Navigation path

Left navigation

Additional tools

Kommissær Meglena Kuneva på besøg hos LEGO for at snakke legetøjssikkerhed

European Commission - IP/08/679   05/05/2008

Other available languages: EN FR DE BG

IP/08/679

Bruxelles, den 5. maj 2008

Kommissær Meglena Kuneva på besøg hos LEGO for at snakke legetøjssikkerhed

EU's forbrugerkommissær Meglena Kuneva besøgte i dag LEGO i Billund (Danmark) for at diskutere legetøjsindustriens store betydning med hensyn til at sørge for sikkert legetøj. Besøget er en optakt til indgåelsen af en frivillig aftale, hvorefter den europæiske legetøjsindustri forpligter sig til en fælles mission, der går ud på at udbrede bedste sikkerhedspraksis. LEGO's administrerende direktør Jørgen Vig Knudstorp og Kommissær Meglena Kuneva drøftede selskabets fremgangsmåder med hensyn til at skabe sikkerhed for forbrugerne og opnå deres tillid, og de udvekslede idéer om, hvordan bedste praksis vil kunne udbredes i Europa og i tredjelande. Besøget følger umiddelbart efter offentliggørelsen af 2007-rapporten om systemet for hurtig udveksling af oplysninger om nonfoodprodukter (RAPEX-systemet), som viser, at legetøj var det hyppigst anmeldte produkt sidste år (jf. IP/08/597).

Kommissær Meglena Kuneva udtalte i forbindelse med besøget, at hun "sammen med industrien vil kigge på, hvordan de langs produktions- og forsyningskæden kan udbrede bedste praksis, f.eks. med hensyn til fabrikanters relationer med leverandører og distributører. LEGO og andre medlemmer af Toy Industry of Europe (TIE) er vigtige partnere i mine bestræbelser på at give sikkerhed høj prioritet, og det glæder mig at kunne sige, at de fuldt ud bakker op om disse bestræbelser. Jeg glæder mig til den kommende aftale med industrien, som vil give sikkerhedsbestræbelserne i Europa og resten af verden et skub fremad."

Besøget på LEGO

Under besøget på LEGO fik kommissær Meglena Kuneva lejlighed til at se produktionsområdet og selskabets prøvningsanlæg. Hun fik en kort gennemgang af LEGO's program for produktsikkerhed og -prøvning, og drøftede med LEGO-eksperter de daglige foranstaltninger til sikring af legetøjssikkerhed. Kommissæren besøgte også LEGO-idéhuset, som rummer LEGO-koncernens historie og et udvalg af produkter fra LEGO's 75 års eksistens.

Den frivillige aftale om legetøjssikkerhed

Kommissær Meglena Kuneva arbejder hen imod at kunne underskrive en frivillig aftale med repræsentanter for den europæiske legetøjsindustri i maj 2008. I denne aftale vil industrien forpligte sig til at udbrede bedste praksis i hele sektoren og indsamle erfaringer med hensyn til uddannelse og samarbejde med myndighederne.

I en senere fase er det målet at indgå endnu en aftale i anden halvdel af 2008, som vil være målrettet mod andre vigtige aktører i legetøjssektoren, f.eks. importører og detailhandlende.

Yderligere oplysninger findes på:

http://ec.europa.eu/consumers/safety/rapex/index_en.htm


Side Bar

My account

Manage your searches and email notifications


Help us improve our website