Chemin de navigation

Left navigation

Additional tools

Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank lancerer nyt instrument til finansiering af det europæiske transportnet

Commission Européenne - IP/08/31   11/01/2008

Autres langues disponibles: FR EN DE ES NL IT SV PT FI EL CS ET HU LT LV MT PL SK SL BG RO

IP/08/31

Bruxelles, den 11. januar 2008

Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank lancerer nyt instrument til finansiering af det europæiske transportnet

Europa-Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank undertegnede i dag en samarbejdsaftale med henblik på at etablere et lånegarantiinstrument for transeuropæiske transportnetprojekter (LGTT). Dette nye instrument vil lette den private sektors deltagelse i finansieringen af transportinfrastruktur af europæisk interesse, navnlig hvad angår investeringer i TEN-projekter, hvor indtægtsrisiciene er store i et projekts tidlige driftsfase. LGTT, som udgør en del af programmet for det transeuropæiske transportnet (TEN-T) og EIB's indsats for vækst-initiativ, vil til dels dække denne risiko og derigennem forbedre TEN-investeringers finansielle levedygtighed. Hensigten med kapitalbidraget på 1 mia. EUR (500 mio. EUR hver fra Kommissionen og EIB) er at støtte kapitalinvesteringer på op til 20 mia. EUR i alt.

"LGTT er et betydningsfuldt nyt instrument til finansiering af europæisk infrastruktur. Vi stiller ikke alene dette innovative instrument til rådighed for markedet i dag, vi gentager også, at den private sektors deltagelse i finansieringen af transportinfrastruktur af europæisk interesse er velset og tiltrængt", udtalte Kommissionens næstformand med ansvar for transport, Jacques Barrot, da han undertegnede aftalen. "For nogle projekter banes vejen frem mest effektivt med et partnerskab mellem den offentlige og private sektor. Det nye garantiinstrument, der frigiver milliarder til nye investeringer i TEN-T, er et slagkraftigt værktøj til at fremme sådanne partnerskaber".

"LGTT vil tilvejebringe en betydelig mængde ny risikovillig kapital, som forventes at lette og fremskynde den private sektors investeringer i TEN. Den supplerer Kommissionens budgetressourcer til TEN og de eksisterende lån fra EIB. Den er også udtryk for et meget effektivt samarbejde mellem to EU-institutioner om at støtte udviklingen af det transeuropæiske transportnet", udtalte EIB's formand Philippe Maystadt i forbindelse med undertegnelsen af aftalen. "For at komplettere udbuddet af finansielle produkter til gavn for TEN-projekter går vi sammen med Europa-Kommissionen om at lette den private sektors inddragelse i basal transportinfrastruktur."

Med undertegnelsen af denne aftale lancerede næstformand Jacques Barrot og formand Philippe Maystadt officielt dette instrument. Europakommissær for økonomiske og finansielle anliggender, Joaquin Almunia, hvis medarbejdere også bidrog til udformningen af LGTT, så med tilfredshed på oprettelsen af dette nye risikodelingsinstrument og gav udtryk for sin tillid til dette initiativs succes.

Lånegarantiinstrumentet for transeuropæiske transportnetprojekter

De investeringer, som er nødvendige for at fuldføre og modernisere det transeuropæiske net, hvilket er en forudsætning for at opnå et ægte indre marked og regional integration, kan ikke tilvejebringes med offentlig finansiering alene. For perioden 2007-2013 alene forventes behovet for investeringer i TEN-infrastruktur at beløbe sig til i alt 300 mia. EUR. Der forventes en betydelig finansiel manko, som kun kan afhjælpes ved at mobilisere private investeringer i store infrastrukturprojekter. LGTT – en EIB-garanti for efterstillet gæld i form af en standby-likviditetsfacilitet, som tilvejebringes af forretningsbankerne – imødegår dette problem ved at stille sikkerhed for trafikindtægtsrisiciene i projektets første 5-7 driftsår. LGTT bistår projektet med at håndtere risikoen i den første fase i tillid til, at projektet er økonomisk levedygtigt i det langsigtede perspektiv.

Udformningen af LGTT, som forbedrer låntagerens evne til at indfri prioriteret gæld, øger kvaliteten af den samlede kredit og tilskynder til at mindske den risikomargen, der anvendes på prioriterede lån til projektet. Disse besparelser forventes at overstige låntagerens omkostninger til garantien, hvilket øger projektets finansielle værdi. Indførelsen af LGTT vil skabe fordele for samfundet som helhed ved at gøre den private sektors investering i et projekt mere attraktiv og derfor mindre omkostningskrævende.

LGTT vil supplere to af Europa-Kommissionens andre finansielle instrumenter, der er udformet specielt med henblik på TEN-T-projekter og tilsigter at øge andelen af privatkapital. Med risikokapitalfaciliteten tilbydes risikovillig kapital til investeringsfonde, der arbejder med at tilvejebringe aktiekapital til TEN-projekter, og tilgængelighedsbetalingsordninger kan modtage et tilskud, der beregnes på grundlag af anlægsomkostningerne, i projektets driftsfase efter afslutningen af anlægsfasen.

Der findes yderligere oplysninger i MEMO/08/12

Yderligere oplysninger om LGTT:

AGI – EIB – Matthias Woitok: +352/437 987 336, m.woitok@eib.org

http://ec.europa.eu/ten/index_en.html

http://www.eib.org/


Side Bar

Mon compte

Gérez vos recherches et notifications par email


Aidez-nous à améliorer ce site