Navigation path

Left navigation

Additional tools

IP/08/803

Bruxelles, den 27. maj 2008

Europa skal have en uudtømmelig kilde til internetadresser inden 2010

Hvis der ikke gribes ind, vil den stigende efterspørgsel efter internetbaserede tjenesteydelser betyde, at der ikke vil være internetadresser nok til at dække behovet. Derfor må internetbrugere og –udbydere tilskyndes til at tage den nyeste internetprotokol (IP version 6 eller IPv6) i brug. Dette vil nemlig give en enorm forøgelse af adresseområdet, omtrent som da telefonnumrene blev udvidet for en række år siden. Europa-Kommissionen har i dag sat det mål for Europa at få 25 % af EU's virksomheder, offentlige myndigheder og private husstande til at gå over til IPv6 inden 2010. Den efterlyser en koordineret indsats på europæisk plan, der skal forberede alle aktører på en rettidig, effektiv overgang, så vi undgår ekstraomkostninger for forbrugerne og sikrer innovative europæiske virksomheder en konkurrencefordel.

"Det er i høj grad et spørgsmål om, at et sting i tide sparer megen kvide", sagde Viviane Reding, EU's kommissær for informationssamfundet og medier. "På kort sigt kan virksomheder og offentlige myndigheder være fristet til at passe deres behov ind i det gamle systems spændetrøje, men det vil medføre, at Europa er dårligt rustet til at drage fordel af den nyeste internetteknologi og kan stå over for en krise, når det gamle system løber tør for adresser. IPv6 giver flere adresser i internetverdenen, end der er sandkorn på strandene i hele verden. Hvis europæerne vil udnytte de seneste internetbaserede hjælpemidler, såsom intelligente etiketter i butikker, fabrikker og lufthavne, intelligente energibesparende varme- og belysningssystemer og køretøjsmonterede net og navigationssystemer, så står vi allerede over for en tusinddobling af efterspørgslen efter IP-adresser. Jeg vil opfordre medlemsstaterne til at sørge for, at offentlige myndigheder og erhvervslivet i vid udstrækning får indført IPv6 inden 2010."

IPv4, der har været i brug siden 1984, giver adgang til 4,3 mia. adresser, hvoraf kun ca. 700 mio. eller 16 % fortsat er ledige og til rådighed for nye forbindelser. Den nye internetprotokol, IPv6, vil give en næsten ubegrænset mængde IP-adresser og dermed danne grundlag for nye anvendelser baseret på udstyr, som er for omfattende eller for dyrt for IPv4. Dette vil gøre det meget nemmere for private brugere at bygge deres egne net og tilslutte dem til internettet.

IPv6 vil sætte skub i udviklingen af flere innovative internetanvendelser, især anvendelser, der kræver netforbindelse mellem mange små og enkle apparater. For eksempel kan forvaltningen af energi til gadebelysning og intelligente bygninger forbedres, og almindelige husholdningsapparater vil kunne fjernstyres billigt og pålideligt via internettet. Dette vil atter skabe et incitament og en lejlighed for virksomhederne til at innovere yderligere og dermed frembringe den næste generation af internetanvendelser.

De fleste nye computere og servere fra de større fabrikanter er allerede IPv6-kompatible, men kan kun nås via deres gamle IPv4-adresser. Europas backboneinternet til forskning, Geant, er allerede fuldt kompatibelt med IPv6, og dette har medført, at Europa har den største udbredelse af IPv6-adresser i verden. Dette fremskridt er dog endnu ikke trængt igennem til det offentlige internet. Derfor er der brug for en samordnet indsats fra alle aktører i erhvervslivet for at sikre, at IPv6 hurtigt vinder udbredelse. Backbonenettene skal således kunne håndtere både IPv4 og IPv6.

I Japan har NTT (Nippon Telecom and Telegraph) allerede et offentligt IPv6- backbonenet, og Kina har planer om at etablere net, der er både IPv4- og IPv6-kompatible inden De Olympiske Lege i Beijing. Den amerikanske regering kræver, at der anvendes IPv6 i forbindelse med offentlige indkøb, men i øvrigt minder den amerikanske internetteknologi om EU's.

I en meddelelse, der fremlægges i dag, opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at lade Europas offentlige sektor gå i spidsen for indførelsen af IPv6 ved at sørge for, at deres egne net, offentlige websteder og e-forvaltningstjenester migrerer til IPv6. Kommissionen forventer også, at de vigtigste websteder i Europa fører an, og det er målet at indhente tilsagn fra mindst 100 af de største europæiske webstedsoperatører, såsom tv-selskaber og onlinenyhedstjenester, inden udgangen af 2008. Kommissionens eget websted, Europa.eu, vil være tilgængeligt via IPv6 inden 2010. For at sætte gang i udviklingen i den europæiske it-sektor bør medlemsstaterne stille som betingelse, at der benyttes IPv6 i forbindelse med offentlige indkøb (sådan som Europa-Kommissionen og den amerikanske regering allerede har gjort det). Desuden bør de skærpe bevidstheden om IPv6 blandt virksomheder og organisationer og hjælpe dem med overgangen.

Kommissionen vil invitere de største aktører fra sektoren til at deltage i et arrangement i Bryssel den 30. maj, hvor den vil præsentere dette initiativ for at sætte skub i indførelsen af IPv6 i Europa.

Baggrund:

Europa-Kommissionen har investeret 90 mio. EUR i forskning i IPv6. I 2002 iværksatte Kommissionen en handlingsplan for at forberede overgangen til IPv6, der bl.a. gik ud på at skabe en stor pulje af eksperter med erfaring i indførelsen af IPv6 (IP/02/284). Dette har resulteret i, at de europæiske forskningsnet nu er klar til at tage IPv6 i brug, og at det europæiske net Geant (IP/08/354) fører an på verdensplan i indførelsen af IPv6. Over 30 europæiske F&U-projekter, der direkte vedrører IPv6, er blevet finansieret via EU's forskningsprogrammer.

Pressemateriale, der bl.a. omfatter den aktuelle meddelelse fra Kommissionen om IPv6, findes på nedenstående websted:

http://ec.europa.eu/information_society/newsroom/cf/itemdetail.cfm?item_id=4133

Bilag

Den forventede udtømning af de eksisterende internetadressereserver (IPv4)



Prognose

Den hidtidige udvikling

Ledige IPv4-adresser på verdensplan











[ Tabeller I PDF og WORD PROCESSED format ]

Kilde: Alex Band RIPE NCC, baseret på data fra Geoff Huston APNIC


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website