Fødevareindustriens Konkurrenceevne udvides, og at dens status og mandat forstærkes, så den kan fungere som et diskussionsforum for fødevareforsyningskæden.

Denne meddelelse er resultatet af en tværtjenstlig taskforce under ledelse af Generaldirektoraterne for AGRI og ECFIN, hvori kommissærerne Neelie Kroes og Meglena Kuneva også har deltaget aktivt.

Baggrund:

Kommissionen har fulgt udviklingen i fødevarepriserne som led i en markedsovervågning, der blev indledt i forbindelse med analysen af det indre marked i 2007. I december 2008 udgav Kommissionen statusrapporten "Fødevarepriser i Europa", som indeholder en køreplan med de vigtigste politiske tiltag inden for området.

Hele meddelelsen findes på :

http://ec.europa.eu/economy_finance/thematic_articles/article16028_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website